”You can discover more about a person in an hour of play, than in a year of conversation.”
- Plato
Jeg er et legebarn, det er ikke nogen hemmelighed. Mit skrivekontor er proppet til randen med Lego og jeg synes stadig at legetøjsafdelingen er den mest spændende del af et supermarked.
Men hvad har det med skrivning at gøre, og hvorfor synes jeg at det er så skide vigtigt at man som forfatter stadig kan lege?
Her kommer 3 gode grunde til at du skal finde dit gamle legetøj frem, måske det endda kan gøre dig til en bedre forfatter.
Ser du film eller læser bøger får du fortalt en historie, leger du med legetøj skaber du en historie
Jeg har intet imod at læse bøger, slet ikke. Som forfatter SKAL man læse mange bøger, hvis ikke for at blive underholdt, så i det mindste for at lære håndværkets finesser. Det samme gælder film, se dem endelig!
Når det så er sagt så glem ikke, at det er andres historier, og at du som forfatter skal lave din egen.
Min første historie skrev jeg tilbage i folkeskolen. Jeg var en læseglad dreng, og det kunne ses. Historien var mere eller mindre Dragonlance-serien om igen.
Når du leger med en eller anden form for legetøj så laver du dine egne historier. Selvfølgelig sker der det, at hvis du leger med Turtles-figurer, så bliver det gerne en historie om Turtles du laver, men det er stadig din historie – og nogle af de elementer du leger frem, kan sikkert sagtens renses for grønne skildpadder.
Og ellers er der gerne mere neutralt legetøj. Mit yndlingslegetøj er fx Lego. Ikke nok med at jeg kan lave figurer, der passer til mit univers, jeg kan også bygge hele settings, hvilket bringer mig til næste punkt …
Det er nemlig også rigtigt! Leg lader hjernen slappe af, fordi den tror I (Du og den) er i gang med en hyggelig stund, hvor den jo ikke skal præstere. (selvfølgelig skal den jo så det, men det føler den ikke).
Det er samme metode man bruger når man løser kryds og tværs eller lignende, man giver simpelthen hjernen noget andet og mere opgaveorienteret at tænke på.
Det er her jeg gerne bygger mine lego-settings. Det er en simpel opgave for min hjerne, der så slapper af mens jeg stabler klodser – og samtidig lader jeg den også ”løbe frit” rent associativt. Men hov, hvad betyder det?
Lad mig give et eksempel. Kender du det, at du taler om film med en, og så skal huske en skuespillers navn. Du ved præcis hvem det er og hvad han er med i, men hvad er det nu han hedder? Lige meget hvad du gør kan du ikke huske det, og først da samtalen er ovre og du laver noget andet, dukker svaret op!
Svaret dukker op fordi du laver noget andet. Først prøver du ihærdigt at sige til hjernen at en information er gemt et bestemt sted, og hvis hjernen nu har gemt den et andet sted så er det jo klart at den ikke kan finde det. Når du så slipper den fri, så kan den meget bedre finde informationen – og derfor kan det være en god ide som forfatter at få en hobby eller bare begynde at lege: Plotproblemer løser sig selv meget hurtigere sådan.
Når forfatterlivet stinker, har du noget andet, der gør dig glad
Selvfølgelig håber jeg aldrig for dig at dit forfatterliv kommer til at stinke, men let’s face it: det er (ofte) et liv med en del afslag og nederlag før det begynder at gå godt.
Jeg begik den store fejl i starten at lade skrivningen være min hobby og min karriere, hvilket resulterede i at hver gang jeg fik et nederlag på karriere-fronten, så gik det også ud over hobbyfronten. Efter et par gange bliver man virkelig træt af dette, og det var her jeg fandt min glæde ved lego-klodser igen: Det kunne svagt beslægtes med min skrivning, uden dog at være det – hvilket gav mig et dejligt afbræk fra det negative.
Den dag i dag når jeg får et afslag går jeg stadig ind og roder i lidt lego, og det virker faktisk som medicin. Ofte kommer jeg ud fra min hule helt afslappet og klar til igen at gå i krig med skrivningen.
Hvad siger du, har du noget legetøj du roder med? Eller en anden hobby så hjernen kan få lov at ”løbe frit”?
God skrivelyst
Bjarke
