mandag den 9. oktober 2017

5 skriveøvelser, der kan lære dig at lave realistiske karakterer, og hvorfor

I dag vil jeg gerne gå lidt mere praktisk til værks end jeg normalt gør. Derfor får I udover en masse forhåbentlig kloge ord også fem praktiske skriveøvelser, der vil styrke jeres karakterarbejde når I skriver fiktion.

Det er skriveøvelser jeg selv har brugt, og også stadig kan finde på at bruge, da de er gode til at løsrive en som forfatter fra teksten.




Skriv om en, der ser dig som sin værste fjende og hvorfor

Hvorfor er den god?: Vi tænker ikke altid over hvorfor folk skulle hade os, og måske er vi så heldige at ingen gør det. Eller også er der en derude, der måske lige synes du er den mest irriterende skabning på jorden.

Sådan tænker vi ikke normalt om os selv. Til gengæld kan det være en god ide at tænke sådan om sine karakterer, fordi man så skaber konflikt. Er der nogen, der hader din hovedperson, og hvorfor?

Fordi den her øvelse handler om dig selv bliver du udfordret til at tænke kreativt. Selvfølgelig har du ikke nogen sider, der er værd at hade - men det er jo ikke sådan had fungerer. Og i stedet for at lave figurer som hader en person bare fordi det skal de, så øver den her øvelse dig i virkelig at tænke over hvordan andre mennesker opfatter dig, og dermed også hinanden.




Skriv om en, der ser dig som sit største forbillede og hvorfor

Hvorfor er den god?: Det modsatte er selvfølgelig også gældende. Nogen har vildt let ved at sætte sig selv op på en piedestal, men jeg tror faktisk at størstedelen af os har svært ved det.

Den her øvelse er en træning i at finde noget som folk kan beundre i dig, og prøve at beskrive hvorfor de skulle kunne gøre dette. På den måde bliver det også lettere for dig at finde på grunde til at karakterer i din historie skulle beundre din hovedperson.

Folk beundrer jo ikke bare dig fordi du er dig, de beundrer dig for noget du kan, gør eller tør. På samme måde bliver du nu trænet i at finde ind til den kerne i din hovedperson, og skabe realistiske venskaber, beundringer OG måske endda kærlighedshistorier.




Beskriv en cafe på en realistisk måde, men gør scenen uhyggelig

Hvorfor er den god?: Ha, det lyder sgu da let nok. Men husk på at det skal være realistisk. DU må ikke lade det være om natten hvor man er der alene. Du må ikke lade det være en gal øksemorder, der har fanget hovedpersonen der.

Det skal være en ganske almindelig befolket cafe, og din hovedperson skal bare synes det er det mest uhyggelige sted i verden.

Øvelsen her er todelt. Den første øvelse her træner dig i at lave en stemme, der er unik og har noget på færde. Der er ikke noget uhyggeligt i din cafe, men din hovedperson føler at der er det. Det er en interessant fortællerstemme lige der.




Beskriv den samme cafe på en realistisk måde, men gør scenen romantisk

Hvorfor er den god?: Her er anden del af øvelsen så. Beskriv den præcis samme cafe. Der er ikke sket nogen ændring rent fysisk, men nu skal din hovedperson bare opleve det som det mest romantiske sted i verden.

Øvelsen er god til at træne skift i hvordan personer oplever ting, samt øve dig i at bruge sproget til at vise din fortæller og dennes sindsstemning.

Samtidig er det en god træning i at gøre dagligdagen farvet af sindsstemning. DU har lige beskrevet samme scene både uhyggeligt og romantisk - det kræver alligevel noget!




Skriv en scene med en date - lad dialogen vise at de to går helt fejl af hinanden, men uden at de opdager det!

Hvorfor er den god?: Den her øvelse træner dig i at skrive realistisk dialog. Tit og ofte taler vi til hinanden med skjulte motiver. Måske gider du egentlig ikke tale med onkel Kjeld, men vil også gerne være høflig. Onkel Kjeld vil rigtig gerne fortælle dig om da han var ung og arbejdede på fabrikken, måske mest fordi du i hans øjne spilder tiden med den der forfatterdrøm.

Sådan taler vi mennesker. Om det er eksemplet overfor, eller om det bare er Peter, der siger ja til en masse opgaver på arbejdet, fordi han bare skal på toilettet og det går hurtigere at sige ja.

Og det skal du prøve. Så skriv en scene med to mennesker, der vil have to vidt forskellige ting ud af daten, men uden at de er klar over den andens mål. Vil han giftes og have børn? Vil hun bare have sex? Hvad sker der og hvad siger de?

Bare husk på at du under ingen omstændigheder må afsløre det for de to datende.



Så kom i gang med at lave nogle skriveøvelser! Jeg håber i hvert fald de her øvelser kan bruges, og at du forhåbentlig får nogle gode, sjove og brugbare scener ud af det!


God skrivelyst
Bjarke