Bladet består af en masse små noveller og genreløse tekster opsat som artikler i et blad a la Se & Hør. Målet skulle efter sigende være at det lette og uforpligtende design skulle give flere danskere lyst til at læse god litteratur.
Hvorvidt dette rent faktisk virker glæder jeg mig til at se, jeg fandt opsætningen lidt svær at aflæse i starten, da der er et underligt brud mellem form og indhold. Efter et par af teksterne fandt jeg dog ud af det, og selve teksterne var en fin fornøjelse at læse.
Teksterne er skrevet af en god sjat mere eller mindre kendte forfattere, men med Josefine Klougart som et af de helt store navne. Det var også hende der blandt andet var i Go’ Morgen Danmark for at fortælle om bladet.
Hvorfor nævner jeg bladet her på Skrivekrampe? Af en helt bestemt grund, det er nemlig ikke en enlig svale. Det er nummer et, og de planlægger at lave flere. Og som de skriver på første side i bladet:
Bidrag sendes til tlh@forlagetgladiator.dk
Læs vejledning på vores hjemmeside: www.tlh.forlagetgladiator.dk
Hjemmesiden er ikke oppe at køre på nuværende tidspunkt, men forhåbentlig kommer den det snart – nu hvor bladet er på gaden. Jeg ville i hvert fald gerne læse mere om hvordan man kan bidrage til bladet!
Hvad siger du? Er et blad som Texas Longhorn lige noget for dig når du er på farten? Og tror du det ville kunne få dem der normalt ikke læser til at læse?
God skrivelyst
Bjarke