mandag den 27. oktober 2014

Hvor lang tid tager det at skrive en bog?

For noget tid siden underviste jeg Forfatterspirerne sammen med Nicole Boyle Rødtnes hvor snakken faldt på hvor lang tid det tager at skrive en bog. Nicole opstillede det på en ret interessant måde, da hun ligesom mig gerne i en eller anden udstrækning udtænker sit plot før hun skriver. Hun spurgte ganske simpelt:
  • Hvor mange sider kan du skrive på en god dag?
  • Og på en dårlig dag, hvor mange kan du så presse ud?
 

Derefter var spørgsmålet så hvilken bog man ville skrive. Nicole, der skriver lange bøger, brugte gerne eksemplet 200 sider. Ville man skrive en roman på 200 sider og kunne skrive 2-5 sider på en dag, så ville man kunne færdiggøre en gennemskrivning på ca. 66 dage (nok lidt under, da jeg har divideret 200 med 3 (gennemsnittet af 2-5)
 

Selvfølgelig er der derefter redigering og betalæsning, men 66 dage. Det er lidt over to måneder, det er da ikke så uoverskueligt igen?

 
Jeg synes det var en meget interessant måde at se det på. Og som Nicole også sagde: Planlægningen af bogen kan tage år nogle gange, men selve skrivningen, den går så hurtigt som du kan skrive det.

 

 
 
Ulempen ved at se sådan på det er hvis man har 0 sider på de dårlige dage, og man har rigtigt mange dårlige dage - for så er det klart at bogen står stille! Der er hemmeligheden ikke at arbejde på at højne sit sideantal på gode dage, men i stedet gøre noget ved mængden af sider på dårlige dage.

 
Fordelen ved netop at gøre det hurtigt er jo også at du sørger for en stringent fortællestemme (Du vokser så at sige ikke ud af din stemme på så kort tid), du bliver ikke træt af historien på samme måde som hvis du skriver i flere år.

 

 
 
Så hvad venter du på? Smut ind på artikelsektionen, planlæg din bog og få den så skrevet! Det er faktisk kun dig du venter på!

 
God skrivelyst

Bjarke

mandag den 20. oktober 2014

Konkurrence: Science fiction lige under overfladen!

Nu søger Science Fiction Cirklen også igen noveller, denne gang til 10. udgave af deres antologi med arbejdstitlen ”lige under overfladen”.

Det er ikke kun noveller, der kan deltage, men også tegneserier og digte! Så har du en digter eller en tegneserie-skaber i maven, så slå til!


Novellen skal være science fiction, men der er ikke krav om noget bestemt emneområde eller andre ydre omstændigheder der skal opfyldes. Alt fra tidsrejser, space-opera, nær fremtid og fjern fremtid til parallelverdner osv. er ok.

”Det bør dog nok nævnes at redaktøren foretrækker historier, der ud over rammen også har en form for ’budskab til læseren’. Det er svært at formalisere, da det kan være så forskelligt, men normalt vil det fremgå af historien når man læser den. Rene action historier der lige så godt kunne være foregået i nutiden vil blive nedprioriteret.”


novellerne har en max ordgrænse på 15.000 ord, og redaktøren forventer for det meste noveller i rammen 3.000-6.000 ord. Mindre kan dog også gøre det, hvis man bare har en knaldgod ide på 500 ord.

Man må højest sende 3 værker ind(fx en tegneserie og to noveller, eller 2 noveller og et digt osv), da redaktøren også skal have en chance for at læse dem igennem. En fornuftig regel, da der sidste gang var over 50 noveller!

Deadline er d. 1. marts 2015, så er der er rigelig tid til at finde på et spændende og ”budskabsrigt” plot til netop din science fiction-novelle!

Novellen skal (sammen med en lille tekst om forfatteren på 200-400 ord) sendes til redaktøren Carl-Eddy Skovgård på
ceskovgaard@e-box.dk Sammen med jeres tekst skal i vedlægge en postadresse (ikke mail).

