Jeg har tit tænkt på hvordan man virkelig får følelserne frem i det man skriver, og bestræber mig altid på det når jeg arbejder på et projekt. Men hvordan gør man egentlig? Hvordan beskriver man en 1000-årig gammel drages sindsstemning, når hendes var-væselkæreste forlader hende?
Den følelse kommer jeg aldrig til at opleve. Men jeg har prøvet at en kæreste gik fra mig. De to ting kan selvfølgelig ikke sammenlignes, min kæreste dengang var ingen var-væsel, og jeg har modsat hvad folk siger, aldrig været 1000 år.
Alligevel tror jeg godt jeg kan bruge det minde. Jeg tror grundlæggende essensen er det samme. Og så gør jeg det skuespillere har gjort i mange år nu. De kalder det method acting, at vække følelser og stemning ved at trække på egne minder. Vi kan kalde det Method Writing.
Men hvordan griber man lige det an? Uden at det skal være en 1:1 guide vil jeg her give mine tre råd til hvordan jeg kom i gang.
Sæt dig ned og grav minder frem
Det første råd er at sætte dig i en sofa med et tæppe og en kop te, og så begynd at grav de minder frem. Har du ført dagbog, så læs i den. Ellers begynd at tænke tilbage. Prøv at finde helt præcise minder for hvornår du var rigtig glad, ked af det, sur, trist, ekstatisk, forelsket, alle de følelser du kan få frem.
Og med præcise minder taler jeg om at finde en næsten filmisk genkendelse af mindet. Hvordan så det ud, hvad duftede der af. Hvad blev der sagt? Jeg har nogle gange kunnet finde hele dialoger fra mange år siden, og de kan give mig en knude i maven, der virkelig kan gøre min skrivning skarp.
Når jeg så er parat begynder jeg at skrive minderne ned som en blanding af dagbog og fiktion. Det vigtigste for mig her er at sproget bliver stærkt og godt, og at jeg ved at læse teksten kan finde tilbage til følelsen og sansningerne igen.
Så jeg skriver ikke for at det skal udgives her. Jeg skriver poetisk, i billeder, i sansninger, i dialoger, ALT hvad jeg kan trække ud af mindekaret kommer ned på papir.
Lav ting, der bringer minderne frem
Det ligger lidt i forlængelse af sidste punkt. Nu har vi siddet og skrevet en masse, og fået en masse tekster. Men vi kan nå endnu dybere.
Jeg har flere tekster om min farfar jeg fandt frem til ved at skrive og mindes. Rigtigt mange minder, og det er, synes jeg selv, virkelig stærke tekster om en mand jeg virkelig savner i dag.
Men minderne begyndte først rigtigt at give los, da jeg også greb ud efter mine sanser. Jeg fandt en gammel æbleskivepande og begyndte at bage købe-æbleskiver i den. Noget jeg altid gjorde med min farfar hjemme hos ham.
Det giver æbleskiverne en helt unik fasthed og skorpe som jeg ikke skal kede jer med, men som virkelig fik hul igennem minderne og som også gjorde mine førskrevne tekster endnu stærkere.
Så find ud af om de minder du graver frem handler om noget specielt, om du eller andre foretog jer noget, og så genskab det. Få dine sanser i spil, og forstærk dine minder derigennem.
Find et minde, der minder om den følelse du vil skrive
Nu springer vi i tid. Du er i gang med at beskrive den 1000-årige hundrage, der er blevet forladt af sin varvæsel-kæreste. Men hvordan får vi følelsen med? Hvordan får vi de der helt hårde sansninger that hits right at home hos læseren?
Du går tilbage til dine minde-tekster og finder de der tekster, fra da Yrsa forlod dig i 1.g. Så finder du alle de sansninger du skrev deri, alt det billedsprog, og ser om noget af det kan bruges. Kan du prøve at omformulere det så det passer til din hovedpersons sprog? En 1000-årig drage taler nok ikke som en 1.g’er, men følelsen er den samme. Sansningen er. Så prøv virkelig at finde ud af hvordan du kan bruge de minder bedst muligt.
Skal du gøre det til alle scener? Nej, så ville du jo ikke kunne lave andet, og nogle gange kommer følelsen bare helt naturligt til dig. Men til de vigtige scener, der er det rart at have minderne som bagage til at trække på.
Så har du brugt en aften på at huske hvordan det var at blive forladt af gymnasiekæresten?
God skrivelyst
Bjarke
