søndag den 26. juni 2016

Jeg er Frankensteins skaber!

Natten til fredag var fyldt med bulder og brag fra en tordenfyldt himmel. Passende nok var det den fredag hvor min nye bog også udkom!

Min roman Jeg er Frankenstein tager nemlig afsæt i det gamle monster, der blev vækket til live af lyn, torden og moderne teknologi.



Historien handler om den unge dreng Frank, der vågner op efter en tragisk ulykke hvor hans mor, far og ham selv omkom. Han er blevet vækket til live igen, syet sammen med de rester, der var tilbage af ham selv, sin far og hvad der ellers lige kunne findes.
Nu bliver han nødt til at opklare hvorfor hans forældre skulle dø, og om det har noget at gøre med det samme stykke teknologi, der nu holder ham i live.



Historien har faktisk nogle år på bagen, og er en af mine ”den skal jeg vente med”-bøger. Jeg havde nemlig for fire års tid siden en ide om at jeg skulle gemme mine bedste ideer til jeg var blevet udgivet, så jeg kunne være sikker på at de blev antaget. Derfor skulle jeg da bare vente med den.

Det har jeg siden hen lært er det dummeste man kan gøre. Man skal sgu da bare skrive de ideer hvis de er så vigtige for en. Det næstbedste bliver måske aldrig god nok til udgivelse, og så kan de her fede historier jo vente for evigt og til sidst forsvinde i glemslen.

Så hvis du ligesom jeg har en ”den skal jeg vente med”-liste, så skynd dig at skriv dem! Det er måske DER din succes ligger!


(Til januar udkommer der endnu en historie fra min ”den skal jeg vente med”-liste, den glæder jeg mig også til at fortælle jer om).

Illustrationerne er lavet af den meget talentfulde Nathascha Friis, og selvom hun ikke har set mine egne skitser (mange af mine bog-ideer er startet på en tegneblok), så har hun ramt Franks udseende spot on – eller hvad synes du? Her er i hvert fald en af mine egne første tegninger af Frank fra før jeg skrev bogen.


Og til alle jer, der nu vil indvende at titlen er problematisk, da hovedpersonen jo er lavet om til et Frankensteins monster, og ikke Frankenstein, så bør de genlæse kapitel 16 af Mary Shelleys roman, hvor monstret refererer til sig selv som Frankensteins afkom, og da det jo er normalt at ens unge får samme efternavn som en selv, er det faktisk ikke forkert at kalde monstret for Frankenstein også.

Det korrekte navn bør faktisk være Adam Frankenstein, da monstret også referer til sig selv som et moderne første menneske, nemlig den bibelske Adam.


Så ved I det, næste gang nogen irettesætter jer. Jeg er Frankenstein er også en meget federe titel synes jeg.

Jeg håber det kommer til at gå min lille bog godt. Nu er den i hvert fald ude i verden for at leve sit liv. Måske møder den en blind munk, der lærer den om livet, måske en vred forsamling med høtyve. Jeg håber på det første.



God skrivelyst
Bjarke

søndag den 19. juni 2016

Nicole Boyle Rødtnes' syv tips til at skrive letlæsningsbøger

Jeg er måske mest kendt for at have skrevet YA-serier som ”Elverskud” og ”Ilttyv” blandt unge og voksne, men blandt børn under 12, så er jeg kendt for mine lelæsningsbøger ”Zombie-jæger” og ”De skjulte dæmoner”.

Mange har spurgt, hvorfor jeg ville skrive letlæsningsbøger, når jeg nu kunne nøjes med at skrive store romaner, der får mere opmærksomhed af fx anmeldere. Svaret er, at jeg selv havde virkelig svært ved at lære at læse som barn, og derfor vil jeg gerne være med til at sikre, at der er gode letlæsningsbøger til børn, så de får en fed oplevelse med læsningen.

