mandag den 1. april 2019

Første kapitler – ting du skal huske

Så er det nu. Du har endelig fået tid til at gå i gang med den bog du altid har drømt om at skrive. Du er så klar. Du har en ide om hvad for en type historie du vil skrive, hvordan din hovedperson er – alt er på plads! Alt, undtagen lige præcis der hvor du er nu …
For hvordan laver man egentlig det der første kapitel?



Start spændende

Det første råd er sådan lidt ”høhø” for selvfølgelig skal man starte spændende. Men det er alligevel værd at nævne.


Når man skal skrive bliver man ofte selv ret opslugt i sine ideer og karakterer, og vil derfor altid selv synes ting er spændende, som læsere – der er primært engageret i historien – ikke vil fatte interesse for.


Så hold det for øje: Er din histories første kapitel spændende for læseren? Første kapitel skal helst sælge resten af bogen, og give læseren en ide om hvad de kan forvente.


Er det spænding og action eller en hovedperson, der er fem sider om at gøre sig klar fordi du lige ville have hverdagen med?




De tre anslag

Anslag er den måde historien begynder. Der findes primært tre variationer, men et godt anslag kan sagtens bestå af flere af dem.

De tre variationer kan være gode at kende, da de giver forskellige indtryk af hvilken type historie man skal til at læse.

Karakter: karakter-anslaget fortæller læseren hvem det her handler om. Det er hovedpersonen, der er vigtig. Det er deres udvikling, der skal være the main focus ift plot (selvom der stadig skal være plot).


Tema: Tema-anslaget fortæller til gengæld hvad bogen skal handle om på et tematisk niveau. Mit yndlingseksempel er fra Twilight-filmen hvor vi i en voice-over hører Bella fortælle om døden og kærligheden. Det er temaet. Der skal også være plot og karakterudvikling med, men det er bearbejdningen af det store tema, der er i højsædet.

Hook: Hook-anslaget skal sætte en krog i læseren, deraf navnet. Hook er gerne forbundet med plottet, og skal præsentere hvad for en slags historie/plotstruktur vi skal forvente. Det behøver dog ikke være plottet, der er i centrum.
I Indiana Jones er hook-anslaget altid ham, der finder en ny sjælden ting og må flygte fra et farligt sted. Det er den type historie vi skal forvente – cut til amerikansk universitet, hvor han får filmens mission. Det kan også sagtens være et flash-forward eller lignende.



Pas på med prologer, indledninger og andet skidt …

Men min historie er et stort episk fantasy-drama, og jeg vil rigtig gerne starte med en prolog, der …

Lad være.

Men prologen tæller jo ikke som 1. kapitel, det er jo …

Det er anslaget. Det er det første din læser møder, så det tæller.

Og her er hemmeligheden ved prologer: Prologer er stort set ALTID tematiske. Hvis din historie kan bære det, så slå dig løs. Men tit og ofte oplever jeg at folk laver en prolog ikke fordi deres historie har en tematisk storhed over sig, men fordi de gerne vil give den en tematisk storhed.

Det samme gælder indledninger hvor du forklarer dit univers. Læseren tror de har taget en spændende historie op, og du giver dem en historie-bog omkring dit univers. Nogle kan lide det, men jeg tror faktisk at de fleste casual readers ikke synes det er specielt spændende.

Så overvej om det faktisk giver mening for din historie at have en prolog eller en indledning. Er din historie en tematisk funderet diskussion af store emner? Eller er det en spændende historie med action og mystik?

Der kan godt være store emner og temaer i en spændingshistorie, ligesom der godt kan være spænding i en tematisk historie – men hvad er det primære fokus og din grund til at fortælle din historie?

Alt sammen vigtige ting at overveje.


Håber du nu er mere klar til at starte dit første kapitel.



God skrivelyst
Bjarke