Der er sikkert flere af os, der har stillet os selv det spørgsmål. Skal jeg ikke bare stoppe nu, for det kommer alligevel aldrig til at lykkes. Der er ingen, der kan lide hvad jeg skriver, og jeg er faktisk lidt sikker på at Gyldendal til tider ringer til Carlsen for at grine lidt ad mig ...
Selvfølgelig skal du ikke bare give op, det er jo bare dit dårlige selvværd, der taler. Men selvfølgelig skal du gøre noget ved det, men hvad?
Identificer følelsen
Hvorfor føler jeg lige nu som jeg gør?
Det kan være tanker som: Jeg er jo ikke rigtig forfatter, Jeg er til grin, ingen kan lide det jeg laver. Hvorfor har jeg de tanker?
Det kan sagtens hænge sammen med meget tydelige situationer i mit liv: Afslag fra forlag, dårlige anmeldelser, ja, sågar kritik fra en betalæser. Alle de her ting kan få os helt ned i kulkælderen, hvis vi allerede har en lidt dårlig dag.
Andre gange kan følelsen bare være der. Jeg kan godt gå et par dage med følelsen af ikke at du til en skid, og bare være elendig. Nogle ville pointere at forfattere jo er sårbare og følende individer, og at det jo bare er derfor. Jeg ved ikke hvor enig jeg er med lige præcis den udtalelse, men ikke desto mindre kan den lige blive nævnt her, hvis du føler dig som en af dem.
Godt, nu har vi en ide om hvor følelsen kommer fra, og hvad, der startede det ...
Overlev følelsen
Det vigtigste man kan gøre er ikke at skubbe de dårlige følelser væk. De er der, og de vil altid vende tilbage hvis man ikke forholder sig til dem, så i stedet for bare at glemme og komme videre, så prøv i stedet at finde ind til hvor det gør ondt i dig selv.
Var det, det der afslag? Prøv at se på dit manuskript, sammenlign det med bøger fra det forlag du sendte ind til: har det lighedstræk rent salgsmæssigt, rent sprogligt, osv. Et forlag har gerne en profil, og hvis du ikke passer ind i den, så kan du godt skrive godt, men du passer ikke lige præcis ind i deres fold.
Betalæserens rettelser kan også have været hårde, men giv dig da i kast med manuskriptet igen. Lyt til din betalæser, ret de ting ind du er med på, omskriv de ting du ikke er enige i. Arbejd med dit manuskript i stedet for at hade det. På den måde kan du langsomt se forbedringerne og igen føle at du bliver bedre.
Føler du dig til grin vil jeg næsten foreslå at bruge forfatternetværk som HUF eller Fyldepennen, hvor man kan møde andre ligesindede, og dermed have gode lange snakke om hvorfor man gør som man gør. Modsat "almindelige" mennesker, er andre forfatterspirer god til at hjælpe en med at genopbygge selvbilledet - de er jo i samme båd som dig.
Erstat følelsen
Husk at minde dig selv om at du rent faktisk gerne vil være forfatter, og at du er god til det. Sig det hver morgen foran spejlet.
Jeg er for nyligt begyndt at holde en omvendt dagbog, hvor jeg skriver i om morgenen, hvad jeg gerne vil opnå. Hvor mange noveller skal jeg skrive, hvor meget skal rettes, læses osv. Om aftenen kan jeg så krydse af, eller forklare hvorfor jeg ikke nåede det.
Ved at skulle forklare det for mig selv, får jeg en meget bedre fornemmelse af arbejdsbyrden, og hvor meget jeg egentlig selv kan nå. Og jeg indser at der i en periode af mit liv er noget, der også fylder, og at det måske også skal have tid, og på den måde kan jeg justere forventninger og dermed ikke blive skuffet over egne forfatterpræstationer.
Og husk på at alle har følt sig som dårlige forfattere engang.
J.K. Rowling og Hemingway har udtalt at de følte at de bare fakede det ... og lige præcis de to klarede sig sgu da meget godt?
Tænk på det, næste gang du føler at du selv er til grin.
God skrivelyst
Bjarke
søndag den 8. maj 2016
mandag den 2. maj 2016
Fire citater om at skrive og hvorfor du (ikke) skal lytte til dem
Jeg elsker skriveråd. De der helt enkelte sætninger, ja nærmest dogmer, som vi forfattere ynder at slynge ud med jævne mellemrum for at fortælle alt og alle hvilke fejl de egentlig begår når de prøver at skrive.
Og jeg siger ikke at de ikke er gode, for det er de. Og sande det meste af tiden.
Men lad os lige tage fem sekunder til at se det an, for skal man altid lytte til et skrivecitat?
Write what you know
Et dejligt citat, der bare beder dig om kun at skrive om det, du ved noget om. Det er også problematisk fordi at det sætter de fleste af os i en lidt træls situation: Jeg har aldrig oplevet et zombieangreb eller reddet på ryggen af en drage. Jeg har aldrig deltaget i bussemands-OL eller trainsurfet ind til Nørreport …
Men jeg har skrevet om det. Og nogen vil mene at jeg har skrevet godt omkring det. Og det har været hyleskægt hele vejen.
Så det er en skrøne. Skriv om det du gerne vil skrive om. Altid.
Når det så er sagt: Så er der nok en mening i galskaben alligevel. Write what you know betyder jo bare, at du gerne lige må sætte dig ind i tingene, og at du nok vil have mere at skrive om, hvis du gør det.
Det betyder at du kan få glæde af at researche – og måske endda lære mere om det du researcher og på den måde få nye og mere originale plot-elementer.
Write what you know skal ikke ses som en stopklods: Du må kun skrive om det du kender til. Det skal ses som en opfordring: Sæt dig ned og undersøg, så får du mere at skrive om.
