mandag den 30. januar 2012

Gæsteindlæg: Nicole Boyle Rødtnes' 6 tips til at skrive en roman – del 2

I sidste uge fik du de første tre tips til at skrive en roman, der handler om at få styr på ideen, historien og hovedpersonen. I denne uge kommer de sidste tre tips, der handler om, hvordan du planlægger, skriver og redigerer din roman.

1.       Planlæg din roman
Nu har du styr din historie, og du har også fundet ud af, hvilken vinkel du skal lægge på den, for at gøre den original. Herfra er processen meget forskellig for hvert enkelt. Nogen elsker at planlægge og bruge modeller.  Jeg arbejder med en lang række modeller, når jeg skriver, men jeg har også skrevet bøger helt uden at planlægge eller bruge modeller.  Det vil blive for omfattende at gennemgå modellerne her, men du kan fx læse Bjarkes artikel om Berettermodellen og hvordan man skriver en roman.

Hvis du ikke bryder dig om modeller og planlægning, så kan man sagtens skrive en bog uden. Du skal bare være indstillet på, at du risikerer lettere kommer på afveje og for eksempel får arbejdet dig ud på et sidespor. Min oplevelse er, at jeg selv skal redigere mere efterfølgende, hvis jeg ikke planlægger forud. 

Uanset om du arbejder med eller uden modeller og planer, så er der nogle særlige steder i historien, det er godt at have styr på, før du går i gang med at skrive.

1.       Anslaget
 Bogens start.  Mange begynder at skrive uden at gøre sig de store overvejelser.  Men starten er faktisk det aller vigtigste sted i hele din bog. Det er her læsere (og redaktører) danner sig det første indtryk af bogen og også her, du risikerer at de lægger den væk, hvis de ikke bliver fanget.  Prøv gerne at skrive forskellige anslag og se, hvad der fungerer bedst. Oftest skal du starte senere i handlingen, end du tror.

2.       Point of no return
Der kommer et tidspunkt i alle historier, hvor helten ikke længere kan vende om. I starten er heltens projekt (mere eller mindre) valgfrit, men på et tidspunkt, sker der noget, så helten kun kan fortsætte videre mod kampen. Det kan være fysisk, så han bliver isoleret og den eneste vej ud er ved at kæmpe med det onde. Det kan også være følelsesmæssigt, hvor hovedpersonen nu er så forelsket i drengen, at selv hvis hun gerne ville, kan hun ikke lægge sine følelser væk. I action-prægede bøger kan det også være at hovedpersonen får kidnappet et familiemedlem, at bedstevennen dør, eller hele verden nu står på spil.  

3.       Udtoning
Bogens afslutning. Du behøver ikke vide præcis, hvordan den ender, men du skal vide, hvilken type slutning du skriver dig hen imod. Du skal vide om projektet lykkedes eller mislykkedes? Eller om du arbejder med en åben slutning.

Disse tre punkter er dem du skal navigere efter, når du skriver. Det er også dem, som er kernen i de fleste plotmodeller, så når du har fundet dem, er du godt på vej.


2.       Skriv din roman
Nu har du måske en stor plan, udfyldt model eller bare en fornemmelse for de tre steder, som jeg netop har gennemgået. Nu skal du til at skrive.

Hvis det skal lykkedes for dig at nå i mål, må du acceptere at det kommer til at tage tid. Du skal afsætte tid til det i hverdagen, ligesom du ville gøre, hvis du gik til fodbold eller dans. Det vil sige mindst en gang om ugen! Præcis ligesom Bjarke også snakker om i denne artikel.

Du skal betragte det at skrive som en muskel, hvis der går for lang tid imellem, du træner, bliver musklen slap. Du kommer væk fra dit projekt og kan ikke huske, hvor det var du var kommet til. Jo oftere, du skriver, jo lettere bliver det for dig. Det mest optimale er at skrive HVER DAG. 

