For nogle uger siden var vi 12 elever, der
mødtes i Forfatterskolen for børnelitteraturs lokaler for at give feedback på
hinandens billedbogsprojekter, samt takke hinanden for et godt veloverstået år,
og generelt bare hygge!
Og der var nok at hygge sig over, for flere
havde i mellemtiden fået antaget bøger, var blevet gravide og hvad der ellers
kan ske i et sådan gennemsnitligt forfatterliv.
Vores billedbogsforløb blev afsluttet ved, at
vi alle fik feedback først i to grupper, senere i plenum, på vores
billedbogsprojekter. Det var rigtigt givende at få så meget feedback, og det
var tydeligt at der var sket en udvikling iblandt os, fra da vi startede og til
nu, både hvad angår de tekster vi fik lavet i forløbet, men også hvordan vi nu
giver respons og forholder os til forfatterlivet.
Så blev det pause, og i pausen skete der noget
stort. Og nu er det, at det går op for mig at jeg har løjet for jer ... Ej, det
har jeg ikke, jeg har holdt noget hemmeligt (Det er ikke nær så slemt tror jeg
nok).
Vi blev nemlig for snart lang tid siden
opfordret til på skolen at skrive en billedroman til 9-12 årige drenge i en
konkurrence afholdt af forlaget Turbine. Det blev til 12 bidrag, et fra os alle
sammen, og det var nu i pausen at afgørelsen ville falde.
Jeg havde ikke håbet på noget, på samme måde
som man aldrig håber på noget i konkurrencer, og havde egentlig lavet en liste
med min egen top 3 over hvem der skulle vinde - her fandt jeg så ud af at jeg
nok aldrig bliver redaktør, for jeg havde tydeligvis ikke forstand på den
slags. Til gengæld blev jeg mundlam (og de af jer der kender mig ved, at det er
en utrolighed i sig selv) da mit navn blev råbt op som vinderen af
førstepladsen!
Min billedroman havde vundet, og forlaget
Turbine ville gerne udgive den! Jeg husker egentlig ikke så meget derefter,
udover at vi fik kompendier, og fortsatte afslutningen hos en af de andre
studerende (der heldigvis bor på samme gade som mig, så jeg lige kunne nå hjem
og prale kort).
Som præmie fik jeg en af forlagets bøger af
Turbine (Do Van Ransts Min far siger, at
vi redder liv), og en flaske vin af Forfatterskolen. Vinen blev delt med
holdet, og bogen ligger på natbordet nu.
Så lykkedes det altså. Efter mange forsøg kan
jeg i 2014 kalde mig romanforfatter. Det er underligt. Sidste sommer omkring
dette tidspunkt var jeg færdig på universitetet og var lige blevet optaget på
forfatterskolen. Og nu et år efter har jeg en roman antaget, og er jeg heldig
kan jeg til næste sommer stå med en bog og et flot diplom fra skolen. Wow. Bare ... Wow.
Hvis mit liv var en tv-serie ville dette være
en ganske fantastisk sæsonafslutning. Hvis tv-serien så handler om mit liv på
skolen, ved vi at den stopper til næste år - og de fleste serier skal jo stoppe
med et brag: Så hvad mon jeg lige har i vente?
God skrivelyst
Bjarke
