søndag den 11. august 2013

Kontrakten ... (Dramatisk musik)


Så kom den, kontrakten. Nu er det et eller andet sted ret definitivt - min roman skal udgives.


Det bliver et oplag på 700, hvilket jeg synes er rigtigt meget for en gennemillustreret historie - de må sgu tro på den! Og ja, min bog får illustrationer, det bliver så lækkert!


Jeg tror faktisk at kontrakten kan være meget sund at møde for en debutant. Den gør det hele lidt mere fysisk, lidt mere rigtigt.

For det første er det jo et officielt dokument du skal skrive under på. Men det er også en slags liste af informationer om hvordan din bog kommer til at blive. Det er meget håndgribeligt. Så mange eksemplarer bliver der trykt, så meget kommer den nok til at koste, osv. Det er meget konkret, i forhold til da man fik at vide at man var blevet antaget, og alt bare var uhåndgribeligt vildt og stort.
 

Det er også lidt skræmmende. Nu har man sådan set håbet på en antagelse i jeg ved ikke hvor mange år, og så lige pludselig sidder man med en kontrakt og skal skrive under. Definitivt, det er det rigtige ord. Når du skriver under her er du ikke længere bare en der håber, du er debuteret som romanforfatter. Hjælp! Jeg tør ikke, er slet ikke klar! Har kun siddet i fire år og følt mig pisseklar parat, og så sker det pludselig og så er man måske ikke så klar parat alligevel ...

 
Jeg har faktisk gået lidt stille med det. Altså, det blev jo afsløret på skolen, og jeg har sagt det til jer - okay, skrive det på en blog er måske ikke at gå stille med dørene. Men det har faktisk været lettere at sige på Skrivekrampe, end i min virkelige verden. Jeg kan måske bare ikke helt forstå det.


Det er også urealistisk. Jeg er ikke kun blevet antaget - jeg vandt en konkurrence. Og ikke en hvilken som helst konkurrence, en konkurrence blandt de 12 bedste elever på Forfatterskolen for Børnelitteratur 2013: Og der er altså monstergode forfattere imellem!

Jeg er ikke kun antaget, jeg er en vinder. Det kan mit lille jyske jantelovshjerte slet ikke håndtere. Og det kommer sgu bag på mig.

Jeg tror faktisk bare at jeg er lykkelig, glad og overvældet - og jeg er ikke særligt god til at være overvældet! Jeg bliver jo helt forfjamsket og mumlende, og kan slet ikke se folk i øjnene af det.

 
Nu har jeg i hvert fald skrevet under, der er ingen vej tilbage. Men nøj, hvor er det forvirrende enkelt. Og pissefedt!

Min roman skal udgives!


God skrivelyst
Bjarke