Vi kan alle sidde i den situation. Her er de tre råd jeg plejer at ty til, når jeg selv sidder i den.
Hvad er det værste, der kan ske?
Det er det første jeg spørger mig selv om. Altid. Hvis jeg har en karakter, der ikke makker ret, så beslutter jeg mig for at gøre noget helt forfærdeligt ved ham for at få ham i gang. Jeg kan ikke huske om det var Raymond Chandler, der talte om at hvis historien stod stille, så skulle man bare lade to mænd med pistoler brase ind ad døren. Det er lidt samme råd.
Lad to mænd med våben brase ind ad døren. Eller lad mobiltelefonen sende en sms til den forkerte. Eller giv hovedpersonens mor kræft. Måske dør helten, der skulle redde dem alle – hvad gør de så?
Normalt er det slet ikke nødvendigt at være så drastisk. Ofte så fortryder ens hjerne voldsomheden, og kommer så med en mindre ekstrem måde historien også kan løse plotproblemet på. Og så kan det være ret sjovt at dræbe og lemlæste sine hovedpersoner i et gidseldrama mellem en selv og sin kreativitet. (Og man kan jo altid fortryde).
Hvor let kan jeg helt undgå problemet?
Det her råd er lettere hvis du bruger berettermodeller og/eller kapiteloversigter.
Du er løbet ind i et plotmæssigt problem, og ved ikke hvordan du skal løse det. Find din model eller oversigt frem, og begynd at trevle trådene op. Du skal finde ud af om du kan undgå de scene, der nu ikke vil skrive sig selv, og hvor meget du behøver at redigere for at det går op.
Ofte finder man ud af at det faktisk ikke er meget man behøver ændre. Måske et par scener, der skal omskrives. Måske et kapitel, der skal skrives ind tidligere.
Og ved hjælp af lidt fiksfakserier i plottet får man løst problemet. Måske behøver man ikke have 7 kapitler hvor heltene skal planlægge og bryde ind i maltelus-borgen, når det nu ikke giver mening at de ville gøre det. Måske kan du bare bruge 2 kapitler på at bortføre dem og spærre dem inde der.
 |
| Man kan hurtigt få snakket mange løsninger på et plot- problem frem! |
Gå en tur/ring til en ven
Det sidste råd er måske egentlig det vigtigste. Forfatterlivet handler i stor udstrækning om at sætte sig ned og skrive. Det er et ensomt hverv. Det behøver det ikke være.
Da jeg arbejdede på kontor var det normalt at høre ens kollegaer hvis man løb ind i et problem. Det samme da jeg arbejdede med pædagoger. Grundlæggende handler det bare om at bruge sine kollegaer.
Find nogle du svinger godt med, og hav en kollega-aftale. Det betyder at I måske drikker en fredags-øl (som ikke behøver være øl) engang imellem og fejrer at ugen er omme. Det betyder også at det er legitimt for jer at ringe og tale plotproblemer eller glæder ved forfatterlivet i tide og utide (bare man også respekterer at det er en arbejdsplads!).
Jeg har et par stykker på hotline, og der er ikke noget bedre. Så kan man invitere på kaffe, eller gå en tur, ja, eller bare tage den over telefonen.
Og man kan virkelig blive overrasket over hvor meget det hjælper med andre øjne. Jeg har oplevet at fortælle mit kæmpe problem til en kollega, for bare at blive mødt med et: ”Kan du ikke bare [det mest åbenlyse i verden]”.
Ret skal være ret, jeg har også selv nogle gange gjort det.
Det er altid lettere for alle andre at se det åbenlyse. De har ikke deres klamme fingre ned i det på samme måde. De har overskuddet til the big picture. Udnyt det!
Håber de tre råd kan hjælpe dig til at knuse dine plotproblemer!
God skrivelyst!
Bjarke