Det behøver ikke være længere end 10 minutter (eller 5 hvis du virkelig har travlt). Bare det, at du har gang i pennen/tasterne gør, at du holder historien i gang, og dit sprog ved lige.  Hvis du kører med offentlig transport, så overvej, om bus- eller togturen kan bruges til at skrive i.

10 minutter om dagen får selvfølgelig ikke bogen skrevet færdigt. Du vil også have brug for længerevarende skriveintervaller. Måske kan du finde en aften om ugen, hvor du afsætter en time eller to eller måske skal du tage på en skriveferie. Det er forskelligt, hvad der virker for den enkelte, men regelmæssighed er altid en god start.


3.       Rediger din roman
Du har sat det sidste punktum og glæden ruller igennem din krop. Du er færdig med romanen! Eller … det er du så ikke alligevel. Nu skal du til at redigere! Redigeringen falder i to faser.

Plot-redigering
Når du er færdig med at skrive, har du et fuldstændigt overblik over din historie. Nu skal du være kritisk. Gå tilbage og se på din grundhistorie og dine plotmodeller, hvis du har lavet det. Passer din grundhistorie stadig og hvad med din plotmodel? Og de steder du opdager at tingene ikke passer sammen, er det så blevet bedre end i din model, eller er du kommet på afveje?

I plotredigeringen er det din opgave at sikre, at din historie, dit plot, fungerer optimalt. Hvert kapitel og afsnit skal have en funktion. Det skal bringe historien videre, udvikle personerne eller noget tredje. Det må ikke bare være fyld.  Hvis det er fyld, så skal det ud.

I plotredigeringen skal du også se på rækkefølgen af dine kapitler og afsnit. Er der nogen scener som med fordel kunne komme tidligere eller senere? Er det anslag, du skrev først, stadig det, der fungerer bedst, eller skal du skrive et nyt afslag. Kig også kritisk på sidehistorierne, er der nogen, der kan skæres væk eller mangler der nogen? Hvis du kan mærke at der er passager i din bog, hvor du keder dig, så slet dem eller skriv dem om. Du kan være helt sikker på, at hvis du keder dig under læsningen, så vil din læser kede sig endnu mere.

Sprog-redigering
Når du er færdig med plotredigeringen skal du i gang med sprogredigeringen. I denne redigering skal du nærlæse din tekst og forfine dit sprog. Læs gerne teksten højt for dig selv. Hør, hvordan det lyder. Er der noget, der kan skrives anderledes? Noget der er kluntet. Denne redigering er en light-omskrivning, hvor du arbejder hele teksten igennem. Ord for ord. Sætning for sætning. Lug ud de steder, hvor du gentager dig selv, og fyld på de steder, hvor der mangler noget. Fjern klicheerne og pynt på beskrivelser. Det er meget forskelligt, hvor mange gange man skal læse teksten igennem, før den sproglige redigering er på plads, men du skal blive ved, indtil du er tilfreds.

Nogen vil sikkert spørge om man ikke kan lave begge redigeringer samtidig. Til det vil jeg sige, at det selvfølgelig er op til dig selv. For mig er det lettere at holde dem adskilt, fordi man arbejder på to forskellige niveauer i teksten. For eksempel hjælper det ikke så meget at arbejde et kapitel igennem sprogligt, hvis du senere opdager, at det kapitel faktisk skal slettes.

I redigeringsfasen skal du også overveje om du vil have en eller flere testlæsere på. Måske har du en skrivegruppe eller en god ven, der kan læse romanen igennem og give input? Det er rigtig sundt at få andres øjne på ens tekst, men du skal vælge din læser med omhu. Vælg en, der er ærlig og forstår at give kritik på en god måde. Og glem aldrig, at det er dig, der er forfatteren, du skal kun sige ja til ændringer, der gavner din historie.

Hvornår man skal have en testlæser på, kan diskuteres. Nogen gør det tidligt i forløbet, inden de selv laver plot- og sprogredigering, andre gør det efter og andre igen, foretrækker slet ikke at have testlæsere. Gør, hvad du har det bedst med.