Write the way you talk. Naturally.
Citatet er sagt af David Ogilvy, og der er mange problemer I det. Hvis du har været til et forfatterforedrag eller to, eller du bare har set en af mine videoer her på siden, så ved du, at forfattere til tider kan have en meget rodet mundtlig fremstillingsform (I mit eget tilfælde bilder jeg mig ind, at det er fordi jeg har så meget at sige).
Samtidig lufter de fleste af os en del øh’er i løbet af en dag, og har vi lært ikke at gøre det, ja så er der ofte bare stille, og så køn er …-tegnet heller ikke.
Når det så er sagt: Så betyder det jo ikke at du skal være 1:1 med dit talesprog. Det er trods alt et litterært projekt du arbejder på, og ikke en transkription. Leg med sproget og slå dig løs, der er en grund til at vi har et begreb kaldet stilistik.
Det, der nok menes er, at det ikke må føles forceret for dig. Bruger du for lang tid på at slå det helt rigtige ord op, eller konstruere sætningen så den bliver helt unikt spidsfindig – så er odds nok, at du ikke skriver naturally. Og det kan mærkes.
Så leg alt det du vil med sproget, men lad være med at forcere det for at lyde klogere. På den måde skal det nok blive naturligt.
Kill your darlings.
Er et citat, der tit og ofte tilskrives Stephen King i formen: Kill your darlings, kill your darlings, even when it breaks your egocentric little scribbler’s heart, kill your darlings. Hvem, der originalt har sagt det, hvis nogen har det, har jeg ikke kunnet finde ud af.
Hvorfor skal jeg dræbe mine darlings? Hvis jeg nu ville det her, hvis min bog nu skulle skrives sådan eller hvis min hovedperson nu bare bliver nødt til at gøre det eller det – hvorfor fanden skal jeg så slette det, bare for at behage et skide skrivedogme?
Jeg vil gerne være på tværs, og det mener jeg at man altid skal være, når man får en Kill your darlings-kommentar fra sin betalæser som man ikke er enig i:
Hvorfor skal den dræbes? Ja, måske virker den ikke og det er selvfølgelig nok grund til at dræbe den, men i stedet for bare blindt at henrette, skal vi så ikke begynde at analysere hvorfor den ikke virkede? Måske nå frem til en løsning, der kan få den til at virke?
Hvis den nu ikke bare er en darling, men i mine øjne faktisk er meget vigtig …
Når det så er sagt: så skal man jo ikke starte en år og dag-lang diskussion med sine betalæsere hver gang de beder en om at slette noget. Ofte har de jo ret, det giver ikke mening i deres læsning af historien og det skal bare væk.
Det ansvar at være dommer over darlings kræver jo, at du rent faktisk kan administrere det. Hvis du bare lader alle overleve lytter du ikke til din læser, og går du ind i en diskussion i hvert enkelt tilfælde, ja så har du til sidst ikke en læser alligevel.
Så pak ikke guillotinen for langt væk, forfatter.
Show, don’t tell.
Ja, men jeg har lyst til at fortælle. Jeg har brug for at vi hurtigt og uelegant kommer fra punkt a til punkt b, for nogen gange så kan det, at skulle vise hver enkelt scene altså også dræne læseren for energi og drive, og få vedkommende til at give helt op.
Det er specielt nye redaktører og læsere, der går i denne fælde. De er så forhippede på at gøre det godt, at de hægter sig specielt til dette skrivedogme som værende evigtgyldig.
Men det er dumt. For som sagt før, så kommer du til at kede læseren, hvis alt skal trækkes ud i langdrag med flotte og store scener, når det egentlig bare handler om at købe ind lørdag morgen.
Når det så er sagt: Så er det en god ide at spørge dig selv, om det fortalte stykke tekst overhovedet var vigtigt.
Hvilken funktion har det, for hvis det ikke viser os noget, og lader os leve os ind i det, så er det en baggrundsviden, og den skal være vigtig i forhold til det næste du skriver, som forhåbentlig så bliver vist.
En bog skal, vil jeg mene, altid have overvejende mest show – den skal jo fange læseren, få vedkommende til at føle og sanse med teksten, og det kan du ikke igennem tell.
Men når sansningerne bare er en hurtig tur til fakta hvor kassedamen var irriterende på præcis samme måde som hun altid er, og intet var atypisk – så fortæl mig det hurtigt, og spring så videre til næste scene, hvor du viser mig hvilke konsekvenser det har for vores heltinde i det hun render stresset ud af fakta og møder sit livs udkårne: Det er den scene vi gerne vil læse!
Alt hvad jeg har skrevet her skal selvfølgelig tages med et gran salt. Skriverådene har jo overlevet af en grund, de er fornuftige og de virker.
Jeg siger ikke at man skal smide rådene helt overbords, men skal vi ikke begynde at forholde os til hvad, der rent faktisk bliver sagt, og hvorfor det bliver sagt?
Et skrivedogme begrænser, og råd er til for at gøre os bedre.
God skrivelyst
Bjarke
Og jeg siger ikke at de ikke er gode, for det er de. Og sande det meste af tiden.
Men lad os lige tage fem sekunder til at se det an, for skal man altid lytte til et skrivecitat?
Write what you know
Et dejligt citat, der bare beder dig om kun at skrive om det, du ved noget om. Det er også problematisk fordi at det sætter de fleste af os i en lidt træls situation: Jeg har aldrig oplevet et zombieangreb eller reddet på ryggen af en drage. Jeg har aldrig deltaget i bussemands-OL eller trainsurfet ind til Nørreport …
Men jeg har skrevet om det. Og nogen vil mene at jeg har skrevet godt omkring det. Og det har været hyleskægt hele vejen.
