mandag den 14. oktober 2013

Konkurrence: Lige under overfladen-antologi fortsætter


For 9. år i træk udgiver Science Fiction Cirklen deres antologi med arbejdstitlen ”lige under overfladen”.

I denne omgang optages der ikke kun noveller, men også tegneserier og digte! Så har du en digter eller en tegneserie-skaber i maven, så slå til!
Der er faktisk endnu flere grunde til at deltage i år, da redaktøren Carl-Eddy igen i år har åbnet op for muligheden for at lave to antologier.



Novellen skal være science fiction, men der er ikke krav om noget bestemt emneområde eller andre ydre omstændigheder der skal opfyldes. Alt fra tidsrejser, space-opera, nær fremtid og fjern fremtid til parallelverdner osv. er ok.


”Det bør dog nok nævnes at redaktøren foretrækker historier, der ud over rammen også har en form for ’budskab til læseren’. Det er svært at formalisere, da det kan være så forskelligt, men normalt vil det fremgå af historien når man læser den. Rene action historier der lige så godt kunne være foregået i nutiden vil blive nedprioriteret.”


novellerne har en max ordgrænse på 15.000 ord, og redaktøren forventer for det meste noveller i rammen 3.000-6.000 ord. Mindre kan dog også gøre det, hvis man bare har en knaldgod ide på 500 ord.


Man må højest sende 3 værker ind(fx en tegneserie og to noveller, eller 2 noveller og et digt osv), da redaktøren også skal have en chance for at læse dem igennem. En fornuftig regel, da der sidste gang var over 50 noveller!


Deadline er d. 1. marts 2014, så er der er rigelig tid til at finde på et spændende og ”budskabsrigt” plot til netop din science fiction-novelle!

Novellen skal (sammen med en lille tekst om forfatteren på 200-400 ord) sendes til redaktøren Carl-Eddy Skovgård på ceskovgaard@e-box.dk Sammen med jeres tekst skal i vedlægge en postadresse (ikke mail).



For yderligere information kan man gå ind på Science Fiction cirklens
hjemmeside, eller kontakte Carl-Eddy pr mail (se ovenfor).


God skrivelyst
Bjarke

søndag den 6. oktober 2013

Forfatterskolens romanprojekt: De første udstrækninger

Så skete det. 2. år af forfatterskolen gik i gang i septembers, og nu er vi nået til det, der kommer til at fylde mest det sidste år: Romanprojektet.


Opgaven er ret simpel: Vi skal skrive en kortroman på de ca. 40 sider til børn og unge.

40 sider? Det var ikke meget!

Nej, det er det måske ikke. Men det gør at det bliver en overskuelig masse at håndtere i løbet af undervisningen - vi skal jo sådan set læse 11X40 sider, så det runder op - og det var ikke et endeligt tal for romanen, så vidt jeg har forstået. Vokser den, må den vokse. Vi forholder os til 40 sider i undervisningen.

Jeg tænker umiddelbart at 40 sider lyder meget fornuftigt som udgangspunkt. Det svarer med lidt sjusen til Anita Krumbachs Røv og Gulvsand - den tror jeg endda er kortere (Men læs den, og snup hendes Et mærkeligt skib med samtidig).

 

Ideen
Vi har arbejdet meget med ideer det sidste stykke tid. Det startede jo med at vi sidste år fik en formaning om at købe en notesbog - hvilket jeg nu også kan anbefale, man holder altså fast i ideerne på en anden måde. Og kreativiteten bliver også mere medgørlig lige pludselig.

Derudover har vi haft genre-gennemgange med bl.a. Erik Barfoed og Benni Bødker. Inspirerende, lærerigt, og bare helt fantastisk med forfattere, der relaterer det hele til sig selv og sin egen proces også.


Rådet vi fik var: Vælg noget, der er udenfor jeres comfort-zone. I skal udfordres, prøve grænser af her mens vi har hinanden at sparre med. Men gå heller ikke for langt væk fra det du kender, man skal nødigt fare vild.

