Spænding i historier er flere forskellige ting. Det er spændingen ved, at der er noget læseren ikke ved, spændingen over en deadline … Ja, det her indlæg skal ikke være en gennemgang af hvad spænding i en historie kan være. I stedet skal den handle om hvordan man bruger den spænding bedst muligt.
Og det gør man gennem momentum.
En kælk på en bakke
Momentum er et udtryk man bruger om ting i bevægelse. Det er også det et plot skal være, i bevægelse, og derfor mener jeg at udtrykket er ganske brugbart her også.
For at forstå billedet skal vi dog lige have det beskrevet. Forestil dig en sneklædt bakke. Denne bakke er din spændingskurve. Den skal ikke være for lille, heller ikke for stejl. Den skal være helt perfekt og god til at kælke på.
Og så har du din hovedperson. Det er kælken.
Hvad er sjovest når man kælker. En masse stop på vej ned af bakken fordi man ikke kan få ordentlig afsæt, eller en lang tur hvor der kommer mere og mere fart på?
Har du været et sundt og raskt barn svarer du selvfølgelig det sidste. Det samme gælder for historiers momentum.
Der må ikke komme dumme stop i historien, fordi du afslutter et mini-plot, og så starter et nyt. Afslutter. Starter. Afslutter, starter.
Sørg i stedet for at du gør det mere flydende: Starter, starter, afslutter, starter, afslutter … osv, så der hele tiden er en åbning i historien. Nu afslutter man den her plotstreng, til gengæld så er der en ny, der åbner som holder momentum oppe for læseren.
Kører du med den første struktur er det for let for læseren at lukke bogen i efter en plotstreng, og sige: Nå ja, så behøver jeg ikke læse mere. Og det er det værste en læser kan sige om ens bog!
Så sørg for at opbygge momentum, lad det være en glat vej ned af kælkebakken. På den måde holder du læseren fanget med et nyt spørgsmål, mens et gammelt bliver besvaret, og der kommer mere og mere fart på for at nå til slutningen og forløsningen for enden af bakken.
Pauser, ikke stop
Ja, men en bog kan jo ikke kun være spænding, så bliver den jo også kedelig. Hvad med fordybelsen?
Selvfølgelig skal der også være fordybelse. Det skal bare ikke være på bekostning af plottet.
Hovedpersonerne må godt holde pauser hvor de lige får pusten, men de må ikke stoppe op og vente på at det næste sker.
Dette er kendetegnet i det, man i historie-terminologien kalder Bålscenen. Bålscenen er et øjeblik i en historie, hvor hovedpersonerne sætter sig og taler. Hastigheden daler, og der er mulighed for lige at få gentaget nogle informationer, og gjort sig nogle overvejelser. Det skal der være plads til.
Denne scene er også bare afhængig af momentum. For hvis de sætter sig ned og slapper af uden at der er en historie, der venter på at de vender tilbage – ja, så kan de jo blive ved med at hygge sig rundt om bålet. Men er der en historie, og fortsætter den selvom de gemmer sig væk, ja, så bliver de jo nødt til efter pausen at rejse sig og komme videre. Momentum er altså stadig i gang, selvom hovedpersonerne holder et hvil.
Selv i Tv-serier, der ellers er episodiske, gør forfatterne faktisk alt hvad de kan for at opbygge momentum. En episode af The Flash eller lignende, hvor skurken bliver fundet og fanget i samme episode har måske ikke relevans for seriens store plot – alligevel bliver der gerne givet en information, der er med til at lade os forstå at noget større er på spil: og derfor skal vi selvfølgelig se næste afsnit.
Så har du gået momentum efter i din historie? Er det en kælketur eller har du trukket håndbremsen?
God skrivelyst
Bjarke