Så det er en skrøne. Skriv om det du gerne vil skrive om. Altid.
Når det så er sagt: Så er der nok en mening i galskaben alligevel. Write what you know betyder jo bare, at du gerne lige må sætte dig ind i tingene, og at du nok vil have mere at skrive om, hvis du gør det.
Det betyder at du kan få glæde af at researche – og måske endda lære mere om det du researcher og på den måde få nye og mere originale plot-elementer.
Write what you know skal ikke ses som en stopklods: Du må kun skrive om det du kender til. Det skal ses som en opfordring: Sæt dig ned og undersøg, så får du mere at skrive om.
Write the way you talk. Naturally.
Citatet er sagt af David Ogilvy, og der er mange problemer I det. Hvis du har været til et forfatterforedrag eller to, eller du bare har set en af mine videoer her på siden, så ved du, at forfattere til tider kan have en meget rodet mundtlig fremstillingsform (I mit eget tilfælde bilder jeg mig ind, at det er fordi jeg har så meget at sige).
Samtidig lufter de fleste af os en del øh’er i løbet af en dag, og har vi lært ikke at gøre det, ja så er der ofte bare stille, og så køn er …-tegnet heller ikke.
Når det så er sagt: Så betyder det jo ikke at du skal være 1:1 med dit talesprog. Det er trods alt et litterært projekt du arbejder på, og ikke en transkription. Leg med sproget og slå dig løs, der er en grund til at vi har et begreb kaldet stilistik.
Det, der nok menes er, at det ikke må føles forceret for dig. Bruger du for lang tid på at slå det helt rigtige ord op, eller konstruere sætningen så den bliver helt unikt spidsfindig – så er odds nok, at du ikke skriver naturally. Og det kan mærkes.
Så leg alt det du vil med sproget, men lad være med at forcere det for at lyde klogere. På den måde skal det nok blive naturligt.
Kill your darlings.
Er et citat, der tit og ofte tilskrives Stephen King i formen: Kill your darlings, kill your darlings, even when it breaks your egocentric little scribbler’s heart, kill your darlings. Hvem, der originalt har sagt det, hvis nogen har det, har jeg ikke kunnet finde ud af.
Hvorfor skal jeg dræbe mine darlings? Hvis jeg nu ville det her, hvis min bog nu skulle skrives sådan eller hvis min hovedperson nu bare bliver nødt til at gøre det eller det – hvorfor fanden skal jeg så slette det, bare for at behage et skide skrivedogme?
Jeg vil gerne være på tværs, og det mener jeg at man altid skal være, når man får en Kill your darlings-kommentar fra sin betalæser som man ikke er enig i:
Hvorfor skal den dræbes? Ja, måske virker den ikke og det er selvfølgelig nok grund til at dræbe den, men i stedet for bare blindt at henrette, skal vi så ikke begynde at analysere hvorfor den ikke virkede? Måske nå frem til en løsning, der kan få den til at virke?
Hvis den nu ikke bare er en darling, men i mine øjne faktisk er meget vigtig …
Når det så er sagt: så skal man jo ikke starte en år og dag-lang diskussion med sine betalæsere hver gang de beder en om at slette noget. Ofte har de jo ret, det giver ikke mening i deres læsning af historien og det skal bare væk.
Det ansvar at være dommer over darlings kræver jo, at du rent faktisk kan administrere det. Hvis du bare lader alle overleve lytter du ikke til din læser, og går du ind i en diskussion i hvert enkelt tilfælde, ja så har du til sidst ikke en læser alligevel.
Så pak ikke guillotinen for langt væk, forfatter.
Show, don’t tell.
Ja, men jeg har lyst til at fortælle. Jeg har brug for at vi hurtigt og uelegant kommer fra punkt a til punkt b, for nogen gange så kan det, at skulle vise hver enkelt scene altså også dræne læseren for energi og drive, og få vedkommende til at give helt op.
Det er specielt nye redaktører og læsere, der går i denne fælde. De er så forhippede på at gøre det godt, at de hægter sig specielt til dette skrivedogme som værende evigtgyldig.
Men det er dumt. For som sagt før, så kommer du til at kede læseren, hvis alt skal trækkes ud i langdrag med flotte og store scener, når det egentlig bare handler om at købe ind lørdag morgen.
Når det så er sagt: Så er det en god ide at spørge dig selv, om det fortalte stykke tekst overhovedet var vigtigt.
Hvilken funktion har det, for hvis det ikke viser os noget, og lader os leve os ind i det, så er det en baggrundsviden, og den skal være vigtig i forhold til det næste du skriver, som forhåbentlig så bliver vist.
En bog skal, vil jeg mene, altid have overvejende mest show – den skal jo fange læseren, få vedkommende til at føle og sanse med teksten, og det kan du ikke igennem tell.
Men når sansningerne bare er en hurtig tur til fakta hvor kassedamen var irriterende på præcis samme måde som hun altid er, og intet var atypisk – så fortæl mig det hurtigt, og spring så videre til næste scene, hvor du viser mig hvilke konsekvenser det har for vores heltinde i det hun render stresset ud af fakta og møder sit livs udkårne: Det er den scene vi gerne vil læse!
Alt hvad jeg har skrevet her skal selvfølgelig tages med et gran salt. Skriverådene har jo overlevet af en grund, de er fornuftige og de virker.
Jeg siger ikke at man skal smide rådene helt overbords, men skal vi ikke begynde at forholde os til hvad, der rent faktisk bliver sagt, og hvorfor det bliver sagt?
Et skrivedogme begrænser, og råd er til for at gøre os bedre.
