Så er påsken ovre. Forhåbentlig har du fået skrevet en masse i ferien. Måske har du ikke fået skrevet nær så meget som du gerne ville.
I hvert fald starter hverdagen igen nu. Og derfor skal du og jeg tilbage til hverdagsskrivningen. Men hvordan gør man lige det?
Husk hvordan din hverdag så ud
Har du et fuldtidsarbejde og en familie? Er det så overhovedet muligt for dig at skrive et kæmpe antal sider om dagen når det hele igen begynder at rase?
Det er det nok ikke. Det er det i hvert fald ikke for mig. Det første man skal gøre inden man vender tilbage til hverdagens skrivning er altså lige at huske hvordan hverdagen egentlig så ud.
Min hverdag plejede at stå på morgenskrivning inden jeg tog på job. Det kommer nok til at forandre sig inden længe, da jeg skrifter job fra næste måned af. Det er også værd at tænke over - for mit vedkommende handler det altså at nå tilbage til den gode rutine de sidste to uger her, inden en ny hverdag står klar, hvor jeg igen skal til at finde ud af hvordan jeg får bedst muligt ud af min skrivning.
Det leder mig til næste punkt
Afsæt tiden, find hullerne
På mit nuværende job har jeg en computer stående, hvor jeg hver morgen møder en halv time tidligere ind og får skrevet. Nogle gange har jeg længere tid end en halv time, men i hvert fald får jeg skrevet i 30 minutter.
Kan du det?
Er det ikke muligt, eller er du ikke en morgenskriver – så må du finde ud af hvornår du egentlig skriver bedst? Er det om aftenen efter børnene er puttet? Så gør det der, lav en aftale med din familie om at det tidsrum er din skrivetid. Aftal med din ægtefælle hvis du har sådan en, at i det tidsrum er der ”Egentid”, og det må de jo også bruge som de vil.
Det vigtigste er faktisk bare at du giver dig selv lov til at skrive. I stedet for at håbe på at der kommer et hul, så lav dem. Aftal med dig selv at du skal have skrevet mindst 30 minutter hver dag – og aftal med din omverden at det er et krav. Lav det hul i kalenderen, for det kommer ikke mirakuløst.
Du hører jo heller ikke om andre arbejdende mennesker, der bare så gerne ville arbejde, men ikke kan finde plads til det i kalenderen. Sådan er livet som professionel forfatter.
Skriv eller dø
Det sidste punkt er mere en metode til at få gang i skriveflowet igen, hvis det har stået lidt stille i ferien. Både min kone og jeg er store fortalere for programmet Write og die, som kan findes gratis på denne hjemmeside!
Der er mange forskellige funktioner i det. Enten kan den larme og blinke, hvis du ikke skriver hurtigt nok, eller også kan den decideret begynde at slette det du har skrevet, hvis du ikke får nok ord ned i minuttet.
Det kan være en stressende, men god øvelse i at give slip på den indre kritiker og bare komme i gang igen. Sådan bruger jeg den i hvert fald selv, samtidig med at der kommer lidt gaming over skrivningen – og det kan også være meget skægt.
Velkommen tilbage fra påskeferie, forfattere!
God skrivelyst
Bjarke