Hvis du selv kunne have lyst til at skrive letlæsningsbøger, kommer her et par tip:



1. Letlæsningsbøger skal være korte, men lige så gode som alle andre bøger

Letlæsningsbøger skal være korte. Afhængig af sværhedsgrad og målgruppe, så kan den præcise længde variere meget. Mine bøger har typisk været mellem 6.000-10.000 ord. Det giver ikke meget plads at bredde sig på, men det betyder ikke, at man så skal lave mindre fede historier. Tværtimod. Dem, der har svært ved at læse, har netop brug for de aller bedste historier, så de ikke giver op.  Så se i stedet den korte længde som en mulighed for at øve dig i at skære ind til benet.



2. Del en lang historie op i flere bøger

Hvis du gerne vil fortælle en længere historie, så del den op i flere bind. Det giver dig mulighed for at folde historien ud, og på den måde bliver dine læsere ikke slået ud af bogen er for lang, men får i stedet en succesoplevelse af, at de får læst flere bøger.



3. Tag dine læsere alvorligt

Selvom du skriver til børn, der har svært ved at læse, betyder det ikke, at du skal skrive mere simpelt eller mere pussenusset. Tværtimod giv den endelig gas med masser af action og gys. Og tal aldrig ned til dine læsere! Skriv historier i øjenhøjde og tag dem alvorligt. Min serie ”Zombie-jæger” blev netop et hit, fordi den er uhyggelig, blodig og sætter hovedpersonerne i voldsomme dilemmaer.


4. Tænk i korte kapitler og clifhangers

Ha’ gerne mange korte kapitler i stedet for få lange. Jeg har fx typisk 20-22 kapitler i mine bøger, selvom de er på kun 100 sider med illustrationer. Det er flere end de fleste, mange andre vil fx have 10-12 kapitler, som også er helt fint. De mange kapitler gør det lettere for dine læsere at overskue historien. Slut gerne kapitlerne med en cliffhanger, så de hele tiden er motiveret til at læse videre.


5. Sproget skal være lettilgængeligt

I letlæsningbøger skal man selvfølgelig også tænke over sit sprog. Jeg vil ikke gå nærmere ind i lix, da det ville tage en hel artikel for sig at forklare.  Der findes masser af online programmer, hvor du kan kopiere din tekst ind og se, hvilken lix den har. Men pas på, lix er et redskab, men det har også mange problemer, fx kan det at ændre hovedpersonens navn fra et langt til et kort, ændre lix’en dramatisk, selvom det i praksis ikke gør noget ved sværhedsgraden.

Så i stedet for at stirre dig blind på lix-målinger, så prøv bare at skrive let og ligetil. Tænk over din sætningslængde og lad være med at bruge unødigt svære eller gammeldags ord. Men pas også på, at du ikke ender med at skrive staccato-agtigt kort, eller får et tørt og kedeligt sprog, fordi du slet ikke tør bruge ord over seks bogstaver. Prøv dig frem, og læs gerne andre letlæsningsbøger, så du kan se, hvordan de gør sproget lækkert og sanserigt, selvom et er let.



6. Skab situationer, der er fede at tegne

Letlæsningsbøger er illustrerede bøger. Og billederne er her mindst lige så vigtige, hvis ikke vigtigere end teksten, da børn typisk vil bladre bogen igennem, før de beslutter, om de gider læse den. Derfor er det vigtigt, at du sørger for, at der er noget fedt for din illustrator at tegne. I mine bøger er der typisk en illustration pr. kapitel. Det betyder, at jeg i hvert kapitel, når jeg skriver, tænker over, hvad der ville være fedt at tegne her. Sørg for at skrive en masse fede scener, så der er noget fedt at tegne, så du ikke ender med en bog, hvor alle billeder bare er to mennesker, der taler sammen.



7. Find den rette illustrator

Og sidst men ikke mindst: Find en fantastisk illustrator. Min serie ”Zombie-jæger” var ikke blevet halvt så populær, hvis ikke det var for den dygtige Bodil Bang Heinemeier, der havde lavet nogle helt fantastiske illustrationer. Det gælder om at finde en illustrator, hvis streg passer til din historie. Hvis du har en action-historie, så find en, der kan tegne action. Har du en dyrehistorie, så find en der kan tegne dyr osv. Og vigtigst af alt find en, der tegner i øjenhøjde med læserne. Ligesom teksten ikke må tale ned til læserne, så må illustrationerne heller ikke.
Det var mine syv tips til at skrive letlæsningsbøger. Jeg håber, du kunne bruge dem!

