I uge 42 i år var 30 forfatterspirer på Skriveskole på Fanø. Skolen er i samarbejde med Brønderslev Forfatterskole. I år var forfatterspiren Sara Warming afsted, og her er hendes oplevelser af den intense skriveuge.
Man er vel altid nervøs når man
skal prøve noget nyt og møde nogle nye mennesker.
Jeg var i hvert fald nervøs og
kunne ikke sove natten inden turen gik til Fanø. Jeg havde i øvrigt fået en
masse at vide om denne dejlige ø, som virkelig også levede op til de store forventninger,
jeg havde fået.
Allerede da jeg fik fødderne
plantet solidt på jorden efter overfarten, kom indtrykkene mig springene i
møde. Man bydes nemlig velkommen af et lille hus pyntet med strik og hilsnen
Velkommen til Fanø.
Lidt af nervøsiteten lettede. Så
langt så godt.
Bussen, som kun kører en gang i
timen, andre gange en gang hver anden time, var fyldt op med mennesker, da jeg
steg på. Tankerne føj rundt i hovedet på mig, for hvem af dem skal også på
forfatterskole?
Jeg overhørte en samtale, imellem
to piger, som snakkede sammen omkring, hvor nervøse de var, for at møde alle de
andre på forfatterskolen. Jeg så over på dem og prøvede at deltage i samtalen,
selvom det var akavet, må man jo gøre en indsats, hvilket også viste sig at
være en god idé.
Da bussen stoppede, steg over
halvdelen af passagererne ud. Vi stod alle forvirrede og tæt pakket med
kufferter og store tasker. En mørkhåret kvinde kom os i møde, inde fra det, jeg
formodede, var der jeg skulle tilbringe ugen.
Vi blev venligt vist ind i det
aflange hus. Hver dør havde fire navne klistret op på sig, og da jeg endelig
mødte mit, var nervøsiteten på sit højeste.
Den efterfølende time kom tre andre
piger vaklende ind i det lille værelse. Det var selvfølgelig svært i starten.
Men alligevel kom vi hurtigt over barrieren, og allerede inden dagen var slut,
føltes det, som om vi havde kendt hinanden altid.
Til aftensmad fik vi virkelig
mulighed for at snakke med de andre, spise noget lækker mad og blive
introduceret for vores lærere og den første skriveøvelse.
Tidligt næste morgen fik vi morgenmad,
hvor undervisningen startede direkte bagefter. Mange ville sikkert kalde
situationen for at være i skole, og faktisk lignede det også meget et
klasseværelse. Men når man elsker at skrive, er skrivning bestemt ikke som at
gå skole!
Omkring klokken 12 fik vi frokost,
og derefter gik turen til Vaden for at se på sæler.
Resten af dagen, gik med endnu mere
skrivning og hygge.
De næste dage gik meget skematisk
med morgenmad, undervisning, frokost, tur og fritid.
Vi var bl.a. ude at se kunstmuseet
i Sønderho, vi var til foredrag med to forfattere, som havde skrevet bøger
sammen, vi var til mørkning i Hannes hus (mørkning er en gammel tradition, hvor
man hører historier inden solen gik ned, for at få tiden til at gå) og så hyggede
vi os ellers i Sønderho.
Alle turene gav inspiration til ens
noveller/digte. Faktisk skulle vi også en tur på kirkegården midt om natten,
kun for at få følelserne frem. Hvilket er noget af det vigtigste, man skal
huske på, når man skriver. Det gør nemlig teksten meget mere realistisk for
læseren.
Skrivningen var rimelig fordelt, og
man kunne sagtens både få tid til at daske rundt og få skrevet ens bidrag til
den bog, der kom ud af det.
Hen imod slutningen af ugen,
begyndte det triste humør at komme frem, da sammenholdet var blevet så stort.
Mange græd også, da vi skulle tage afsked. Men det siger bare, hvor meget man
får ud af blot en enkelt uge på forfatterskolen. Vi
holder stadig kontakten ved hjælp af Facebook, men savnet til den smukke ø og
de dejlige mennesker i real life er svær at slippe.
Jeg kan klart anbefale at sende en ansøgning næste år, for det bliver en uge man aldrig glemmer!
Jeg kan klart anbefale at sende en ansøgning næste år, for det bliver en uge man aldrig glemmer!
God skrivelyst
Sara