Held og lykke med romanen og god skrivelyst!
Nicole

Vil du vide mere?
Vil du gerne vide mere om, hvordan man skriver en roman. Her i foråret holder jeg et romankursus hos AOF. Det løber over 3 søndage, hvor vi arbejder intensivt med deltagernes romaner. Læs mere og tilmeld dig her:  http://www.aof.dk/kurser/Kommunikation/Skrivekurser/3197974/

Præsentation af forfatteren
Nicole Boyle Rødtnes har skrevet en række bøger for børn og unge. Hun er uddannet fra Forfatterskolen for Børnelitteratur og er bachelor i dansk. Læs mere om Nicole på hendes hjemmeside og hendes blog.

mandag den 23. januar 2012

Gæsteindlæg: Nicole Boyle Rødtnes' 6 tips til at skrive en roman

Hvordan skriver man en roman? Det spørgsmål får jeg ofte, når jeg er ude og undervise eller holde foredrag. Det simple svar er: ved at skrive! Men det er ikke det svar, folk søger efter.  Folk vil gerne have en opskrift, en vejledning med 6 tips til romanen. Så det prøver jeg at give her. 

Indlægget bliver delt over to mandage, så i dette indlæg, får I de tre første tips, der handler om at få styr på ideen, historien og hovedpersonen. Næste uge kommer de næste tre tips, der handler om, hvordan du planlægger, skriver og redigerer din roman.


1.       Find din grundhistorie
For mange vil denne del være indlysende. De fleste har den allerede i hovedet, men nogen har ikke. Jeg har mødt flere, der har betroet mig, at de altid gerne vil skrive en bog, og når jeg så har spurgt, hvad den skal handle om, har de ikke kunnet svare.


Historien er det mest centrale i din bog. Så selvom du kan lave fantastiske beskrivelser eller personkarakteristikker, så er det altså ikke nok. Der skal også være en historie. (Medmindre du er ude i en form for kunstnerisk eksperiment).

Din historie vil ofte kunne reduceres til en person eller flere personers projekt. For eksempel ridderen, der vil dræbe dragen og redde prinsessen. Pigen, der vil være sangstjerne.  Detektiven, der vil opklare mordet.  Oprørerne, der vil vælte diktatoren, det elskende par der vil være sammen osv.

Det, jeg taler om her, er din grundhistorie. Prøv at se om du kan identificere din grundhistorie i din idé. Hvem har projektet og hvad går projektet ud på?

Grundhistorien har meget til fælles med en pitch, som du kan læse mere om her!

Når du har fundet grundhistorien, så gælder det om at gøre din idé original.


2.       Find det originale i din idé
Alle bøger bevæger sig i et spænd imellem originalitet og lån. Lån er de ting i en historie, der er lånt et andet sted fra fx fra andre bøger, film, teater osv. Lån skal ikke betragtes som negativt. Alle historier vil have lån i sig. For eksempel  vil der typisk være nogle genrekarakteristiske lån, fordi både læser og forfatter har en forventning om, at historier i en bestemt genre er på en bestemt måde.

Det originale er det, der ikke er set før. Det ”nye” i historien.  Man kan altid diskutere, om der findes noget som er 100% originalt, men typisk vil der i en historie altid være noget større eller mindre grad af originalitet.   Det er vigtigt, at du tidligt i din proces, finder ud af, hvor original din idé er, og hvordan du selv kan gøre den mere original. Det kan du gøre ved at stille dig selv følgende spørgsmål:


·         Hvilke andre forfattere har skrevet bøger med samme grundhistorie som min?

·         Hvordan kan jeg få min historie til at skille sig ud fra de andre?

·         Hvad skal jeg især være opmærksom på ikke kommer til at ligne de andres bøger for meget?


For nogle vil det være let at gøre sin historie original, for andre vil det være en stor udfordring.

For eksempel findes der mange hestebøger, og her skal man tænke alternativt, hvis historie skal have noget originalt i sig.  En måde man kan prøve at gøre sin historie original ved, kan være ved at skifte sted, tid, hovedperson eller målgruppe.