God skrivelyst
Nicole Boyle Rødtnes


----------------
Læs mere om Nicole og hendes bøger på http://www.nicoleboyleroedtnes.dk/ 

søndag den 12. juni 2016

Sword & Sorcery på Fantasticon

I lørdags deltog jeg i et panel på fantasticon, som er en messe for de fantastiske genrer. Emnet for panel-debatten var Sword & Sorcery, og var samtidig en præsentation af den nye novelle-samling Mørke Guders Templer, hvor min egen novelle Dødedagene er med.

Ud over mig sad Christina Ebbesen, Lars Kramhøft og Flemming Rasch i panelet, der blev ledt af samlingens redaktører Henrik Harksen og Rasmus Wichmann.
Den sammensætning gav et ganske naturligt drive mellem forfatter-syn, genre-kendskab og almen nørderi, og der var bare en helt fantastisk stemning i den lille sal hvor det hele foregik.

Grunden til at jeg deltog i panelet er på grund af min store glæde ved netop Sword & Sorcery-genren. Modsat traditionel episk fantasy (som jeg godt ved er en forenkling), har S&S et større fokus på individet og the self-made man, som man ser bl.a. i Conan-historierne af Robert E. Howard.
Flemming Rasch kommenterede her at forfatteren Robert E. Howard var texaner og cowboy af natur, og det aspekt falder ganske godt i spænd med the self-made man, drømmen om som pioner at skabe sin egen fremtid.

Det er lige præcis det fokus, jeg elsker ved genren.

Som gammel rollespiller, er jeg vandt til at bruge den samme karakter i mange forskellige historier i dennes rejse fra level 1 til level 20, og det er den rejse S&S tager højde for.

Hvor Aragorn i Ringenes Herre har én stor erkendelse, der knytter sig til det store plot i historien, så har Conan flere små erkendelser, der følger ham på rejsen fra barbar til pirat og senere konge over et land.

Genren er også kendetegnet ved at den som udgangspunkt bestod af noveller om hovedpersonen, og ikke et stort plot med kampen mellem det gode og det onde.

Det gode og det onde er faktisk sjældent vigtigt, i hvert fald ikke for hovedpersonen, her er fokus på penge og eventyr, alt sammen i håbet om et bedre liv.

Dermed ikke sagt at S&S ikke kan tage vigtige emner op: Det hænder at Conan funderer over døden som et filosofisk aspekt, og på samme måde er Geralt of Rivia fra Witcher-serien ret velformuleret når det kommer til kongerigets situation.


Så er du til individets kamp for at være sin egen lykkes smed, er du til rå action, og kan godt lide at fordybe dig i en gruppe karakterer, uden at de skal være knyttet til et bestemt plot, så er Sword & Sorcery måske noget for dig?


God skrivelyst
Bjarke

mandag den 6. juni 2016

Heltens rejse: De arketypiske figurer

Jeg håber du har læst sidste indlæg, hvor jeg gennemgik berettermodellen Heltens rejse. Hvis ikke, har du her et resume:
 
  • Vi bliver introduceret til Helten i den almindelige verden, hvor han hører eventyret kalde.
  • Helten afslår kaldet, men træder til sidst over dørtærsklen, hvor han møder prøvelser, venner og fjender.
  • Han når Mørkets hule, hvor han bliver udsat for hændelsen, der giver ham præmien.
  • Han jages af fjenden på vejen tilbage, men genfødes heldigvis af oplevelsen.
  • Præmien bliver bragt hjem, og helten bruger den til at gavne den almindelige verden.
Godt, så er du med igen. Lad os nu høre om nogle af de figurer, der går igen i Heltens rejse.


Figurerne bliver kaldt arketyper, og det gør de fordi de ofte er til stede i historier. Gandalf kan lige så godt hedde Obi Wan eller Merlin, for skærer man helt ind til benet, der hvor der kun er grundstrukturen eller berettermodellen tilbage, så er de bare den gamle Læremester.