For yderligere information kan man gå ind på Science Fiction cirklens
hjemmeside, eller kontakte Carl-Eddy pr mail.


God skrivelyst
Bjarke

mandag den 13. oktober 2014

Gyser-konkurrence

Har du en uhyggelig historie liggende, eller kan du lynhurtigt skrive en, så har boghandlerkæden Arnold Busck lige lanceret en skrivekonkurrence – Vinderen bliver udgivet og solgt i Arnold Buscks butikker. Om det så betyder rigtig udgivelse eller bare trykt og solgt gennem dem nævner de ikke, men mon ikke det sidste?


Historien må max være 150 normalsider (af 2400 anslag med mellemrum), og udover det virker der ikke til at være nogle regler som sådan. Samtidig med udgivelsen er der også et gavekort på 500 kr. på spil.


Deadline for konkurrencen er d. 31. oktober. Historien kan afleveres hos din lokale Arnold Busck eller sendes til konkurrence@busck.dk


Så har du et gysermanuskript liggende du aldrig helt vidste hvad skulle ske med, så kan det da være værd at prøve. Eller skriv en novelle – de er jo ret uspecifikke om længde, og bare det er kortere end 150 sider, så går det vel an?


God skrivelyst
Bjarke

mandag den 6. oktober 2014

Hektiske forfatter-dage

Øj, jeg har haft hektiske uger! Har du nogensinde oplevet folk indlede med det modsatte? ”Jeg har haft nogle virkeligt stille uger.” – nej vel? Det er bare ikke nær så god indledning.



Jeg har først og fremmest været til gamle elevers fest med Forfatterskolen. Vildt hyggeligt, og fantastiske mennesker! Jeg fik danset en del – the drunken giraffe til jer der ser Doctor Who – og snakket med en masse rare mennesker. Blandt andet Ronnie Andersen, jeg to dage forinden havde mødt til et arrangement om Pippi-figuren i børnelitteraturen.


Samme dag jeg var inde og høre det foredrag var jeg også ude på Nyager Skole, som er en af de skoler, hvor jeg er blevet tilknyttet som Husforfatter til deres ”valgfag i forfatter”. Et fedt koncept, der har fået mig til at åbne op for heldagsskolen – selvom det jo desværre går ud over mine andre undervisningsarrangementer.

 

Og så er jeg gået i gang med at udvikle et materiale til Rollespil i børnehaver. Ja, jeg ved godt at der findes en masse af den slags, og at live-rollespil er i høj kurs – men det her det skal være til dem, der ikke har en masse ildsjæle eller penge at kaste efter projektet. Målet her er at det skal være billigt, og kunne afholdes af en person fra det pædagogiske personale!

Det har fyldt meget, og jeg har sammen med en børnehave lavet en masse materiale – skattekister, guld og troldmandsscroller. Ja, vi har endda snakket om heraldik og våbenskjold! Hvis I vil se lidt af alt arbejdet kan I kikke på min forfatterside på facebook, hvor jeg har oploadet billederne!

 
 
Udover alt det sørger jeg også for at få skrevet så meget som muligt – som jeg tidligere har sagt: Skrivning er en sport, og al sport skal holdes ved lige! Ellers kommer man aldrig med i mesterskaberne.

 
 
Det er måske egentlig også derfor at I ikke får så meget i dag. En hurtig gennemgang af mit liv – men hey, næste mandag håber jeg at kunne give jer noget mere. Og ellers kan I skrive på dukketeater-konkurrencen nedenunder, den glæder jeg mig til at se hvad der sker med!

 

God skrivelyst
Bjarke

mandag den 29. september 2014

Konkurrence: Kan du skrive voksendukketeater?

Jeg elsker når der kommer konkurrencer, der ikke bare er det vi plejer at se. Det her er en af de konkurrencer!