God skrivelyst
Bjarke
mandag den 25. april 2016
Cliffhangere - når læseren ikke må give slip!
Jeg må indrømme at cliffhangere er en af de her små ting i skrivningen, som man sjældent tænker over, men som har en ekstremt stor effekt.
De sidste to romaner jeg har arbejdet på, har cliffhangers været en vigtig del af opbygningen, hvilket jeg tror har været med til, at de er blevet så godt taget imod af mine testlæsere og redaktør. Samtidig har arbejdet med cliffhangerne også gjort, at jeg hurtigere har villet tilbage til skrivningen – for hvad skal der nu ske! Præcis samme følelse som læseren jo også skal sidde med.
Men hvad er en cliffhanger? En cliffhanger er i tekstform flere forskellige ting.
Selve begrebet kommer fra de gamle biograf-føljeton’er (dette var før tv), hvor man måtte sørge for at seerne måtte vende tilbage ugen efter for at se fortsættelsen. Den letteste måde var at efterlade helten, hængende fra en klippe – for hvordan skulle han nu klare sig ud af den kattepine?
Deraf begrebet cliffhanger.
Kapitel-cliffhangere
En kapitel-cliffhanger, er lidt ligesom det førnævnte. Det er en uforløst spændende scene lige inden kapitlet slutter. For at man som læser kan få forløsning bliver man altså nødt til at gå videre med næste kapitel: Og man stopper jo ikke midt i et kapitel, vel?
Meningen er altså, at kapitlerne mere eller mindre skal sluge hinanden, så læseren ikke kan stoppe læsningen.
Det vigtigste når man arbejder med kapitel-cliffhangere er, at man ikke kommer til at bruge den samme type for mange gange i træk. Der er en naturlig grænse for hvor mange gange vores helt kan blive truet med en pistol for panden, før vi keder os.
Det smarteste her er, at skifte mellem actionfyldte cliffhangers, som fx en pistol for panden eller lignende, og følelsesmæssige cliffhangers, som kan være at heltens kæreste er blevet bortført, eller at veninderne sender en sms rundt, som hovedpersonen ikke ønsker.
Det kan også være et ganske almindeligt spændende spørgsmål, der udgør cliffhangeren: Hvem er morderen? Hvor gemmer den mystiske fremmede sig? Og hvem er han? Et så simpelt spørgsmål kan med lidt snilde blive en ganske effektfuld cliffhanger.
Jeg har ret korte kapitler i de sidste par bøger, derfor har jeg ikke haft behov for at tænke i den næste type cliffhanger: Men skriver du længere kapitler, er det måske noget for dig!
Pageturneren
Pageturner kan frit oversættes til ”side-vender”, og skal ses som en cliff-hanger, midt i teksten, gerne i bunden af hver side, så læseren føler en trang til at bladre endnu engang, i stedet for at smide bogen fra sig.
De kan være svære at regne med, da en bogs opsætning, sjældent er samme opsætning som et manuskripts. Her kan det være en god ide at finde en bog af samme type som den man skriver, og tælle tegn på en side. Når du ved hvor mange tegn, der er på en side, ja, så ved du også hvor mange tegn du har at gøre godt med, før du igen lige skal prikke fiskekrogen i læseren.
Modsat cliffhangeren behøver pageturneren ikke at blive brugt så punktligt som jeg lige har sat det op (omend det er et meget godt udgangspunkt). Måske behøver du kun en hver anden side, eller hver tredje? Det kan dog være en god ide at have et par stykker en gang imellem for netop at holde læseren fanget indtil de når til slutningen af romanen.
Forhåbentlig bliver de forløst af slutningen, eller måske er du en af de der onde forfattere, der bruger den tredje type cliffhanger ...
Serie-cliffhangere
Serie-cliffhangeren fungerer egentlig lidt som kapitel-cliffhangeren. Den er bare i sidste kapitel af bogen, for den skal få læseren til at sidde spændt og vente på den næste bog i serien.
Den skal også gerne være ond. Det skal gerne gøre lidt ondt på læseren at vente, hun skal faktisk helst frygte det værste, og hade dig som forfatter lidt for at udsætte hende for netop dette.
Men hun skal også elske det ... Og det er måske det sværeste at opnå.
Mit bedste bud her er, at hvor du i kapitel-cliffhangeren skal skifte mellem tre forskellige typer, så skal du her smide det hele i hovedet af læseren:
Vores helt skal have en pistol for panden, hans kæreste skal være bortført og vi ved ikke hvorhen, og nåh ja, vi ved ikke hvem det egentlig er, der ønsker ham død.
BUM! Der er nok for læseren at forholde sig til. Og fanger spændingen, dem ikke, så kan det være action-elementet gør. Eller også gør følelses-delen. Forhåbentlig gør de alle tre.
Håber du nu har fået lyst til at bruge cliffhangers i dine bøger. Jeg er i hvert fald blevet stor fan af dem, både som en måde at få mig selv videre i skrivningen, men også som et redskab til at holde læseren fanget.
God skrivelyst
Bjarke
De sidste to romaner jeg har arbejdet på, har cliffhangers været en vigtig del af opbygningen, hvilket jeg tror har været med til, at de er blevet så godt taget imod af mine testlæsere og redaktør. Samtidig har arbejdet med cliffhangerne også gjort, at jeg hurtigere har villet tilbage til skrivningen – for hvad skal der nu ske! Præcis samme følelse som læseren jo også skal sidde med.
Men hvad er en cliffhanger? En cliffhanger er i tekstform flere forskellige ting.
