mandag den 18. september 2017

3 råd til hurtigt at få en ide

Nogle gange kan det være svært at få ideer, også selvom man virkelig gerne vil skrive. Jeg har en række kreative indspark jeg bruger, og dem har jeg prøvet at formulere ned til tre råd her.

Det skal siges at jeg ofte bruger de her råd til at få ideer med når jeg skal i gang med at skrive. Langt fra alle af dem bliver til romaner eller noveller, men nogle gange er ideerne så gode at det sker. Andre gange var de bare sjove at skrive



#1 Læs letfordøjelig faglitteratur

Der findes tonstunge bøger om alle emner i verden. De er hårde at komme igennem, og det tager lang tid før man kan føle sig klog på bare et eller andet.

Gudskelov findes der også lettere faglitteratur. Jeg har i lange perioder haft abonnement på både Illustreret Videnskab og Historie-bladet.

Det ene blad er god til science fiction, det andet til historiske romaner og fantasy. Så vil du gerne skrive noget i den retning, så gå ned i din lokale kiosk og køb et blad.

Det du så gør er, at du læser indholdsfortegnelsen igennem: Er der noget der interesserer dig? Læs artiklen. Interesserer det dig stadig? Kan du lave en historie om det? Hvordan formidler du egentlig præcis samme viden, bare i en fiktionstekst?

Det er en skide god øvelse til at omsætte sin research, og så er det bare en sjov måde at få ideer på.
Skriver du realisme så køb et eksemplar af Ekstrabladet eller BT. Deres artikler spiller på frygt eller sensation, og der er altid guf til et eller andet.



#2 Gå på biblioteket

”Det gør jeg da tit!” siger du nok. Ja, men denne gang skal du gå anderledes til værks. Du skal ikke finde bøger du godt gad at læse. Du skal finde bøger du godt gad at skrive!

Ja, de er allerede skrevet når de står på biblioteket.  Men glem alt om bogstaver for nu. Du skal gøre det, man ellers har fået at vide man ikke må: Døm bøgerne på omslaget!

Ja. Du skal gå på jagt efter seje omslag. Led over alt, gerne i børnesektionen for de har altid meget eksplicitte forsider! (modsat fx Jojo Moyes – bøgerne er gode, forsiderne er fine, men så meget opdagelse er der ikke til denne øvelse).

Saml en stak lækre forsider og lån bøgerne, eller tag billeder med din mobil hvis du ikke vil slæbe/glemme at aflevere.

Og så er det bare at komme i gang. Gå hjem, sæt dig og skriv den historie der falder dig ind når du ser den forside. Glem titlen hvis den ikke giver dig noget.

Får du lavet noget godt, kan du jo altid låne den originale bog og sammenligne.



#3 Tag en tur med bussen

Eller et hvilket som helst andet offentligt transportmiddel, det er ikke så vigtigt hvad.
Det du skal gøre er nemlig at kikke på mennesker. Hvem kører med bussen? Hvordan ser de ud? Hvor er de på vej hen? Hvor er de på vej fra?

Ideen med øvelsen er så at du ved at observere dem skal finde beviser på dine svar. Har den unge kvinde en kage fra Lagkagehuset er hun måske på vej til fødselsdag. Har hun gummistøvler på selvom solen skinner? Måske er hun marinebiolog? Eller bare pædagog?

Det er en fantastisk måde at finde på nye personer på, samtidig med at det træner ens deduktive evner og øver en i at vise i teksten hvem personen er. (når du skal bevise at hun er marinebiolog og så finder gummistøvlerne øver du dig i show don’t tell).

Personerne fører måske ikke en historie med sig, men de fører små mikro-personkarakteristikker med sig, du måske kan bruge en dag du har en roman at skrive på – der bare lige mangler en bifigur!

Det var mine tre bedste råd til at få ideer. Håber de kan bruges 

God skrivelyst
Bjarke