Det er nogenlunde samme
temperatur som første gang jeg var herude, til min ansøgningssamtale. Mange
ting er lavet om, der er kommet nogle ustyrligt kedelige barakker, men sidder
jeg helt rigtigt og med ryggen til, så ligner det dengang. Der kan ikke være
gået to år, det kan der simpelthen ikke.
Men så alligevel. Jeg har
fået antaget en bog, fået den udgivet også. Jeg er også blevet gift i
mellemtiden, og skrevet jeg ved ikke hvor mange sider. Fakta er imod mig, de to
år er ovre.
Det bliver da også okay
at stoppe, det gør det da:
- Jeg får fri mandag aften til at skrive
- Jeg kan få mere tid til igen at overskue forfatterspirerne og stakkels nedprioriterede Skrivekrampe
- Jeg kan skære ned på et helt ustyrligt kageforbrug.
Men det opvejer nu
alligevel ikke helt:
- Fantastiske medstuderende man så mindst en gang om ugen (vi holder fast, og vil stadig ses, men nok ikke med samme frekvens)
- Kari og underviserne, forfatterne der besøgte os, ja, alle de mennesker man ikke løber ind i hver dag, og som bare er fantastiske.
- Jeg var egentlig blevet ret vild med at gamble med hvor mange kager, der skulle til før sukkersygen kickede ind.
Så for at citere den 10.
Doktor (ja, jeg nåede også at blive Doctor Who-fan på de to år): ”I don’t wantto go.”
Men hey, hvis mit liv
efterfølgende bliver ligesom den 11. Doktor, så skal det egentlig nok gå.
Tillykke til det nye
hold. Nanna Foss, Sarah Engell og Sarah Andersen, der somme tider læser med
her. Og til jer andre også. Nyd det, hold jer ikke tilbage. I har kun to år til
det!
God skrivelyst
Bjarke