Selve begrebet kommer fra de gamle biograf-føljeton’er (dette var før tv), hvor man måtte sørge for at seerne måtte vende tilbage ugen efter for at se fortsættelsen. Den letteste måde var at efterlade helten, hængende fra en klippe – for hvordan skulle han nu klare sig ud af den kattepine?
Deraf begrebet cliffhanger.
Kapitel-cliffhangere
En kapitel-cliffhanger, er lidt ligesom det førnævnte. Det er en uforløst spændende scene lige inden kapitlet slutter. For at man som læser kan få forløsning bliver man altså nødt til at gå videre med næste kapitel: Og man stopper jo ikke midt i et kapitel, vel?
Meningen er altså, at kapitlerne mere eller mindre skal sluge hinanden, så læseren ikke kan stoppe læsningen.
Det vigtigste når man arbejder med kapitel-cliffhangere er, at man ikke kommer til at bruge den samme type for mange gange i træk. Der er en naturlig grænse for hvor mange gange vores helt kan blive truet med en pistol for panden, før vi keder os.
Det smarteste her er, at skifte mellem actionfyldte cliffhangers, som fx en pistol for panden eller lignende, og følelsesmæssige cliffhangers, som kan være at heltens kæreste er blevet bortført, eller at veninderne sender en sms rundt, som hovedpersonen ikke ønsker.
Det kan også være et ganske almindeligt spændende spørgsmål, der udgør cliffhangeren: Hvem er morderen? Hvor gemmer den mystiske fremmede sig? Og hvem er han? Et så simpelt spørgsmål kan med lidt snilde blive en ganske effektfuld cliffhanger.
Jeg har ret korte kapitler i de sidste par bøger, derfor har jeg ikke haft behov for at tænke i den næste type cliffhanger: Men skriver du længere kapitler, er det måske noget for dig!
Pageturneren
Pageturner kan frit oversættes til ”side-vender”, og skal ses som en cliff-hanger, midt i teksten, gerne i bunden af hver side, så læseren føler en trang til at bladre endnu engang, i stedet for at smide bogen fra sig.
De kan være svære at regne med, da en bogs opsætning, sjældent er samme opsætning som et manuskripts. Her kan det være en god ide at finde en bog af samme type som den man skriver, og tælle tegn på en side. Når du ved hvor mange tegn, der er på en side, ja, så ved du også hvor mange tegn du har at gøre godt med, før du igen lige skal prikke fiskekrogen i læseren.
Modsat cliffhangeren behøver pageturneren ikke at blive brugt så punktligt som jeg lige har sat det op (omend det er et meget godt udgangspunkt). Måske behøver du kun en hver anden side, eller hver tredje? Det kan dog være en god ide at have et par stykker en gang imellem for netop at holde læseren fanget indtil de når til slutningen af romanen.
Forhåbentlig bliver de forløst af slutningen, eller måske er du en af de der onde forfattere, der bruger den tredje type cliffhanger ...
Serie-cliffhangere
Serie-cliffhangeren fungerer egentlig lidt som kapitel-cliffhangeren. Den er bare i sidste kapitel af bogen, for den skal få læseren til at sidde spændt og vente på den næste bog i serien.
Den skal også gerne være ond. Det skal gerne gøre lidt ondt på læseren at vente, hun skal faktisk helst frygte det værste, og hade dig som forfatter lidt for at udsætte hende for netop dette.
Men hun skal også elske det ... Og det er måske det sværeste at opnå.
Mit bedste bud her er, at hvor du i kapitel-cliffhangeren skal skifte mellem tre forskellige typer, så skal du her smide det hele i hovedet af læseren:
Vores helt skal have en pistol for panden, hans kæreste skal være bortført og vi ved ikke hvorhen, og nåh ja, vi ved ikke hvem det egentlig er, der ønsker ham død.
BUM! Der er nok for læseren at forholde sig til. Og fanger spændingen, dem ikke, så kan det være action-elementet gør. Eller også gør følelses-delen. Forhåbentlig gør de alle tre.
Håber du nu har fået lyst til at bruge cliffhangers i dine bøger. Jeg er i hvert fald blevet stor fan af dem, både som en måde at få mig selv videre i skrivningen, men også som et redskab til at holde læseren fanget.
God skrivelyst
Bjarke
mandag den 18. april 2016
Bussemændene bliver anmeldt
Da jeg skrev Bussemændenes Rekordbog sammen med Nicole Boyle Rødtnes var vi fuldt klar over at den ville dele vandene. Nogle ville hade alle de klamme beskrivelser af bussemænd og snot, andre ville som os elske dem og elske at gå på eventyr i den meget alternative verden.
Det er også det anmeldelserne bærer præg af.
Børnenes bøger på Instagram er et godt eksempel. Her skriver anmelderen hvordan hun som voksen fandt den meget grænseoverskridende, men barnet anmelder nu engang også bogen bedre:
Anmelderen afslutter med de dejlige ord:
”En bog som udover at være ulækker, faktisk også er ret underholdende. For alle, der er optaget af snot og bussemænd. Og bare generelt synes, at ultraklamme ting er for seje.”
Så kan det da ikke blive bedre?!
Jo, det kan det. For da Nicole og Jeg optrådte på Bogforum med netop Bussemændenes rekordbog skete det med hvide kitler som to bussemandsforskere, og det har litteraturm
agasinet Littuna.nu opdaget, da de var i gang med en reportage fra bogmessen.
Og igen, med en konklusion som den følgende, hvem kan så ikke være glad?
Emil Blichfeldt, der anmelder i Weekendavisens børnesektion Faktisk er inde på lidt af det samme med ordene:
Og hans afslutning på anmeldelsen vil jeg bare lade stå tilbage:
God skrivelyst
Bjarke
Det er også det anmeldelserne bærer præg af.