Og det er de arketypiske grundfigurer vi skal se på i dag.


Helten
Den centrale person i historien. Enhver person er Helten i sin egen historie.

Skyggerne
Fjender, indvendige og udvendige. Darth Vader er en skygge, det samme er Den mørke side af kraften. Lukes manglende tro på sig selv er ligeså.

Den gamle læremester
Heltens guide ind i den nye verden: Yoda, Merlin eller Læreren fra Døde Poeters Klub.

Herolden
Rejsende fra den nye verden, der bringer eventyrets kald. C3-PO og R2D2 bringer eventyret til Luke.

Dørtærsklens vogtere
Det som står i vejen for helten, på rejsen ind i Mørkets hule. Det kan være professionelle fjender (stormtroopers og bounty hunters i Star Wars), det kan også være jalous ekskærester i realistiske romaner. Ja, det kan sågar være heltens egen tvivl på sig selv, der kan repræsentere Dørtærsklens vogtere.



Formskiftere
Bare husk: livet som formskifter kan være farligt.

Kan i nogle historier være varulve og vampyrer, men skal i bund og grund ses meget mere løst end det. En formskifter, er en der udgiver sig for at være noget, men så skifter markant rolle i historien halvvejs. I Star Wars er Lando Calrissian en formskifter, da han forråder Han Solo og Leia, det samme er Darth Varder, da han vender sig mod kejseren.

Tricksteren
Comic-relief og typer, der laver narrestreger. Ud over at skabe underholdning er de med til at skabe en form for forandring på rejsen.

For eksempel er Loke i Marvels Thor en trickster-figur, da han skaber forandring i Thors liv, og at det faktisk er denne forandring, der leder Thor ud på sin rejse.

Vennerne
De karakterer, der hjælper Helten gennem forandringerne. Medhjælpere, venner, kærester, alle dem, der rådgiver helten igennem rejsen.


Sådan, det var de typer karakterer, der går igen i løbet af Heltens rejse. At jeg nævner dem her, er ikke ensbetydende med at de er med i alle historier.

De skal ses som inspiration, for eksempel til hvis man har en historie, der står stille og mangler et skub: Er der en trickster med i historien? Kan du introducere en?


God skrivelyst
Bjarke
 

søndag den 29. maj 2016

Heltens Rejse - en berettermodel

Det er gået op for mig at jeg helt har glemt at skrive om Heltens rejse her på Skrivekrampe. Når jeg bryster mig af at elske berettermodeller, så kan jeg ikke lade denne forbrydelse stå på længere!

Vil du bare høre mig gennemgå modellen med STAR WARS: A NEW HOPE som eksempel, så se videoen her:




Heltens rejse er en berettermodel udviklet af amerikaneren Joseph Campbell, og den ses i alt fra klassisk historiefortælling, til myter, religiøse ritualer og psykologisk udvikling. Af samme grund bliver den også brugt som storytelling-model hos flere virksomheder – det er sådan set lige meget, for vores arbejde handler om fiktion, så lad os komme i gang!

Modellen er i sine grundtræk en arketypisk fortælling om ”helten”, der drager ud for at opnå store ting på sin rejse, til gavn for sin gruppe, stamme eller civilisation (mindre kan dog gøre det).


Rejsen består af 12 trin, og det første er:

1. Den almindelige verden

Helten, der endnu er ukendt med sin farefulde rejse, bliver introduceret for læseren på en sympatisk måde, der skaber genkendelse og interesse for ham.
Alligevel skal der også her være noget i heltens liv, der får ham til at længes efter andre græsgange.


2. Eventyret kalder

Hverdagen og den almindelige verden får en rystetur, enten af noget udefrakommende, eller af noget dybt indefra. Helten må se forandringens begyndelse i øjnene.


3. Helten afslår kaldet

Helten frygter det ukendte, og vil stikke af. Dette kan også være en biperson, der udtrykker bekymring for faren og usikkerheden foran dem.


4. Mødet med Læremesteren

Helten møder en erfaren rejsende, der træner ham og/eller giver ham det fornødne udstyr. Møder helten ikke en Læremester, kan det også være at han opdager mod og visdom i sig selv.


