søndag den 29. januar 2017

Hvad kan der siges om din bog?

Det er altid et godt spørgsmål at stille sig selv: Hvad kan der siges om min bog? Det er jo svært at svare på, og ofte kommer man som forfatter ud i noget rod med: At det er en god historie eller lignende.

For sandheden er at det er et ureflekteret spørgsmål. Der KAN siges alt muligt, godt såvel som dårligt, og det gør man sig selv en tjeneste ved at være klar over som forfatter.

Men handler det her så bare om at vi som forfattere bare skal have ondt af os selv over at folk siger alt muligt underligt om det vi laver?
Nej, selvfølgelig ikke!


Du skal bare spørge meget mere reflekteret.


Hvad vil DU gerne have andre siger om din bog? 

I stedet for at fokusere på ”kan” ligesom oppe i artiklens overskrift, har jeg her fokuseret på ”vil”. Samtidig har jeg en person på, der skal lave udtalelsen, nemlig DIG!

Selvfølgelig vil du gerne have at alle siger at din historie er god, hvem vil ikke det? Det er et tyndt svar. Nej, hvad vil DU gerne have at de siger om DETTE PRÆCISE VÆRK, ud af dine forhåbentlig tusinde af bøger.

Skal de sige at du var en gysets mester? At du virkelig forstår at lave cliffhangers? At dine sprogbilleder vedrørende puberteten eller dit syn på samme emne revolutionerer ungdomslitteraturen?

Ja, det lyder oplæst, det må det også gerne – det er jo det du gerne vil have at de siger. Det er også en manual.

Kan du finde ud af hvad de skal sige, så ved du også hvad du skal fokusere på i din skrivning. Og allerede der er du mile længere end, at de helst skal sige at du har en god historie …


Hvad vil du gerne sige med din bog?

Er derfor det næste logiske spørgsmål. For det er jo let nok at sige at ens læsere gerne skal sige at du revolutionerer ungdomslitteraturen – men det kræver jo så også at du gør det!

Så nu skal du tage den førnævnte manual, og så skal du tænke det aspekt igennem som du har valgt de skal sige: Hvordan kan du få dem til at sige det? Kan du vælge et tema at arbejde ud fra? Et som er urørt? Cutting har været oppe i tiden, og en forfatter som Sarah Engell har gennem fokuseret arbejde med sin roman 21 måder at dø fx lavet en ungdomsbog, der får masser af ros – og som giver hende en masse stof at tale om til foredrag.

Og hvad har du selv at sige om emnet? Lad os sige at dine læsere ender med at tale dig efter munden, og virkelig synes at du har revolutioneret ungdomslitteraturen (man kan da håbe) – har man opnået det, så vil de gerne have nogle foredrag: Og hvad kan du egentlig sige om det du har skrevet om?

Tolker man det jeg siger her forkert, så kan det lyde opblæst og arrogant – hvorfor tror jeg at jeg sådan kan manipulere mine læsere? Hvad er det for et syn på dem, jeg ønsker skal købe mine bøger?

Det tror jeg heller ikke jeg kan. Jeg ønsker ikke at manipulere nogen. Men jeg ønsker da for mit værk at det skal have den effekt på dem. Ville du ikke det? Ville du reelt set håbe at din bog blev middelmådig?
Nej, vel?


Spørgsmålene er altså med til at fokusere din skriveproces og din ambition med bogen og dermed gøre dit arbejde både under skrivningen og igennem promoveringen lettere.

Så hvad vil du egentlig gerne have at din læser siger?


God skrivelyst
Bjarke