Børnenes bøger på Instagram er et godt eksempel. Her skriver anmelderen hvordan hun som voksen fandt den meget grænseoverskridende, men barnet anmelder nu engang også bogen bedre:
”Min søn var til gengæld ellevild med de utrolige bussemændsrekorder og insisterer på, at vi skal læse den igen i aften.”
Anmelderen afslutter med de dejlige ord:
”En bog som udover at være ulækker, faktisk også er ret underholdende. For alle, der er optaget af snot og bussemænd. Og bare generelt synes, at ultraklamme ting er for seje.”
Så kan det da ikke blive bedre?!
Jo, det kan det. For da Nicole og Jeg optrådte på Bogforum med netop Bussemændenes rekordbog skete det med hvide kitler som to bussemandsforskere, og det har litteraturm
agasinet Littuna.nu opdaget, da de var i gang med en reportage fra bogmessen.
”Larsen og Rødtnes leverede et morsomt indslag med oplæsning fra deres bog og ”demonstrationer” af, hvorledes man selv kan blive en fremragende næsepiller.”
Og igen, med en konklusion som den følgende, hvem kan så ikke være glad?
”Jeg har måske ikke været målgruppen for denne bog, men ikke desto mindre så jeg, hvor stor begejstring forfatterne vakte hos de børn, der også sad i Lyttesalonen og vekslede mellem at måbe og grine højt. Det var imponerende, hvor meget de fangede børnenes – og min – opmærksomhed gennem hele deres præsentation.”
Emil Blichfeldt, der anmelder i Weekendavisens børnesektion Faktisk er inde på lidt af det samme med ordene:
”Men hvis du kender en, der er i den alder, hvor prut, bæ og snot er verdens sjoveste underholdning, så skal du ikke holde dig tilbage, for forfatterne og illustratoren har haft en fest med at lave bogen og virkelig levet sig ind i deres roller som bussemandseksperter.”
Og hans afslutning på anmeldelsen vil jeg bare lade stå tilbage:
”Der bliver virkelig gået i dybden med snottet, og med den rigtige oplæser og publikum er Bussemændenes rekordbog stor underholdning.”
God skrivelyst
Bjarke
søndag den 10. april 2016
Kan du skrive til Texas Longhorn?
Sidste år skete der rigtigt meget på den danske litterære scene. Danmark fik bl.a. et litterært magasin Texas Longhorn.
Det er udgivet af Gladiatorskolen, og har nogle ret spændende navne bag sig, og nu er der spændende nyt.
I næste nummer vil de nemlig se nærmere på de to genrer horror og science fiction, men ud fra et litterært udgangspunkt som de beskriver med ordene:
Har du interesse for at bidrage til dette, eller bare at bidrage til bladet, så er de altid glade for at se nye bud på litteratur.
Har du horror eller science fiction-materiale så skynd dig at gøre det klar, det skal nemlig være dem i hænde senest 1. maj!
Bidrag skal sendes til tlh@forlagetgladiator.dk
Og det indsendte må max fylde 5 A4-sider.
Er det noget for dig at blive trykt i Texas Longhorn? Er du ikke sikker? Så kan du læse tidligere numre, og læse mere om bladet på deres hjemmeside HER!
God skrivelyst
Bjarke
Det er udgivet af Gladiatorskolen, og har nogle ret spændende navne bag sig, og nu er der spændende nyt.
I næste nummer vil de nemlig se nærmere på de to genrer horror og science fiction, men ud fra et litterært udgangspunkt som de beskriver med ordene:
”Ikke bare som genrer, men som greb eller blik. Genre er ikke et lukket system, det er en ramme, som ethvert kunstværk forhandler med og forandrer forventningerne til. Når vi i næste nummer sætter fokus på science fiction og horror er det derfor heller ikke for at bekræfte de vante genrebeskrivelser, men for at undersøge dem: det mekaniske, det samfundsrettede og de eksistentielle spørgsmål, der ligger i science fiction og undersøgelsen af det ukendte og fremmede, der ligger i horroren.”
Har du interesse for at bidrage til dette, eller bare at bidrage til bladet, så er de altid glade for at se nye bud på litteratur.
Har du horror eller science fiction-materiale så skynd dig at gøre det klar, det skal nemlig være dem i hænde senest 1. maj!
Bidrag skal sendes til tlh@forlagetgladiator.dk
Og det indsendte må max fylde 5 A4-sider.
Er det noget for dig at blive trykt i Texas Longhorn? Er du ikke sikker? Så kan du læse tidligere numre, og læse mere om bladet på deres hjemmeside HER!
God skrivelyst
Bjarke
søndag den 3. april 2016
Bruger du Flowskrivning?
Flowskrivning handler om at komme i en tilstand hvor ordene bare kommer af sig selv, og man bliver et med fortællingen. Man skriver ikke længere en historie, den skriver sig selv. Mange af os har måske prøvet at være i denne tilstand, andre synes det lyder helt tosset.
Selv er jeg ret vild med flow, og det synes jeg også du skal blive!
Det danske begreb blev introduceret af forfatteren Bo Skjoldborg, som en metode til at nå dybere ind i din skriveproces og få sat fart på produktionen.
Originalt er det udviklet af Amerikaneren Peter Elbow, som et studieværktøj på universiteter, så den kan også bruges til faglig brainstorm og ideudvikling på skoleopgaver og lignende.
Hvorfor skal man i flow?
Flow er en dejlig tilstand, hvor det hele flyder. Ens tekst virker stærkere, og man har en nærmest narkotisk trang til igen at møde tasterne.
