Når jeg giver sparring til nye forfatterspirer, der gerne vil skrive en bog, så er det første jeg prøver på altid at finde ud af hvad det egentlig er de gerne vil skrive. Det er smart, fordi jeg både letter mit eget arbejde som sparringspartner, men også deres, da jeg meget bedre kan hjælpe dem i rigtig retning fra starten af.
Men hvad gør jeg så, når jeg tager denne meget vigtige første snak om en bog? Jo, jeg stiller tre meget vigtige spørgsmål.
Er der en historie du finder på eller er det en historie fra virkeligheden?
Det er altid vigtigt at nå frem til. Har du en historie om Susie fra Tappernøje eller Riego fra Dragekysten? Eller handler historien faktisk mere om dig eller din tipoldefar Bendt?
Hvis de vil skrive en komplet fiktiv historie, så begynder jeg her at fortælle dem om spændingskurver og personkarakteristikker og alt det andet spændende fra forfatterens værktøjskasse.
Svarer de til gengæld at historien handler om dem selv, en oplevelse eller en tipoldefar, så prøver jeg at spørge mere ind til det.
Ønsker de at det skal være klart at det er deres historie? Skal hovedpersonen i bogen være forfatteren til bogen? Svarer de nej, så begynder jeg igen at inddrage spændingskurver og personkarakteristikker, med fokus på at lave en ny hovedperson, der kan fortælle deres historie bedst muligt, samtidig med at den løsriver sig fra forfatteren som person.
Svarer de, at det da selvfølgelig skal være dem selv, der er hovedpersonen, stiller jeg dem et nyt stort spørgsmål.
Er der en historie, eller er det bare tanker?
Kan du fortælle mig hvad din historie handler om, siger jeg gerne til forfatterspireren. Han eller hun begynder så at fortælle en masse, og det er nu mit job at høre om der er en historie i det hun fortæller – altså en tydelig begyndelse, midte og slutning – eller om det kun handler om tanker og følelser.
Er der en tydelig historie, fortæller jeg selvfølgelig hvordan man arbejder med denne ud fra spændingskurver og alt det andet. Jeg prøver også altid at gøre opmærksom på at biografier ikke altid overholder reglen om at ”sådan skete det”, mest af alt fordi vi som mennesker heller ikke selv overholder den regel når vi genfortæller. Dette kan du teste ved at lade en ven fortælle om en situation i begge har været i – I vil højest sandsynligt kunne genkende historien, men der vil være forskelle i opfattelsen.
Dette skal man også huske på hvis man vælger at være selv-biografisk: Du ser helt klart dig selv som helten, og er det en historie om dine oplevelser med noget (fx arbejdsløshed eller Staten eller en dårlig arbejdsplads), så kan du risikere at der er lige så mange historier mod dig!
Jeg har enkelte gange hørt forfattere udgive en bog hvor de ligger et socialt fællesskab for had, for derefter at det hele vender på hovedet fordi det her fællesskab OGSÅ har stemmer. Der er ikke noget værre end når de får mere taletid af at tale dårligt om dig og din bog.
Så det skal man tænke over, når man vælger at tage fat i sine egne oplevelser uden at fiktionalisere dem først.
Vil du skrive et essay, en roman eller en biografi?
Det sidste spørgsmål er det vigtigste inden jeg ved præcis hvordan jeg skal hjælpe forfatterspireren. Nogle gange har jeg allerede fået svaret. Handlede historien fx om Riego fra Dragekysten ER det sgu nok en roman, medmindre vedkommende er meget forstyrret.
Spørgsmål to kan faktisk også have afgjort for mig om der er tale om en biografi eller selvbiografi, og så kan jeg også sagtens tage fat på sparringen derefter.
Det sidste spørgsmål her er mest af alt til hvis du mener at din bog skal handle om dig selv og dine tanker, uden at det nødvendigvis er koblet op på fakta, et plot eller andet håndgribeligt.
Så er det ikke en faglitterær bog du vil skrive. Det er heller ikke en roman, for der mangler plot. Selvbiografier mangler også en håndgribelig historie, så det er det heller ikke.
Og så kommer Essayet. Så snart man spørger om det er det, de ønsker at skrive, bliver forfatterspirerne gerne lidt blege. Men samtidig kan de også gerne godt se, at de mangler alle de andre elementer til, at det kan være noget andet …
Og så anbefaler jeg dem gerne at hvis de virkelig ønsker at skrive om det her emne, så skulle de måske starte med at oprette en blog. Essay-bøger er svære at få afsat nu om dage, og med en blog kan du lettere opbygge en læserskare, der er trofast fordi du opdaterer jævnligt. Med tiden kan du så vælge at lave en bog om dit emne, eller samle dine indlæg i trykt form – og så vil du allerede have en læserkreds.
Hvad er min pointe med det her indlæg? Jeg tror at de fleste læsere på min side allerede kender forskellen på de her genrer, så hvorfor er det vigtigt?
Fordi vi som forfattere tit bliver mødt af de her forfatterspirer (let’s face it, måske har vi engang selv været dem). Hvis vi med tre simple spørgsmål kan hjælpe dem i gang med deres eventyr, uden at slå dem helt ud med information, de måske ikke helt har brug for, fordi det ikke er den type bog de skal skrive, skal vi så ikke gøre det?
Jeg har tidligere været storslem til bare at læsse spændingskurver og karakter-arbejde ned i halsen på forfatterspirer, som jeg så senere først har indset slet ikke kunne se det for sig. Det var jo noget helt andet de skulle skrive.
God skrivelyst
Bjarke
