Jeg kom forleden til at tænke tilbage: Hvor stammede min skriveglæde fra? Drømmen om at blive forfatter, hvordan startede den?
Da det er en alt for lang og alt for kedelig historie vil jeg i stedet fokusere på de 3 råd, der rent faktisk fik mig videre. Ja, de kom fra folkeskolen, så de er ret grundlæggende – men hvem siger at man ikke godt kan bruge dem? Det er svært at starte ved spændingskurver, flaskehalse, point of no return, heroes journey og hvad ved jeg. Og det er slet ikke begreber man kan forholde sig til når den første skrivekløe begynder.
Derfor: De tre skriveråd fra folkeskolen, der fik mig i gang med at skrive!
Varier dit grundleds placering
Den fejl mange gør når de starter med at skrive er, ikke at variere sit grundled. ”Joran gik ned ad gaden. Han greb sit sværd. Han huggede hovedet af dragen, og …”
Alle sætninger starter med Joran i centrum, og det er jo klart nok: Han er hovedpersonen. Samtidig er det ret smart, for så sikrer man sig at ens hovedperson også bliver drivkraften i historien, og ofte skriver man mere for at opleve sin verden og hovedperson i starten (hvilket slet ikke er forkert).
Så varier grundleddets placering. Det er svært i starten, men ens sprog bliver mere levende af det.
Begyndelse, midte og slutning?
Dette punkt er meget beslægtet med det jeg skrev før: når man lige begynder at skrive, så skriver man for at lade hovedpersonen opleve sin verden (det er specielt i fantasy-miljøer i øjeblikket, men slet ikke begrænset til det). Det betyder at man har en vildt spændende hovedperson, men intet plot at udfordre ham i.
Her kommer næste punkt i spil: Find din histories begyndelse, midte og slutning – for har du det, ved du også hvor du er på vej hen, og så bliver det lettere for dig at fortælle en egentlig og medrivende historie – og ikke bare fortælle om hovedpersonens hverdag.
Det her er ekstremt intimiderende i starten – man vil ikke afslutte sin historie for så kan hovedpersonen jo ikke opleve mere, måske er man endda så knyttet til sin hovedperson at man slet ikke kan få sig til at udsætte dem for ens histories rædsler.
Men det skal man jo, og derfor kan det være en god ide at have nogenlunde styr på begyndelse, midte og slutning.
Og så skriv da for pokker!
O
g her er det vigtigste råd jeg fik i folkeskolen: Skriv! Tænk ikke hele tiden på spændingskurver og andre højtflyvende fortælleværktøjer: Skriv, for det er det du skal elske, det er dét det hele handler om!
Man kan altid lave spændingskurver, berettermodeller og sætte forfatterbegreber på alt man skriver – men gør det i dit eget tempo, lær om tingene løbende (man behøver ikke vide alt for at skrive en roman), og prøv tingene af som du føler for det.
Men skriv for pokker. Du kan være nok så klog og vide alt om skrivning, men kommer der ikke ord på papiret, så er det svært at blive forfatter.
Så hvad venter DU på? Tilbage foran tastaturet med dig.
God skrivelyst
Bjarke
