Nicole Boyle Rødtnes fortæller
Hvor lang tid tager det at skrive en bog, er nok det spørgsmål jeg får oftest, når jeg er ude og holde foredrag. Og sandheden er, at det er umuligt at svare på, da det afhænger af bogen og af forfatteren. Men i det her indlæg vil jeg alligevel forsøge at komme det lidt nærmere.
For at svare på det, er jeg nødt til at beskrive, hvordan min arbejdsproces er, så det vil jeg gøre. For mig er der 7 faser i det at skrive en bog. (Og det er altså de faser, som jeg går igennem. Andre gør det muligvis på en anden måde.) Og de ser sådan her ud:
Ide-fasen
Denne fase starter når jeg allerførste gang får en lille spire til en ide. Det kan være alt fra et tema, en person, en sætning, et stykke dialog. Bare et eller andet som har potentiale til at blive noget … Disse små ide-spirer, som jeg kalder dem, ligger så og vokser i mine tanker. Det gør de typisk i minimum et år. Nogle gange mange år. Fx fik jeg ideen til min ungdomsroman XY, da jeg var 15 år gammel og sad i en biologitime i 1.g. og læste om XY-piger. I det øjeblik vidste jeg, at det ville jeg gerne skrive en bog om, men den udkom først 14 år senere, da jeg skulle bruge en masse tid på finde ud af, hvordan jeg ville fortælle historien.
Hurtigskrivnings-fasen
Her begynder jeg at skrive på bogen for første gang. Det er typisk ikke i kronologisk rækkefølge. Jeg skriver bare noget og ser, hvad der sker. Og hvad der føles rigtigt. I denne fase mærker jeg efter, om ideen er klar til at blive skrevet på. Jeg skal gerne føle, at der er masser af stof. Hvis der ikke er det, så lader jeg den ligge, for så er den stadig ideudviklingsfasen. I denne fase bruger jeg i øvrigt ofte kurset ”Skriv en bog på uge” hos FOF, som Irene Pedersen underviser på. Det er et kursus som er helt perfekt til at få udfoldet sin ide. Hele hurtigskrivningsfasen kan tage alt fra et par uger til en måneds tid for mig.
Plotfasen
Når jeg er færdig med hurtigskrivningen, og ved, at det er en ide, der er moden til at arbejde videre med, så begynder jeg at tænke i plot. Jeg skal have styr på historien. I hurtigskrivningsfasen har jeg fået en masse ideer og tekst til scener og personer, men nu skal det hele i rækkefølge. Her bruger jeg forskellige plotmodeller, typisk berettermodellen, men det kan også være andre. Og når jeg føler at det overordnede plot er på plads, så laver jeg en kapiteloversigt eller en cliffhangerliste (en liste over, hvad hvert kapitel skal slutte med). Afhængig af hvor lang bogen er, og hvor meget plottet driller undervejs, kan den her del tage alt fra et par dage til et par uger.
Skrivefasen
Med hjælp fra min plotmodel og kapiteloversigt begynder jeg nu at skrive selve bogen. Jeg forsøger at skrive kronologisk. Undervejs indarbejder jeg tekststykker fra hurtigskrivningen, hvis de kan bruges, men ellers så skriver jeg bare. Jeg bruger hurtigskrivning en del, da det for mig i denne fase handler om at få første udkast klar. Denne fase tager typisk alt fra et par måneder til et år afhængig af, hvor lang bogen er, og hvor mange andre ting jeg arbejder på ved siden af.
Første redigeringsfase
Når første udkast er færdigt, så lader jeg det ligge lidt. Typisk et par uger, og så begynder jeg at læse det igennem. Her markerer jeg alt det, der skal ændres og så begynder jeg at skrive om, flytte rundt, rette fejl osv. Jeg læser bogen igennem igen og igen og retter, indtil jeg er tilfreds. Denne fase tager mellem et par måneder og op til et halvt år.
Feedback-fasen
Når jeg er færdig med at redigere bogen, og jeg føler, den er så god som den kan blive, så er det tid til feedback. Det er her jeg sender den til forlaget, eller hvis jeg har betalæsere på, så er det her de får den at se. Nogen gange har de også læst med tidligere, men typisk er det her, jeg viser dem bogen. Hvor lang tid denne fase tager, afhænger af min redaktør/betalæser. Men typisk mellem et par uger til et par måneder.
Anden redigeringsfase
Når betalæseren eller redaktøren vender tilbage, så begynder endnu en redigeringsfase. Jeg retter til efter deres kommentarer. Og så sender jeg den retur. Hvis min redaktør er tilfreds med ændringerne, så går vi videre til korrekturen, ellers så få jeg rettelser tilbage og så kører der endnu en redigeringsfase. Sådan kan bogen køre frem og tilbage et par gange, indtil den er helt på plads.
Så det er oversigten over de forskellige faser, og som I kan se, går der typisk et par år, eller i hvert fald mindst et år fra ideen opstår til bogen er forlagsklar. Den skarpe læser vil så måske spørge om, hvis det tager så lang tid, hvordan jeg så kan udgive flere bøger om året. Svaret er, at jeg arbejder på flere bøger af gangen, og derfor kører de her faser parallelt med hinanden for de forskellige bøger. Det er ikke alle, der kan lide at arbejde på flere bøger af gangen. Men jeg er glad for det. Det sikrer, at jeg ikke kommer til at kede mig, og det giver mig mulighed for at holde lidt pause fra bøgerne undervejs, når der er ting, der skal have tid til at falde på plads.
Om Nicole Boyle Rødtnes
Nicole har skrevet en lang række serier for børn og unge, blandt andet serierne: Ilttyv, Elverskud, og Skeletter i skabet. I samarbejde med Ellen Holmboe har hun også lavet serierne ”Superskurkeskolen” og ”Freakshow”.
Nicole er uddannet fra Forfatterskolen for Børnelitteratur, og lever i dag af at skrive bøger og holde foredrag.
Du kan læse mere om Nicole på www.nicoleboyleroedtnes.dk eller følge hende på Instagram på @nicoleboyleroedtnes eller Facebook på profilen: Nicole Boyle Rødtnes – Forfatter.