Målet er her at dræbe den indre kritiker, ham eller hende, der altid sidder og siger at du ikke er god nok, og at du bør tænke mere over teksten. Du skal producere tekst! Men for ikke at gøre hende helt sur, så skal man minde hende om, at hun får lov til at redigere, så snart du har produceret noget – det er alligevel også sjovere for jer begge at redigere i skreven tekst, end at dræbe den før det er kommet ned på papiret.
Så vil du gerne slippe for selvværdsnøkker, og i stedet bare gå i et med det du skriver, så vil jeg helt klart anbefale dig at komme i flow.
Kom i flow
Men hvordan gør man så? Det er ret simpelt, men det kræver at du får has på den der indre kritiker.
Og det gør man bedst, ved bare at skrive og fortælle, uden at tænke for meget over sætning og syntaks – tro mig, den slags kommer alligevel også lettere, når man er i flow: sproget bliver nemlig levende.
Hvordan ved man at man er i flow?
Flow opleves som en euforisk tilstand, nærmest en rus, hvor teksten bare flyder ud på siden, og scenerne kommer til dig, måske taler hovedpersonerne direkte til dig, og du begynder at opleve at følge deres tankerække – hvilket er en helt fantastisk oplevelse.
Når de begynder at tale og fortælle, bliver det også lettere at komme tilbage til skrivningen efter korte pauser, for de har i mellemtiden fortalt dig alt det du behøver at vide til at kunne genoptage skrivningen.
Så er det svært at holde sig væk.
God skrivelyst
Bjarke
Selv er jeg ret vild med flow, og det synes jeg også du skal blive!
Det danske begreb blev introduceret af forfatteren Bo Skjoldborg, som en metode til at nå dybere ind i din skriveproces og få sat fart på produktionen.
Originalt er det udviklet af Amerikaneren Peter Elbow, som et studieværktøj på universiteter, så den kan også bruges til faglig brainstorm og ideudvikling på skoleopgaver og lignende.
Hvorfor skal man i flow?
Flow er en dejlig tilstand, hvor det hele flyder. Ens tekst virker stærkere, og man har en nærmest narkotisk trang til igen at møde tasterne.
Målet er her at dræbe den indre kritiker, ham eller hende, der altid sidder og siger at du ikke er god nok, og at du bør tænke mere over teksten. Du skal producere tekst! Men for ikke at gøre hende helt sur, så skal man minde hende om, at hun får lov til at redigere, så snart du har produceret noget – det er alligevel også sjovere for jer begge at redigere i skreven tekst, end at dræbe den før det er kommet ned på papiret.
Så vil du gerne slippe for selvværdsnøkker, og i stedet bare gå i et med det du skriver, så vil jeg helt klart anbefale dig at komme i flow.
Kom i flow
Men hvordan gør man så? Det er ret simpelt, men det kræver at du får has på den der indre kritiker.
Og det gør man bedst, ved bare at skrive og fortælle, uden at tænke for meget over sætning og syntaks – tro mig, den slags kommer alligevel også lettere, når man er i flow: sproget bliver nemlig levende.
SÅ her er et par gode råd til at komme i flow:
- Stop ikke op. Mangler du et ord skriver du X, Y eller lignende.
- Vær ikke bange for at skrive: ”Her skal der stå noget om et eller andet jeg lige skal researche” eller skrive meta-lignende stykker a la: Denne scene kommer til at handle om …
- Det vigtigste er at du producerer noget råt, og retter til i senere processer.
- Start med at skrive 20 minutter (gerne om morgenen) – og byg så langsomt flere minutter til.
- Prøv ikke at skrive i for lange stræk, men gerne flere gange om dagen.
Hvordan ved man at man er i flow?
Flow opleves som en euforisk tilstand, nærmest en rus, hvor teksten bare flyder ud på siden, og scenerne kommer til dig, måske taler hovedpersonerne direkte til dig, og du begynder at opleve at følge deres tankerække – hvilket er en helt fantastisk oplevelse.
Når de begynder at tale og fortælle, bliver det også lettere at komme tilbage til skrivningen efter korte pauser, for de har i mellemtiden fortalt dig alt det du behøver at vide til at kunne genoptage skrivningen.
Så er det svært at holde sig væk.
God skrivelyst
Bjarke
mandag den 28. marts 2016
"Jamen, jeg vil ikke kun være krimiforfatter!" - Kan man blive fanget i en genre?
For nyligt stødte jeg på et meget interessant spørgsmål, nemlig: Kan man som forfatter blive fanget i en genre? Hvis ens første udgivelse er en krimi, kan man så risikere at blive krimiforfatter, og dermed have svære ved at blive taget seriøst som andet?
Jeg tror ikke dette spørgsmål skal besvares med et ja eller nej. Det skal besvares med et Hvad er fordelen? Og et Hvordan kan jeg bruge det?
Hvad er fordelene?
Lad os lige se på det objektivt. Krimiforfatterne tjener ret gode penge. Krimiforfatterne er i det store hele blevet den type forfattere, hvis efternavne står med større bogstaver end titlen på bogen.
Dette har den fordel, at du som krimilæser sikkert leder efter noget specielt. Du elskede Sara Blædels bøger, og det er vildt smart af forlaget at brande bogen ud fra netop dette.
Genre-forfattere spiller simpelthen på ideen om at deres læsere ikke læser uden for genren, og derfor kan det være vildt effektfuldt at have et stærkt brand.
Ser man det kun i voksenkrimier? Nej, jeg nævner bare lige kort R.L. Stines gysere. Man ved som læser hvad man får når man samler en R.L. Stine-bog op.
Så er du egentlig kun interesseret i at skrive en bestemt type bøger, så er den her type genre-typecasting helt fantastisk. Du kan faktisk stå stærkere, netop fordi du udnytter det faktum, at dit navn bliver synonym med en genre, som du til gengæld mestrer!