Jeg har skrevet lidt realisme før. Min novelle kniven som et godt eksempel på hvad jeg godt kan lide at rode med, og romanen City Surfer, der udkommer i foråret 2014.

På grund af det, og fordi jeg for nyligt har genfundet en af de bøger, jeg selv slugte da jeg var barn, besluttede jeg mig altså for at det skulle være realisme. Strukturen skulle være flydende, med nedslag i hovedpersonen og hans liv. Ikke de store veltrimmede spændingskurver og fart over feltet, men en mere rolig bog, hvor drivkraften skal være hans liv og udvikling.


Det har jeg lavet det sidste stykke tid. Samlet noter, skrevet scener, overvejet temaer og problemstillinger. Og hvor fandt jeg ideen i sidste ende? I min kasseret bunke, hvor en ide blev ved med at blæse væk, så jeg fandt de mest underlige steder.

 
Så nu er der ikke andet for end at lege videre med projektet, skrive-skrive-skrive, og se hvad de andre synes.


God skrivelyst!
Bjarke

mandag den 30. september 2013

Konkurrence: Skriv nordisk krimi

Det er det litterære magasin/forlag Bokvennen.no, der står bag konkurrencen. Hvem der vinder bliver afsløret på Norsk Litteraturfestival på Lillehammer i 2014, hvor der også udkommer en novellesamling med alle de bedste noveller. Deltagerne i denne modtager selvfølgelig Royalties for bogen, samt to eksemplarer af bogen. Vinderen af konkurrencen får derudover 25.000 norske kroner.

Og hvad har det med os at gøre, hvad der sker i Norge – jo, ifølge Dansk Forfatterforening så gælder konkurrencen alle de nordiske lande, så det er bare at kaste sig ud i det.

Regler:
  • Det skal være en krimi
  • Det skal være en novelle
  • Der er ingen egentlige længdekrav, men den skal læses på under en "økt" -  som de selv forklarer som en lille time
  • Man kan kun sende én novelle pr. deltager

 
Vil du deltage skal du have dit bidrag færdig inden deadline d. 30. december 2013, kl. 23.59.
Bidraget skal sendes til krim@bokvennen.no eller til deres adresse:

Bokvennen forlag AS
Pb. 6794 St. Olavsplass, 0130 Oslo, Norway
(og husk at mærke konvolutten "Krim")

Husk at opgive egen postadresse, mailadresse og telefonnummer.

Du kan læse mere om konkurrencen på bokvennens hjemmeside HER

Så gå allerede nu i tænkeboks, hvad kan på få sider få den nordiske krimigenre op i omdrejninger? Jeg glæder mig til at se bogen!


God skrivelyst
Bjarke

søndag den 22. september 2013

konkurrence: der mangler stadig fantasynoveller

Det nystartede forlag Ulven og Uglen indkalder nu også til noveller. Det er fantasy-noveller, og de skal være til voksne.


Det er egentlig ret fedt alle de fantasy-orienterede novellesamlinger, der springer op – da jeg startede Skrivekrampe.dk var science fiction det mest dominerende, men tiderne har skiftet.


Kravene
  • Der ønskes fantasynoveller
  • målgruppen er voksne
  • Længdekrav er mellem 36000 – 108000 tegn
  • det er tilladt at sende op til 3 noveller ind pr. deltager

 

Vil du deltage skal teksterne indsendes inden deadline den 1. juli 2014 på ulvenoguglen@gmail.com, og word-filer foretrækkes.

 
Antager de din novelle/noveller bliver du selvfølgelig udgivet, og får et eksemplar af samlingen. Du kan læse mere om samlingen og forlaget på deres hjemmeside www.ulvenoguglen.dk

 
 
God skrivelyst
Bjarke

søndag den 15. september 2013

Savner du en læseklub?

I dag vælger jeg ekstraordinært at træde til side for at lade en anden fortælle om sit nye projekt. Saynab er en god ven, og er lige nu i gang med at starte en helt speciel læseklub for unge, så kan du lide at læse kan det jo være det er noget for dig?