5. Over dørtærsklen

Første akt slutter her, og Helten accepterer sin rejse og drager ud af den almindelige verden, for at møde en ny verden med nye og ukendte regler og værdier.


6. Prøver, venner og fjender

Helten prøves af, og møder venner og fjender i den nye verden.


7. Tilgangen

Helten og hans venner gør sig klar til udfordringen i den nye verden – de drager ind i mørkets hule.


8. Mørkets hule

Vi er nu midtvejs i historien, og Helten er i mørkets hule, hvor han møder døden og ser sin største frygt i øjnene.
Ud af mødet med døden opstår nyt liv, ofte går helten fra dreng til mand i dette punkt.


9. Præmien

Helten tager præmien, der nu tilhører ham ved overvindelsen af døden. Der kan fejres, men der er stadig fare på færde, og præmien kan tabes igen.


10. Vejen tilbage

Tre fjerdedele inde i historien afslutter helten sin rejse, drager ud af den nye verden og forsikrer sig om at præmien bliver hjembragt.
En jagt på helten signalerer gerne vigtigheden og faren ved missionen.


11. Genfødslen

På dørtærsklen til den almindelige verden prøves Helten af igen. Her ofrer han sig, og opnår gennem dette offer en renselse – altså død og genfødsel. Takket være heltens rejse er det, der før fik ham til at længes nu ovre.


12. Præmien bringes hjem

Helten kommer hjem, og fortsætter med hvad han har lært på sin rejse: At han har forandret sig, og at han kan forandre verden for det bedre også.



Det fede ved Heltens rejse er, at det er en cirkulær model, hvilket betyder, at skriver man en serie af bøger, så er det nok bare at fortsætte en tur rundt i cirklen igen.

Det var gennemgangen af modellens punkter. Næste mandag gennemgår jeg de arketypiske karakterer i berettermodellen. Glæd jer til formskiftere og trickstere.


God skrivelyst
Bjarke

mandag den 23. maj 2016

Tre (sunde) måder at bryde din skriverutine på

En god forfatter skriver hver dag. En god forfatter lader sig aldrig distrahere. De producerer, producerer, producerer. Glem alt om at have et normalt liv, for det er for sent nu. Du er forfatter, og det er arbejde. Altid.

Eller er det?

Her kommer jeg med et par alternative løsninger, der både kan få dækket menneskets sociale behov og krav om frisk luft og sol, uden at du skal gå på kompromis med forfatterlivets nærmest religiøse kald.






Skriv i det fri

Jeg har sagt det før, og jeg siger det igen: kom udenfor. Ja, vi sidder rigtigt tit foran en computer som forfattere, men det behøver altså ikke være sådan.


Køb en kinabog i en størrelse du har det godt med, og sæt dig ud i haven eller parken. Få lidt frisk luft samtidig med at du skriver. Nyd muligheden for både at få lidt sol, og muligheden for at lave lækre beskrivelser af natur og sansninger af varme og sommer.

Er det helt forfærdeligt at skulle skrive i hånden, kan jeg anbefale at man køber en lille computer. Jeg har selv en lille billig Acer til når jeg er ude. Den kan ikke så meget andet end at blive skrevet på, men det er jo også det jeg skal bruge den til.

Skærmen er selvfølgelig et problem, men se det som en udfordring. Kan du ikke læse hvad du skriver, så må du bare fortsætte og rette senere. Slå den indre kritiker fra, og nyd at du bare skal skrive og nyde.






Skriv med venner

Forfatterlivet er et job uden tætte kollegaer. Du kan ikke lige kikke ind på kontoret ved siden af, for der er for det meste kun dig og en computer.

Alligevel vil jeg anbefale at man kommer ud af sin introverte skriveproces, og møder ligesindede. Få dig nogle forfatterkollegaer, nogle venner, der ligesom dig ikke har noget imod bare at sidde og skrive, og som du kan dele frustrationer og glæder med.

