mandag den 3. august 2015

Forfatterens brug af sanser

Brug af sanser bliver altid fremhævet som forfatterens primære værktøj. Der er også noget om snakken, en velplaceret sansning kan vække stemninger og minder hos læseren, forklare hovedpersonens holdning eller oplevelse meget bedre end en beskrivelse kan, og samtidig slå tonen an for hele historien.

For få sanser kan virke kedeligt og for fortællende, for mange kan virke som en overdrevet detaljebeskrivelse, der tager fokus væk fra historien. Det handler om at finde en middelvej, og det handler om at vide hvor mange sansninger lige netop den her historie kan bære.
Så I dag synes jeg, at vi skal se lidt på de der sanser.

Der findes fem sanser:
  • Synssansen,
  • høresansen,
  • lugtesansen,
  • følesansen
  • og smagssansen.
Det er her sat i rækkefølge efter hvor meget de bliver brugt.


En stor begynderfejl er faktisk kun at bruge den første, min hypotese er, at dette skyldes at vi er blevet mere vandt til at se film – hvor synssansen er den primære, kun lige forfulgt af evnen til at høre – medmindre vi altså ser stumfilm.

Der er også en anden logik i brugen af synssansen, for det er faktisk den vi navigerer efter i hverdagen. Ofte ser vi trafikskilte, ser bilen når vi skal over gaden og så videre. Skal vi være lidt mere spændende så hører vi også nogen gange bilen inden vi springer til side – tænk at vi kunne være så distræte ikke at se den?
Det er sjældent vi lugter eller smager bilen, og vi mærker den kun hvis vi ikke reagerer på hvad vi hører og ser …



Når så vi alligevel får at vide at sansninger er gode, så er det ikke på grund af hverdagsscenarioerne beskrevet overfor (Hvis det at blive kørt over er et hverdagsscenario). De andre sansninger er gode fordi de skaber stemninger, lugten af råd, smagen af jern i blod, højt græs, der kæler op ad ens ben, alle disse sansninger er med til at skabe en stemning, og dermed fortælle læseren hvordan scenen skal tolkes.


Et praktisk eksempel

”Huset var gammelt, der var spindelvæv og rådden mad lå på bordet.”

Vi er alle med på at vi her er i et gammelt hus, men det er kedeligt. Skal jeg beskrive hele huset på den måde mister jeg også hurtigt mine læsere – derfor er det lettere at bruge en sansning:

”Fedt og støv greb fat om fingeren, mens Carla så sig om i det gamle hus. Fluers summen blandede sig med den harske lugt af kalkun og flødesovs, der for længst havde haft sidste salgsdato.”

Selvom det ikke er mit bedste stykke tekst, så kan man sagtens se hvordan jeg først bruger følesansen, synssansen, høresansen og lugtesansen. Man kan sagtens være mere konkret med de forskellige sansninger, end jeg lige har været – og det er bestemt også lettere når man har en historie at skrive på, end når man lige skal finde på sansninger on the spot.

Hvad der også er tydeligt af mit eksempel er at tekster bliver længere af sansninger, så døjer du med korte tekster, kan det være du skal se på netop dette? Bare husk min første advarsel – for mange sansninger mætter teksten, og gør den svær for læsere at gå til.


En øvelse jeg tit laver når jeg er ude at undervise handler netop om sanserne, og om at vække sanserne til live: Du er blind, og er i __________ beskriv hvordan du oplever det. Det tomme felt kan så blive erstattet med hvad end er passende, men nogle af mine yndlings er: Cirkus, supermarked under et zombieudbrud og ridderturnering.
Der er sindssygt mange lækre sansninger at tage fat i, så det er bare at komme i gang!



Har du en sanselig beskrivelse du er specielt stolt af?



God skrivelyst!
Bjarke