Jeg elsker at undervise unge mennesker i skrivning. Specielt de store klasser i folkeskolen er helt speciel, for det er der, de opdager hvad sproget egentlig kan. De kan endda næsten blive helt forelskede i deres eget sprog.Så voldsomt kan det faktisk blive, at de glemmer alt andet. Historie, karakterer, alt! Der er kun sproget.
Og det går selvfølgelig ikke. For det andet er mindst lige så vigtigt.
Men hvorfor? Spørger de mig så. Det her lyder jo så lækkert og fint.
Jeg har to svar til det: Problemet er ikke hvordan det lyder, men om det bliver lyttet til. Og så at sproget er ligesom slag i en boksekamp.
Det sidste kræver nok lidt mere forklaring.
Sproget er et slag
I en boksekamp bokser man – det giver sig selv. Man står med store handsker og slår mod hinanden. Det her, det er dit sprog. Du kan give en masse lækre slag, igen og igen. Problemet er bare, at fordi du ikke laver andet end at slå, så er din med på hvad de skal gøre for at undgå slagene. Dine slag mister altså sin effekt.
Det er det samme med sprog. Hvis du kun har den eneste lyriske sætning efter hinanden i en novelle eller en roman, så mister de hurtigt kraft. Læseren bliver vandt til dem, og han kan ikke stoppe op og nyde dem. Skoven forsvinder så at sige i bare træer.
Og det går jo ikke. Du har jo ikke et lækkert sprog, bare for at det ikke bliver læst. Så hvad gør du?
Handling er benarbejdet
Du udnytter dit benarbejde. I en boksekamp er benarbejdet den måde bokseren nærmest hopper for at parere slag. Den måde, de med bevægelser prøver at distrahere deres modstandere og så videre.
Selvfølgelig kan man godt nøjes med dette, men hvor sjov er en boksekamp uden at der bliver givet et par gode slag? På samme måde er handling og sprog altså lige vigtige. Du kan ikke vinde kun ved at slå, men du kan heller ikke vinde bare ved at danse rundt. Det skal være en blanding.
Handling er altså det, der skal blødgøre læseren, og gøre ham modtagelig over for sproget. Det skal være passager, der skal fortælle ham hvem vi er, hvor vi er på vej hen og hvad det hele handler om inden det lækre sprogbillede falder: Ka-plow! Og det bringer mig til mit sidste punkt: Knock-out.
Det handler om knock-out
En masse slag som ens modstander er forberedt på vinder ikke kampen. Det gør det heller ikke at danse. Ved du hvad, der altid vinder kampen? Selvfølgelig gør du det, du har læst overskriften: Knock-out!
Det ene svidende slag, der slår modstanderen i gulvet. Og det er sådan du skal bruge dit sprog. Du skal danse og vise ham med, der hvor du gerne vil have ham hen med din handling. Det er et spil, du blødgør læseren til knock-out. Og når det falder, det helt perfekte sprogbillede, så kan han mærke det.
Han er gået igennem en skov, men det her helt prægtige træ står jo lige der.
Og sådan fortsætter man. Benarbejde. Knock-out. Benarbejde. Knock-out. Benarbejde. Osv. Osv. Osv.
The rule of ten
Jamen hvad med alle de mange sprogbilleder jeg skrev tidligere. Der er jo så mange?
Det er også ganske godt. Det er aldrig en dårlig ting at lave for meget. I bl.a. Stand-up taler man om the rule of 10. Den går simpelthen ud på, at den første joke du skriver altid er dårlig.
Du skal altså lave ti jokes på samme emne, eller i det her tilfælde ti sprogbilleder.
Derefter skal du se objektivt på dem. Ét vil være bedre end de andre. Det er sjældent det første. Dette ville du ikke have set hvis du bare skrev det første, det bedste, der faldt dig ind.
Rule of 10 dur til alt. Sprog. Plot. Alt hvor du kan liste ting op, og udvælge.
Så er du klar til at vinde den litterære boksekamp?
God skrivelyst
Bjarke