Sted: Måske ligger hesteskolen i Afrika, så ville den skille sig markant ud fra de andre bøger.

Tid: måske foregår historien på en hesteskole i middelalderen?

Hovedperson: Måske er hovedpersonen en dreng, eller måske ligefrem en hest?

Målgruppe: Måske er målgruppen for din bog ikke unge hestepiger, men i stedet ældre kvinder?

Det er forskelligt, hvad der skal til for gøre historien origninal, og det er kun din fantasi, der sætter grænser for, hvordan du kan gøre det.

Du kan også arbejde med Gimmicks som skrivekrampe.dk skriver om her!

3.       Få styr på din hovedperson(er)
På nuværende tidspunkt, bør du have en idé om, hvem din hovedperson er. Hvis du ikke har, så gå tilbage til punk 1. Da du fandt din grundhistorie, kunne du summere den ned til en eller flere personers projekt. Din hovedperson vil i 9 ud af 10 tilfælde være den, der har projektet. Det er altså ham eller hende, der vil vælte diktatoren, finde den magiske kur, score den lækre fyr osv.

Nu skal du lære din hovedperson at kende.  Det letteste sted at begynde er ved at se på personens projekt. Spørg dig selv, hvorfor har personen valgt dette projekt?  Hvis det for eksempel er en pige, der gerne vil score den nye fyr, hvorfor vil hun så gerne det? Gør hun det, fordi hun er forelsket i ham? Fordi hun gerne vil vinde et væddemål? Fordi hun vil såre sin veninde, som også er forelsket i ham? Fordi hun ved at han kan skaffe hende billetter til en lukket fest?

Der kan være tusind grunde til, at din person har det projekt, som de har. Men det er din opgave at vide, hvorfor de har det.  Husk at hovedpersonerne, måske slet ikke vil have projektet. Det kan være at han eller hun er blevet tvunget ud i projektet. For eksempel findes der i fantasy, mange helte, som slet ikke vil være helte, men er tvunget til det, fordi de kommer fra en særlig slægt, har en særlig evne eller andet.


Når du har svaret på, hvad hovedpersonens projekt er, og hvorfor han eller hun har det, er du godt i gang. Nu skal du have styr på alle de faktuelle ting om din hovedperson som fx alder, udseende, bopæl, familiemedlemmer, interesser osv.

Hvis du er helt blank, kan det være en god idé at lave et par skriveøvelser.


Skriv personens bedste minde: Her vil du få svar på, hvem eller hvad der betyder meget for personen

Skriv personens værste minde: Her vil du finde en hændelse, som har sat dybe spor i personens liv

Skriv personens største drøm: Dette vil oftest ligger i forlængelse af personens projekt, og vil igen vise, personen kæmper for at opnå


Nu skriver jeg hele tiden hovedperson og ikke hovedpersoner. Men du kan selvfølgelig sagtens have flere hovedpersonerne. Lav øvelserne for hver person. Det er ikke sikkert, at de har samme projekt. Måske modarbejder de ligefrem hinanden.


At lave en god hovedperson kræver arbejde.  Du kan læse mere om, hvordan man laver gode  hovedpersoner i mit indlæg 3 tips til hovedpersonen eller Skrivekrampens artikel om femmands-bandet!


Læs med i næste uge
Det var de tre tips, du fik denne mandag. Næste mandag kommer de sidste tre, hvor du kan læse mere om, hvordan du planlægger, skriver og redigerer din roman.

God skrivelyst
Nicole

Præsentation af forfatteren
Nicole Boyle Rødtnes har skrevet en række bøger for børn og unge. Hun er uddannet fra Forfatterskolen for Børnelitteratur og er bachelor i dansk. Her i foråret holder hun en række skrivekurser. Blandt andet et på AOF om, hvordan man skriver en roman. Læs mere om Nicole på hendes hjemmeside og hendes blog

mandag den 16. januar 2012

Ny sæson med forfatterspirernes skriveklub

Er du imellem 11 og 18 og elsker at skrive? Ville det ikke være rart at få gode råd fra to rutinerede og engagerede forfattere? Savner du en skriveklub, hvor du kan møde ligesindede og snakke om dine romanprojekter med? Bor du i København eller omegn, så kan det nu lade sig gøre!
Jeg holder i samarbejde med forfatteren Nicole Boyle Rødtnes og fire københavnske biblioteker en skriveklub for alle interesserede unge. Første gang er på Amager, i Bibliotekshuset Rodosvej 4.


