søndag den 25. september 2016

Jeg har skrevet om ”den første gang”

Den 15. september udkom min novelle ”Alt det jeg plejer at fucke up” på forlaget Dreamlitt i samlingen Allerførste gang.

Modsat mine to tidligere ungdomsnoveller ”Kniven” (I På Kanten, 2011) og ”Chance eller Ambulance” (Historier til drenge – tøser ingen adgang, 2013) er ”Alt det jeg plejer at fucke up” en kærlighedshistorie.


Pigen Alba forelsker sig hovedkulds i den nye dreng i gymnasiet, og han forelsker sig i hende. Han har en plan – så snart han bliver 18, så er han skredet. Og Alba er selvfølgelig inviteret.
Men alt går ikke som planlagt. Alba har nemlig en speciel evne til at fucke alt op.


Samlingen er blevet lavet på grundlag af en konkurrence, hvor en række forfattere skulle fortolke udtrykket ”den første gang”. Det kunne være alt fra sex til første kys, til … ja, ALT! Og jeg tror måske det er det, jeg har valgt at tage med mig i min novelle.

For Alba får lov til at opleve stort set ALT for første gang. Hvad det betyder må du læse den for at forstå, men et helt liv kan udspille sig på bare et gymnasie-år. Hvis altså ikke man gør sig umage.

Jeg har det sidste års tid arbejdet meget med ungdomslitteratur, bl.a. kommer der snart endnu en ungdomsnovelle fra mig, og jeg har en realistisk ungdomsroman planlagt til starten af næste år. 
”Alt det jeg plejer at fucke up” er altså lidt en begyndelse for mig.

Derfor er jeg også sindssyg glad for at forlaget Kandor udvalgte min novelle til samlingen, og at forlaget Dreamlitt fortsat gerne ville lave samlingen, da Kandor overgik til dem. Jeg glæder mig både til at følge den her samlings liv, men også se hvad Dreamlitt kan få ud af Kandor-brandet, der de sidste par år har været en vigtig spiller i forhold til dansk fantasy og horror.


Vil du gerne læse ”Alt det jeg plejer at fucke up” og de 8 andre noveller i samlingen? Så kan du købe den HER!


God skrivelyst
Bjarke