Jeg har giftet mig med en af mine forfatterkollegaer, og i øjeblikket har vi i stedet for normale jobs klassiske fredagsbajer Lørdagsbrunch. Vi spiser ikke altid brunch, ofte mødes vi bare på en cafe, drikker kaffe eller te, og skriver sammen. I pauserne taler vi om plots, hvordan vores forfatterliv ser ud, og alt muligt andet, så man igen ikke føler sig så alene i forfatterlivet.

Jeg siger ikke at du skal gifte dig med din forfatterkollega, men find en eller flere du svinger godt med. Man lærer super godt gennem den slags møder, og det kan være den højoktan-indsprøjtning man som forfatter lige har brug for.






Gå på biblioteket

Det gør du sikkert allerede. Men den her gang skal du ikke (kun) låne bøger eller hvad du nu laver. Du skal gå ind i den afdeling du skriver til. I mit tilfælde er det Børn og Unge-afdelingen, i dit kan det være alt.

Her skal du nu se på de forskellige bøger. Du skal ikke læse dem, du skal bare se på dem. Se på forsiderne – hvad synes du om dem? Kan du finde nogle yndlingsillustratorer? Det samme gælder bøger med flere billeder i. Har du en liste med yndlings-illustratorer, hvor du synes stregen virkelig passer til det du skriver – så er det også lettere for dig at spille ind, når det bliver din tur til at få en forside på din bog.

Samtidig med at du ser på illustratorer, skal du også se på formater. Sjov info: Jeg har aldrig tænkt på de illustrerede bøger til begynderlæsere før jeg skrev City Surfer. Nu er jeg forelsket. Den genre er fantastisk for mig.

Hvis du ikke går ud af din comfort zone og ser på alle den slags bøger der findes, så opdager du måske heller ikke, at der er noget, der er mere dig end du troede.


Det var mine tre råd til ikke at gro fast foran computeren derhjemme. Måske har du allerede et vildt og aktivt forfatterliv, måske var det dejligt med en lille opsang. Bare husk på at den danske sommer er kort, så nyd den mens du kan.




God skrivelyst
Bjarke

mandag den 16. maj 2016

Konkurrence: Kan du digte om liderlighed?

Danmarks Radio laver det næste stykke tid en lang række live-læsninger og programmer om digte, der handler om kærlighed, liderlighed, sex, sensualitet og erotik.

Derfor vil de også gerne se digte fra dig, der handler om netop disse emner. Har du nogen i skrivebordsskuffen, eller kan du hurtigt flette et par stykker sammen, så vil de gerne modtage dem på digter@dr.dk sammen med din adresse og telefonnummer.

Første udsendelse om temaet bliver sendt d. 17/5 på DR K, og hedder: 10 digte du skal læse, når du er liderlig.

Derefter vil der være 3 gratis live-læsninger af digte, der foregår her:


Ved Digte & Lyd i Aarhus: Den 21. maj kl. 18:15-19:15 i Musikhuset Aarhus.

Ved Digte & Lyd i Aalborg: Den 27. maj kl. 18:15-19:15 i Musikkens Hus.

Ved Digte & Lyd i København: Den 29. maj kl. 16.15-17.15 i Ideal Bar.


Til de tre arrangementer bliver to litteratureksperter eller forlagsredaktører, som er vant til at tage stilling til danskernes digte, præsenteret for lyrik af både velkendte klassiske, moderne forfattere og af helt nye lyrikere – uden at de på forhånd ved, hvad det er, de skal læse.

Publikum får mulighed for at gætte med i legen: Er digtet skrevet af en klassisk dansk digter, en nyere, moderne lyriker eller en helt almindelig dansker? Er man skarp, kan man vinde digtsamlinger undervejs.


Da første live-læsning er d. 21. maj vil jeg tro at de skal have digtene inden da (de nævner ikke selv nogen deadline), så tænd op under bæltestedet, og få pennen til at gløde hvis du kan digte om erotik og liderlighed.

Hvis DR vælger at gøre brug af dit digt, vil du blive honoreret på lige vilkår med allerede udgivne tekster med satser svarende til de, som fremgår af aftalen mellem DR og Foreningen Radiokassen.

Læs mere om konkurrencen HER!


God skrivelyst
Bjarke