I stedet for en novelle leder de efter et dukketeater-manuskript, Der er ingen yderligere krav til indholdet  Så har du, eller kan du få en genial og nyskabende måde at lave et dukketeater-manuskript på, så skal du slå til!


Regler

  • Stykket skal være et dukketeater og være for voksne
  • Ingen synopsis eller skitser – der skal afleveres et færdigt stykke drama
  • Stykket skal være dansk, norsk eller svensk.
  • Stykket skal være på mellem 30-60 sider, varighed ca. 1 time
  • Skriv en kort præsentation – nogle få linjer om din ide og begrund hvorfor lige netop din ide egner sig til dukke/animationsteater.

 
Deadline er d. 1. april 2015, og manuskript skal sendes til drama@baadteatret.dk

Vinder du vil dit stykke blive produceret og spillet på Bådteatret i sæson 15/16. Vinderen vil ligeledes blive aflønnet for opførelsen af stykket ifølge overenskomsten for dramatikere.

Læs mere på deres hjemmeside HER!
 

Stor tak til Julie Kirkegaard for at minde mig om den her konkurrence!

 

God skrivelyst
Bjarke

mandag den 22. september 2014

Unikke miljøer

Er der en scene i din yndlingsbog du bare husker? En scene, der skiller sig ud og bare vender det hele på hovedet fordi miljøet eller setting’et skiller sig ud, og det drama der foregår på siderne bliver helt anderledes netop på grund af dette?


Det er fordi du er blevet præsenteret for et unikt miljø. Hvordan de virker i forskellige genrer er forskelligt – i fx fantasy bliver hele universet måske unikt, og derfor vil al drama blive normal i dette univers. Men i genrer forankret i vores univers kan det være en god ide at finde et mere atypisk sted end det oplagte.

 
 

Hvorfor vælge et atypisk sted?

Der er så mange steder i verden der ikke er uhyggelige. Hvorfor? Svar: fordi vi ikke har gjort dem uhyggelige endnu. Skal du skrive en gyser kan du derfor med lidt snilde tage et atypisk sted og gøre det uhyggeligt uden at ”gøre som alle andre”. Et eksempel på dette er Poltergeist-filmens børneværelse. Et andet bud kunne være julemandens værksted – kunne der ske noget uhyggeligt der? Spørg Kenneth Bøgh Andersen.

 
I realisme kan det give hele historien et nyt twist hvis man i stedet for at lade et venindeskænderi foregå i skolen, så lade det foregå under en biograffilm, hvor begge er klar over at folk hysser og er irriteret af dem – men hvor de bare ikke kan stoppe. Kærestescenen ovenover er et andet eksempel på hvordan et atypisk miljø kan gøre scenen mere spændende/dramatisk.

 


Hvorfor foretage sig noget andet end det der forventes?

Enhver der har set Doctor Who ved hvordan dette kan gøres komisk. Gør man noget der er uventet i forhold til situationen man står i – så bliver det sjovt. De fleste komedieserier ved det, og bruger det jævnligt. Tænk over det næste gang du ser Danish Dynamite eller Live fra Bremen.

I mere dramatiske tekster kan det også give en helt fantastisk effekt. Lad os forestille os at parret fra før, dem der blev kæreste på et toilet, de er nu kærester og skal til at se en film – kedelig scene! De kommer til at have normale samtaler og sidde på en sofa, det er der ikke noget sjovt i.

 
Lige indtil det tidspunkt hvor popcorn-skålen ryger på gulvet, og der er glasskår over alt. Skålen var btw pigens mors yndlingsskål og eneste minde om sin egen mor. Drama, og den samtale skal drengen altså også lige tage, samtidig med at han egentlig gerne ville prøve at få pigen med i seng.

