søndag den 17. januar 2016

Ide-forladt? Her har du 5 råd til hvordan du skruer op for inspiration og ide-udvikling! DEL 2

Denne artikel er en gennemgang af de fem råd jeg gav til Bogforum 2015, hvor jeg holdt et oplæg på Foreningen HUFs stand om hvordan man som forfatter virkelig kunne få gang i og fastholde sine ideer.

Artiklen er blevet rigtig lang, og jeg har derfor valgt at dele den i to.

Del 1 (og tilhørende video) kan findes ved at følge DETTE link.



Lav berettermodeller

Berettermodeller får ret mange hak når snakken falder på dem. Det er en alt for stringent måde at tænke på! Sådan kan man slet ikke se min historie!

Jeg plejer bare at trække på skuldrene og spørge om de har prøvet.


Berettermodeller er gode at lege med, da de har alle elementerne i en velfungerende historie på plads. Det vil sige at du i stedet for at opfinde den dybe tallerken, så faktisk bare skal overholde enkelte nøglescener – så ved du at du har en historie. Og så kan du lege lige så tosset du vil med plottet!

Eller ganske simpelt: Du har en ide, men hvordan gør du den klar til skrivning? Det at sætte den ind i en berettermodel får du en guide til historiefortælling, og kan lige pludselig bruge vendepunkter til at generere nye scener, karakterer og situationer.

Ved at bruge en berettermodel kan du altså få helt nye vinkler på din plotide.


Den berettermodel jeg selv bruger i øjeblikket kan du finde HER.



Fortæl historier til andre

Gå en tur med en ven eller to. Eller få fat i nogle børn, der gerne vil høre en historie. Der er mange muligheder når det kommer til det sidste råd her: Hemmeligheden er bare at sidde over for en eller flere personer, der gerne vil høre en historie.

Du har måske i forvejen forberedt et par karakterer, måske har du investeret i inspirationslegetøj (terninger eller kort), men nu skal du altså levere!


Fordelen ved denne metode er at dem der lytter forventer en historie. Du kan ikke gå i tænkehi i tide og utide og håbe på at du finder den perfekte løsning. Du skal løse problemet og levere en historie. NU!

Dette får gang i ide-genereringen og underbevidstheden, og er dem du fortæller historien til med på legen, kan de faktisk også til tider hjælpe dig i en form for dialogisk historiefortælling.

”Kan hende der ikke hjælpe …” eller ”Men så kunne der være startet en ny agent, der …” – alt sammen råd, der kan få din historie videre.

Og er din historie så god at den kan blive skrevet ren og udgivet – så gør du det, og skriver de hurtige ændringer ind som har de altid været en del af historien.


Målet er ikke at du skal levere en perfekt historie klar til udgivelse, målet er at du skal have en historie du synes var sjov at fortælle, og som du kan lege bedre når/hvis den først skal laves til manuskript.



Det var det. 5 gode råd til at få og fastholde dine ideer. Jeg håber du kan bruge et par stykker.



God skrivelyst
Bjarke