Hvad går det ud på?
I forbindelse med vores skrivekurser i Vanløse begyndte Nicole og jeg så småt også at køre en skriveklub. Den skriveklub voksede lige så stille, og sidste år kom den til at dække det meste af København. Det vil  vi nu føre videre, så endnu flere kan få mulighed for en god skriveklub!

Møderne varer to timer (16-18) om tirsdagen, og bliver en blanding af skriveøvelser, snak om tekster og hvordan man skriver dem, samt generel hygge.


Praktisk info
Første møde er den 7. februar på Bibliotekshuset på Amager. Møderne afholdes hver tirsdag og man er altid velkommen. På listen herunder kan du se hvordan du finder ud af hvilket bibliotek møderne bliver afholdt på:

Hver d. 1. tirsdag i måneden er vi på Bibliotekshuset, Rodosvej 4 (Amager)
Hver d. 2. tirsdag i måneden er vi på Kulturstationen Vanløse, Jernbane Allé 38
Hver d. 3. tirsdag i måneden er vi på Brønshøj bibliotek, Frederikssundsvej 175
Og hver d. 4. tirsdag i måneden er vi på Hovedbiblioteket, Krystalgade 15 (ved Nørreport)


Du bestemmer selv om du vil deltage i alle møderne, eller kun til dem på dit lokale bibliotek, medlemskabet koster 250 kroner og kan anskaffes her:
http://kubik.kk.dk/vkhus/arrangementer/forfatterspirernes-skriveklub-2 eller du kan møde op på Vanløse bibliotek og købe en billet. Medlemskabet gælder fra 7. februar til og med d. 22. maj.

Ses vi?

God skrivelyst
Bjarke

onsdag den 11. januar 2012

Vampyrkonkurrence

Så er forlaget Kandor igen klar med en konkurrence, og denne gang er det om vampyrer og horror.
Steen Langstrup har på sin blog mxrket.dk efterspurgt at vampyren kom tilbage til horror-litteraturen hvor den hører hjemme (lige nu gemmer den sig i teenage romance-genren). Det har Nikolaj Højberg fra Kandor været enig i, og det har ført til denne nye konkurrence. Og der er præmier med denne gang:

1. pladsen er 2.500 kr. + et frieksemplar
2. pladsen er 1.000 kr. + et frieksemplar
3. pladsen er 500 kr. + et frieksemplar

og alle andre der også kommer med i samlingen får selvfølgelig også et frieksemplar.


Men der er ingen konkurrence uden regler, og til denne er der ingen undtagelse:

·         Novellen skal være 4.000-13.000 ord lang og må ikke tidligere være offentliggjort.

·         Derudover skal novellen være skrevet til mænd, og hovedpersonen skal ligeledes være en mand.

·         Vampyren skal være "et gruopvækkende monster fra mareridtets mørkeste afkrog." og den skal have en original drejning, så det er ikke nok bare at skrive om evigt unge monstre, der drikker blod og skyer solen - tænk originalt! (hint: glitter-vampyrer ER taget).

·         Det er kun tilladt at deltage med 1 novelle, og som altid må din novelle ikke tidligere være offentliggjort.



Novellen sendes som word-dokument til antologi@kandor.dk og deadline er 31. maj 2012.

Du kan se konkurrencens originale opslag HER



God skrivelyst

Bjarke

mandag den 9. januar 2012

Dystre Danmark 2

Som en forsinket julegave kunne jeg i sidste uge finde den her i min postkasse. Det er nemlig Dystre Danmark 2 fra forlaget H.Harksen Productions, som også står bag Lyden af vanvid. Grunden til at den tilfældigvis lå i min postkasse er selvfølgelig at jeg har en novelle med i samlingen.

