søndag den 19. august 2018

Vær en selvsikker forfatter – selv når du føler dig som en taber

Hold kæft hvor er jeg egentlig dårlig. Ja, jeg kan da sætte ord sammen, men jeg kan jo ikke skrive noget spændende. Noget som folk gider læse. Jeg bliver aldrig udgivet …
Virker de tanker bekendte?

Det tror jeg de gør for mange. Der er en skrøne om at når man er forfatter, eller drømmer om at blive det, så er det også fordi man er et meget sårbart og følelsesmæssigt menneske. Jeg ved ikke om det er rigtigt, men når jeg taler med andre forfattere (og ser på mig selv), så er der måske noget om snakken.

Men vi bliver nødt til at være selvsikre for at overleve den her branche – også når vi føler os som jordens største tabere. Men hvordan bliver man lige selvsikker på kommando? Det kan man nok ikke, men jeg har da et par tricks eller tre, jeg selv bruger.



Synliggør dine sejre
To bøger og en masse noveller. Sådan så hylden ud i 2015.

I et jantelovsland som Danmark er det her måske lidt svært, med mindre at vi virkelig føler at vi har noget at komme med – og hvis man føler sig som en taber, så hænger de to ting ikke sammen.

Derfor opfordrer jeg til at vi dropper janteloven lige lidt. Udstil dine sejre, lige meget hvor små de er. I hvert fald bare for dig selv.

Har du udgivet en roman? Lav en hylde til den. En hel hylde hvor alle kan se dit første mål! Har du udgivet en novelle i en antologi? Gør det samme. Gør det tydeligt hvad du arbejder på! Min største fejl i starten af min karriere var at gemme mine bøger lidt væk, og det gjorde at jeg ikke altid lige kunne se hvad jeg faktisk havde opnået. Så frem med dem! Synliggør dine sejre!

Hvad hvis jeg ikke har udgivet noget endnu? Så synliggør alt hvad du laver. Print dit manuskript ud og læg det på skrivebordet. Se på det: Det har du lavet!

Det samme med afslag: Stephen King havde et søm på væggen hvor han hængte alle sine afslag – en stigende bunke papirer – Indtil han endelig fik hul igennem. Hvorfor? For at minde sig selv om at han er i gang! Bunken er ikke kun afvisninger, det e også tegn på hvor meget du har lavet, hvor meget du allerede er i gang med projektet!
Ny hylde, flere noveller og 20 bøger. Vi tæller året 2018.

(Men er du sårbar og får det dårligt af at se på dine afslag, så lad være med at hænge dem op. Gem dem i en skuffe så de ikke ødelægger din skrivning. Men gem dem stadig, og kik på dem når du har brug for en reminder om den kamp du er i gang med – og for at se hvor mange du skal vise at du faktisk ER sej nok!)



Hvorfor er det DU skriver?

Problemet med forfatterlivet er at du ofte bliver så forhippet på udgivelse at du kommer til at skrive mere for forlag og alle andre end dig selv. Måske er det det her de vil have? Måske hvis jeg …

Det gjorde jeg engang. Jeg ville så gerne blive udgivet, og der var et forlag, der måske var interesseret. Jeg begyndte selvfølgelig at ændre på mig selv, for at ramme deres tone – og min skrivning blev dårligere af det. Ikke fordi jeg ikke kunne, men fordi det ikke var den jeg var. Det var ikke det jeg ville skrive.

Jeg fik en skriveblokering, og den forsvandt først da jeg droppede tanken om det forlag.
Da jeg begyndte at finde tilbage til mig, så fik jeg også selvtilliden igen.


Så vær glad hvis et forlag er interesseret – men lad dem ikke ødelægge grunden til at DU skriver! Udgivelse er rar, men ikke hvis det du udgiver ikke er din stemme.



Glem alle de andre

”Forfattere skal jo være på facebook og instagram.” I dagens Danmark har alle en forfatterside og en instagram. Det er også fedt, for det er herligt at være social og mødes med ligesindede: Fejre deres sejre, dele tvivl og tanker osv. Mennesket er som udgangspunkt social.

Men det kan let tage overhånd. Jeg tager til tider facebook- og instagram-pauser for at finde tilbage til mig selv. Ikke fordi jeg ikke gerne vil dele andres sejre og ulykker, men fordi jeg er et påvirkeligt menneske.

Jeg kan godt få de der grimme tanker om at bogbranchen er ved at dø, om at der sidder en gruppe forfattere og tager al opmærksomheden osv. Det er jeg ikke hævet over.

Men jeg ved også at når jeg får de tanker, så skal jeg gå af sociale medier og finde tilbage til min skrivning og synliggøre mine sejre.


Og når jeg har fået fat i mig selv igen, vender jeg tilbage – og fejrer folk dobbelt så meget!

(Og ja, det er ikke rart at have grimme følelser på den måde, men det kan være en del af livet. Jeg er ikke stolt af at indrømme at jeg også har det, men jeg tror det er vigtigt at stå ved. For det handler meget sjældent om dem eller det man bliver sur på, men om en selv – så det er bare kroppen, der siger: Vend tilbage til dig selv).




Det var mine tre råd. Det kan godt være det kun er mig, der tvivler på mig selv. Måske er det ikke. Måske lever man i en tro på at det forsvinder så snart man bliver udgivet (Det gør det ikke). Jeg tror det handler om at kikke indad, og det gælder alle aspekter i livet.

Med skrivning er det måske bare endnu mere vigtigt, for det er kun dig selv, der styrer dit engagement. Derfor er det også vigtigt at du ikke går død på at please alt og alle, men lytter til dig selv.

En kunstnerisk kollega sagde engang noget klogt, der også gælder os forfattere:

”Hvis en stemme i dig siger at du ikke kan male, så mal! Og gør den stemme stille for stedse.”
– vincent van Gogh


God skrivelyst
Bjarke