 
Er man i vante miljøer og foretager man sig de samme ting så bliver det kedeligt, vi læser ikke bøger for at blive mindet om vores eget livs mangler – men så snart man ændrer på legen, lader de medvirkende karakterer have forskellige mål for samtalen, og samtidig måske flytter samtalen et andet og uvant sted hen – så skruer vi op for dramaet.

 

 
Men er det realistisk?

Ja og nej – det kommer jo an på hvordan man skriver det. Men lad os se på det: Hvad virker mest interessant, to der bliver kærester til en fest, eller to der bliver kærester mens han brækker sig på toilettet til selv samme fest.


Andet eksempel er mest spændende at arbejde med, og det kræver sit forfatterhåndværk at gøre den situation troværdig – men til gengæld vil den så også blive husket bedre end ”og så kyssede vi til en fest.”

 
 

God skrivelyst
Bjarke

mandag den 15. september 2014

Tema – Hvordan arbejder man egentlig med det?

”Jeg er egentlig ikke sådan en, der tænker over temaerne i mine historier.” – er det dig? Måske. Det er der heller ikke noget galt med. Men nogen gange kan det være en god ide at tænke over tema. For det første gør du lærere glade, og kan du få dine bøger ind i skole-læsningen, så kan det kun være en god ting.

Men hvordan gør man lige? Hvordan arbejder man med sit tema?

 

Modsætninger mødes

Et tema kan oversættes som emnet for din historie – hvad drejer det sig om? Har man læst Uglies af Scott Westerfeld kan det forklares let. Temaet er ”hvad er skønhed?” eller hvis man er begreber så bare ”Skønhed.”
 
 

Havde Scott valgt at stoppe tema-arbejdet her, havde han altså haft en historie, der handlede om en masse skønne mennesker i et fremtidsunivers, ikke vildt spændende egentlig … Indtil man finder begrebets modsætning: Det modsatte af Skønhed er grimhed!
 
 

Hvordan kan du udfordre dit tema?

Her kunne Scott så lade de grimme være nogle hæslige monstre, de kønne skal kæmpe imod – men forklarer det problemstillingen køn/grim? Nej, egentlig ikke … Og det er ikke en særlig hyggelig historie, da de fleste af os gerne vil have sympati for de grimme (med mindre vi ser monsterfilm af en eller anden grund).

Så Scott vender det hele på hovedet, det her handler om de grimme – om dem der ikke vil rette sig ind efter samfundets skønhedsbehov.

På den måde spiller han både på vores sympati for de ”ikke-perfekte”, samt stiller spørgsmål ved vores egen verdens ønske om overflade frem for dybde. Ret genialt egentlig – bare ved at arbejde lidt med tema.

 

Mikro- og makro-temaer

Selvfølgelig er det ikke nok at have ét tema. Man kommer jo til at rode med flere emner i løbet af sin historie – så hvad gør man?

Først og fremmest skal man være bevidst om hvad der er ens makrotema eller hovedtema. I Uglies er det som nævnt Skønhed/Grimhed. Derefter skal man finde mikro-temaerne eller undertemaerne.

I Uglies er det fx samfundet/Individet som ses i hvordan alle skal opereres så de passer til skønhedsidealerne, og dem der kæmper imod bliver jaget vildt. Dette mikro-tema står ved siden af et andet mikro-tema nemlig tillid/tillidsbrud, da hovedpersonen Tally bliver nødt til at bryde nogens tillid for at få lov til at blive en af ”Pretties” (som er det modsatte af det hun er nu ”uglies”).

Jeg ville gerne gå mere i dybden her, men vil heller ikke ødelægge bogen hvis du endnu ikke har læst den. Vil dog stærkt anbefale dig at gøre det, da den er god men også bare et meget fint eksempel på hvordan arbejdet med tema kan gøre en bog endnu bedre – det stiller jo lige pludselig spørgsmålstegn ved hvordan vi ser andre mennesker.

Så ved du egentlig hvad din histories tema er? Skynd dig at find ud af det!
 


God skrivelyst
Bjarke