Novellen Portræt af Dukke og Dreng er historien om Tommy, der prøver at finde balancen imellem at være familiefar og kunstner, en balance, der ofte ikke helt lader sig gøre. Det ændrer sig dog, da sønnen William på mystisk vis forsvinder en nat han overnatter i Tommys atalier.

Besat af skyldfølelse kaster Tommy sig ud i arbejdet med et maleri, der også langsomt afslører for ham hvad der er sket med William og hvad der snart vil ske med ham ...


Min novelle er inspireret af dette maleri kaldet The Hands Resist Him, og som er lavet af Bill Stoneham i 1972. Grunden til at jeg lod mig inspirere skyldes for det første at det er et creepy billede - hænder på ruden, en dreng med et underligt ansigt, og hvad er det den skumle dukke holder?

Derudover siges billedet faktisk at være hjemsøgt! Seriøst, der er folk der mener at det her billede er skyld i folks død! Den slags bliver man bare nødt til at skrive om, det er jo oplagt.


Samlingen Dystre Danmark 2 er vildt lækker at sidde med. Omslaget er rart at røre ved, designet minder meget om den tidligere Dystre Danmark, men med lidt ændringer, og der virker til at være en bred vifte af horror iblandt de mange sider jeg vil kaste mig over så snart, det her er blevet lagt op på skrivekrampe.dk.


God Skrivelyst
Bjarke

mandag den 2. januar 2012

2011 - en forfatterstatus

Så er der gået endnu et år, og det er på tide at se tilbage på årets nåede mål. 2011 startede nemlig med at jeg var i praktik på et forlag, og imens jeg var dette fik jeg at vide at en lang række af mine noveller ville udkomme.


Jeg har i 2011 altså fået udgivet ikke mindre end 4 noveller, i mange forskellige genrer. Blandt andet min novelle Kniven i den realistiske genre, Skovmandens Brud i fantasygenren, Scifi-genren er repræsenteret med Flugten fra Robert, og til sidst er det også min horror-novelle Portræt af dukke og dreng, som jeg endnu ikke har skrevet om på bloggen - det bliver næste mandag, det lover jeg!
Alle novellerne kan ses inde på siden Mine udgivelser.


Udover alle disse novelleudgivelser har jeg også deltaget i et interview sammen med forfatteren Nicole Boyle Rødtnes om at undervise børn og unge i skrivning. Interviewet skylles at vi i år har undervist i skrivning på ikke mindre end fire Københavnske biblioteker! Vi har i flere år nu stået for Vanløse Biblioteks skrivekursus for unge forfatterspirer, så det var kun naturligt at udvide dette til at være et månedligt tilbud. Efter sommerferien ændrede dette sig dog hurtigt og inden vi vidste af det underviste vi en flok fantastiske forfatterspirer hver tirsdag.


Samtidig med forfatterspirerne har jeg også selv afholdt kurser i fortællinger for 8-12 årige i Tingbjerg, en oplevelse der gav mig yderligere blod på tanden hvad angår undervisning. Heldigvis fik jeg mulighed for igen at undervise i Gladsaxe, denne gang i journalistik, og til Kulturnatten, hvor jeg afholdt et horror-værksted igen sammen med Nicole.


2011 var også året hvor jeg kom med i en "hemmelig loge", nemlig Dansk HorrorSelskab. En stor oplevelse for lille mig pludselig at sidde side om side med de store gys- og horror-forfattere, der i sin tid inspirerede mig til at skrive.


Det har heller ikke været et stille år for skrivekrampe.dk, da denne både er kommet påfacebook og fået et redesign, hvor jeg nu tilbyder undervisning også - Så mangler du en skriveunderviser i det nye år, så sig til!


Det var bare lidt af alt det der er sket for mig, så bliver det spændende at se hvad 2012 bringer: Jeg ved godt hvad jeg håber på.


God skrivelyst
Bjarke