 
Elsker du at læse og har du lyst til at mødes med ligesindede ”litteraturtosser”? Er du ung og bor i Københavns Kommune? Så bør du komme til en ny, fed litteraturklub for unge på Vigerslev Bibliotek! Vi mødes næste gang på mandag kl. 15-17 og du er meget velkommen!


Det er helt uforpligtende og gratis, og vi skal finde ud af, hvad der skal foregår i klubben. Vi kan lave ALT, så længe det tager udgangspunkt i litteraturen.

Så måske skal vi tage i biografen og se en filmatisering af en bog? Måske skal vi have en kendt forfatter på besøg? Eller måske skal vi i teateret og se musicaludgaven af en fantasyroman? Vi kan også diskutere, anbefale og anmelde bøger med hinanden - det er helt op til jer.


Som en del af projektet, har vi også en stand på Bogforum 2013 i november. Vi skal også, sammen med 19 andre litteraturklubber i DK, arrangere en litteraturfestival for unge i februar 2014, da det er et landsdækkende koncept.

Vi har tiden, stedet og ressourcerne, så det er bare med at komme!


Jeg er klubbens tovholder, og byder på forfriskninger til den søde tand & godt humør! Har du lyst til at vide mere om klubben, kan du sende en mail til mig på saynab_fd@hotmail.com. 


Håber vi ses!
Saynab Farah Dahir

mandag den 9. september 2013

Skrivekonkurrence: Skriv om landet


Her kommer der lige en lille skrivekonkurrence fra organisationen Landbrug & Fødevarer. Temaet er: Det gode liv på landet anno 2013, og udover det er alt tilladt. Har du lyst til at digte, lave en sang eller skrive en novelle , så se at komme i gang, for der er kun ganske få regler:

  • Teksten skal overholde temaet "Det gode liv på landet anno 2013"
  • Teksten må max være på 3000 ord.
  • Teksten skal være organisationen i hænde d. 1. januar 2014.
  • Den skal sendes på mail til maf@lf.dk sammen med en tilmeldingsformular (den findes på deres hjemmeside).
  • Emnefeltet i mailen skal være: "Tilmeldingsformular og bidrag til skrivekonkurrencen"
 

Du kan læse mere om konkurrencen og hvem de fire organisationer bag Landbrug & Fødevarer er, på deres hjemmeside www.lf.dk. Her kan du også læse Talentakademiets forfatterlinjes tekster, og få inspiration til hvordan du selv griber din ide an.


God skrivelyst
Bjarke

søndag den 1. september 2013

Kom til Forfatterspirernes Skriveklub!


Er du mellem 11 og 18 år og elsker du at skrive? Ville det ikke være fedt at få skriveråd fra to rutinerede og engagerede forfattere? Savner du en skriveklub, hvor du kan møde ligesindede og snakke om dine projekter, og bor du i København, så vil jeg da lige anbefale Forfatterspirernes Skriveklub!

 

Hvad går det ud på?

Hver tirsdag fra kl. 16-18 er der møde i skriveklubben, hvor jeg sammen med forfatteren Nicole Boyle Rødtnes står for at undervise i skrivning, dele ud af vores erfaring, og bare have det skide sjovt med vores fælles interesse. Det hele bliver altså en blanding af skriveøvelser, forfattersnak og hygge, og jeg vil helt klart anbefale det!

 

Praktisk info

Første møde er her på tirsdag d. 3. september, og vi mødes på Bibliotekshuset Rodosvej 4, der ligger på Amager.

 

Udover Amager holder vi også møder på Vanløse Bibliotek, og vi skifter hver tirsdag. Du bestemer selv om du vil deltage i alle møderne, eller kun dem på dit lokale bibliotek. Medlemskabet koster 250 kr, og kan anskaffes på linket:

 


 

Medlemskabet kører fra d. 3. september til vores vinterafslutning i december.

 

 

Ses vi?


God skrivelyst

Bjarke