Hvordan kan jeg bruge det?
Det er et vildt let spørgsmål egentlig. Du skriver en masse (gode) bøger inden for din genre, hvor du forhåbentlig også har en særlig stil eller vinkel. Forhåbentlig begynder folk så til sidst at sige ”Jeg vil gerne læse en DIT NAVN-bog, det er bare de bedste DIN GENRE!”
Hvordan man så skriver den bog så den bliver så fantastisk vil jeg ikke skrive om her, det kan du læse videre om på skrivekrampe.dk. Det her er kun teorien om hvordan du udnytter dit navn som et brand.
Men jeg vil gerne skrive forskellige ting?
Det kan jeg godt forstå. Den frihed er også svær at give slip på, hvis man får mange forskellige ideer i mange forskellige genrer.
Men der findes faktisk en metode hvor man kan få the best of both worlds: Pseudonymer.
JK Rowling skrev Harry Potter, og er nok nu ret typecastet i det univers. Hvordan slipper hun fri fra den tunge taske af bøger, hun har givet sig selv? Hun opfandt Robert Galbraith.
Det er hende, der skriver bogen, hun bruger bare et andet navn, og på den måde prøver læserne ikke trække det gamle over i det nye. Hvis Robert Lawrence Stine skrev en romantisk YA, ville de fleste nok heller ikke tænke på en række Gåsehudsbøger, for navnet, selvom det er det samme, er stadig for langt fra.
Så lad være med at være bange for at blive typecastet som forfatter. Det er faktisk bare en ære, for det betyder at folk synes du er så god inden for din genre!
Udnyt i stedet dette, og bliv samtidig ven med dine initialer.
Og så skal man grundlæggende lade være med at være så bange for at ens første bog ikke er den rigtige, og på om det vil have konsekvenser for ens forfatterliv.
Skriv, nyd det, og når du bliver udgivet så vær sindssyg lykkelig og glad, og husk på at den eneste, der bestemmer hvad din næste bog handler om: Det er dig.
God skrivelyst
Bjarke
Jeg tror ikke dette spørgsmål skal besvares med et ja eller nej. Det skal besvares med et Hvad er fordelen? Og et Hvordan kan jeg bruge det?
Hvad er fordelene?
| Læg mærke til størrelsen på forfatternavn i forhold til titel. Det betyder at Sara Blædel er god til krimier! |
Lad os lige se på det objektivt. Krimiforfatterne tjener ret gode penge. Krimiforfatterne er i det store hele blevet den type forfattere, hvis efternavne står med større bogstaver end titlen på bogen.
Dette har den fordel, at du som krimilæser sikkert leder efter noget specielt. Du elskede Sara Blædels bøger, og det er vildt smart af forlaget at brande bogen ud fra netop dette.
Genre-forfattere spiller simpelthen på ideen om at deres læsere ikke læser uden for genren, og derfor kan det være vildt effektfuldt at have et stærkt brand.
Ser man det kun i voksenkrimier? Nej, jeg nævner bare lige kort R.L. Stines gysere. Man ved som læser hvad man får når man samler en R.L. Stine-bog op.
Så er du egentlig kun interesseret i at skrive en bestemt type bøger, så er den her type genre-typecasting helt fantastisk. Du kan faktisk stå stærkere, netop fordi du udnytter det faktum, at dit navn bliver synonym med en genre, som du til gengæld mestrer!
Hvordan kan jeg bruge det?
Det er et vildt let spørgsmål egentlig. Du skriver en masse (gode) bøger inden for din genre, hvor du forhåbentlig også har en særlig stil eller vinkel. Forhåbentlig begynder folk så til sidst at sige ”Jeg vil gerne læse en DIT NAVN-bog, det er bare de bedste DIN GENRE!”
Hvordan man så skriver den bog så den bliver så fantastisk vil jeg ikke skrive om her, det kan du læse videre om på skrivekrampe.dk. Det her er kun teorien om hvordan du udnytter dit navn som et brand.
Men jeg vil gerne skrive forskellige ting?
Det kan jeg godt forstå. Den frihed er også svær at give slip på, hvis man får mange forskellige ideer i mange forskellige genrer.
Men der findes faktisk en metode hvor man kan få the best of both worlds: Pseudonymer.
 |
| JK Rowling var også god til fantasy, derfor har hun skiftet navn. Robert er til gengæld god til krimier har jeg hørt. |
JK Rowling skrev Harry Potter, og er nok nu ret typecastet i det univers. Hvordan slipper hun fri fra den tunge taske af bøger, hun har givet sig selv? Hun opfandt Robert Galbraith.
Det er hende, der skriver bogen, hun bruger bare et andet navn, og på den måde prøver læserne ikke trække det gamle over i det nye. Hvis Robert Lawrence Stine skrev en romantisk YA, ville de fleste nok heller ikke tænke på en række Gåsehudsbøger, for navnet, selvom det er det samme, er stadig for langt fra.
Så lad være med at være bange for at blive typecastet som forfatter. Det er faktisk bare en ære, for det betyder at folk synes du er så god inden for din genre!
Udnyt i stedet dette, og bliv samtidig ven med dine initialer.
Og så skal man grundlæggende lade være med at være så bange for at ens første bog ikke er den rigtige, og på om det vil have konsekvenser for ens forfatterliv.
Skriv, nyd det, og når du bliver udgivet så vær sindssyg lykkelig og glad, og husk på at den eneste, der bestemmer hvad din næste bog handler om: Det er dig.
God skrivelyst
Bjarke
Abonner på:
Opslag (Atom)