Du har skrevet en roman, og den er blevet udgivet og har taget verden med storm. Det er en genial bog, en serie faktisk og alle elsker den.
Så meget faktisk, at de er begyndt at skrive deres egne historier i universet: såkaldte fanfictions.
Og de nøjes ikke bare med at lave deres egne historier, de laver også nye regler i universet, laver nye par blandt dine hovedpersoner. Og de bliver læst og diskuteret …
Måske synes du det er rart. Måske er det lidt ubehageligt. For må de egentlig det?
Det er en evig debat. Hvem har ret til en historie når den er slut: forfatteren eller læseren? En debat som for nyligt er blusset op igen.
Forfatterens intention
Anne Rice er en forfatter, der har skrevet nogle virkelig populære vampyr-historier lang tid før Twilight eksisterede. Hun er også et godt eksempel på begrebet om forfatterens intention.
Når vi taler om forfatterens intention, så menes der gerne ”Hvad forfatteren ville med historien” og det er den ene, korrekte sandhed. Det betyder altså også at du ved at analysere en historie kan ringe til forfatteren og få facitlisten udleveret.
Den ide er Anne Rice tilhænger af. Derfor, da der begyndte at dukke fanfictions op om hendes vampyrer, slog hende og hendes forlag rigtigt hårdt ned på det: De fanfictions måtte ikke fortælle om hendes karakterer, for det var hendes, og kun hun måtte fortælle om dem.
Dette er svært at gøre i dag, da fanfiction er langt mere anerkendt, men dengang lykkedes det, og det blev svært at finde fanfiction om hendes historier.
En anden måde forfatterens intention kommer i spil på, er ved aldrig rigtigt at slippe sin historie når sidste bind er udkommet. Det ser vi i øjeblikket med J.K. Rowling, der med jævne mellemrum giver små twitter-hints til sit univers, eller gennem nye film og bøger afslører noget som forandrer den gamle historie.
Det er på den måde at vi har fået afsløret af Dumbledore er homoseksuel, Nagini er en menneskekvinde og at Hermione faktisk var en sort pige.
Denne måde at bruge forfatterens intention er farlig. Det kan enten få folk til at sige: ”ej, hvor fedt!” eller folk kan reagere ved at føle sig snydt, for: ”Hvor er det i bøgerne?”
Det bringer mig til forfatterens død …
Forfatterens død – historiens autonomi
For J.K. Rowling kom i ret mange problemer, da hun begyndte at bruge sin intention som forfatter. En masse læsere holdt af Harry Potter, og gør det stadig, og her er problemet.
Der skal være en sammenhæng mellem din intention og det værk, din intention dækker. To af de ekstra detaljer, der fik meget kritik er hhv. at Dumbledore var homoseksuel og at Nagini var en asiatisk kvinde.
Folk mente det var tydeligt at Rowling kun prøvede at vise hvor åben overfor minoriteter hun var ved at påstå at Dumbledore var homoseksuel, og manglede at det var tydeligt i bøgerne. Da Fantastic beasts 2 kom ud, og Dumbledore og hans eftersigende partner begge var vigtige personer i filmen, var det klart: Nu fik vi endelig historien!
Men igen undgik Rowling den, til stor vrede.
Og det skyldes historiens autonomi. For en historie er ejet af læseren når den først er udkommet.
Det betyder at hvis man finder spor til noget i en historie, så er der en god sandsynlighed for at det er rigtigt. Hvem ved det? Ingen, men hvis flere andre finder sporene og også tror på det, så bliver ideen langsomt mere og mere ægte.
På den måde skaber vi altså vores tolkning af historier sammen. Forfatteren har givet læserne en bog, og nu er det op til læserne at finde ud af hvad der sker deri gennem analyse og diskussion.
Og lige meget hvad forfatteren siger, så er der ikke noget at gøre: bogen står på egne ben, og står det ikke deri, så gælder det ikke!
Rettigheder og økonomi
Og nu til sidste punkt, for der er jo altid et sidste punkt.
Der er blevet skrevet fanfictions til din kæmpe succes fra før, og det er du træt af. Specielt fordi vedkommende nu har udgivet dem og tjener penge på dine figurer og originale historier. Må de det?
Nej. Her er loven ret tydelig.
Man må gerne lave satire over etablerede værker. Man må også gerne lave faglitteratur om etablerede værker. Man må også gerne lade etablerede værker optræde som etablerede værker i sine historier (min hovedperson må gerne læse og citere Harry Potter).
Men man må ikke tage udgangspunkt i en anden forfatters univers og arbejde videre derpå med økonomisk gevinst for øje. Det er forbudt.
Så man må skrive fanfiction og dele den med andre, men ikke udgive og tjene penge på dette. Og det er faktisk forskellen.
For det giver dig som forfatter mulighed for at lade dine fans opbygge en stærk fankultur omkring din serie, hvor de holder den i live for dig, og gør andre interesserede i dine originalværker, som de bliver nødt til at læse for at forstå de fanfictions de læser.
Så du skal som forfatter ikke være ked af at få fanfictions, i bedste fald kan det betyde at din bog bliver ved med at sælge.
God skrivelyst
Bjarke
