mandag den 26. september 2011

Nyt Interview med mig

Ja, så kom der endnu et interview med mig. Denne gang snakker jeg om foreningen HUF (Håbefulde Unge Forfattere), som jeg i sin tid var med til at opbygge. Det er både mig og forfatteren Nicole Boyle Rødtnes, der bliver interviewet, så snakken falder naturligt også på de skriveklubber  for unge vi afholder på fire biblioteker i Københavnsområdet.


Interviewet er lavet af hjemmesiden bogtube.dk og kan læses her!

Det er blevet et meget personligt interview, hvilket jeg egentlig meget godt kan lide. Indledningen er fx taget fra min egen opvækst i en lille by i Jylland:
”Jeg gad ikke at spille fodbold, og så er man altså bare lidt udenfor. Der ville HUF jo have været god,” siger Bjarke Schjødt Larsen om opvæksten i Spentrup, en lille jysk by, hvor det at skrive ikke var nær så acceptabelt som de andre drenges hang til boldspil.
”Men man snakkede jo ikke om det. Jeg var bare ham, der ikke gik til fodbold, og så var den ikke længere,” fortsætter han og griner lidt af ungdomsklichéen.
”Men vi fandt jo sammen i HUF og fandt ud af, at her er der noget, der mangler. Så kom skrivekurserne, og det ene førte til det andet.”

Det er stadigvæk en dejlig oplevelse at blive interviewet. Og måske er jeg en lille smule selvglad, eller også er Lea Stigfeldt bare en rigtig god skribent, for jeg nød virkelig at læse interviewet.

Håber I andre har en lige så god dag som mig.

God Skrivelyst
Bjarke

mandag den 19. september 2011

Når man skriver flashbacks

Et spørgsmål, der til tider dukker op, når jeg snakker med forfatterspirer, er: Hvordan skriver jeg flashbacks? Og hvordan får jeg mine flashbacks til at give mening i historien?
Det er en uhyggelig let ting at skrive flashbacks. Til gengæld er det uhyggeligt svært at gøre dem gode.

Historien og fortællingen – spændingsfeltet
Det du læser når du læser en roman er historien. Det er også historien modeller som spændingskurven og treaktsstrukturen arbejder med. Den historie, der fortælles i romanen eller novellen.
 
Når man så taler om fortællingen, så taler man ofte om alle de elementer, der indgår i romanen. Også de elementer, der ligger udenfor.
Ser vi på Harry Potter så er historien det vi hører om fra bog et til syv. Fra Harry begynder på Hogwarts til det sidste opgør med Voldemort. Det er alt sammen historien.
Hver gang vi så får et flashback fra Harrys forældres tid, så er det både en del af historien – fordi de afslører en vigtig detalje, der får historien videre – og samtidig en del af fortællingen. Det er scener, der er foregået lang tid før historien, men som alligevel har en relevans for Harrys problemer.
Dette er kendetegnet for et godt flashback.


Det gode flashback
Et godt flashback er et, der er en del af historien. Harry Potter er eksempler på gode flashbacks, hvor Harrys forældres minder bliver rodet sammen med Harrys egne oplevelser på Hogwarts. Samtidig er Voldemorts minder med til at fortælle hvorfor det er Harry kæmper, og hvor farlig den nye trussel er.
Imens Rowling fortæller om datiden, giver hun også vigtige spor. Spor, der i sidste ende er med til at hjælpe Harry Potter i kampen imod det onde.

Ser man på Harry Potter-eksemplet er det tydeligt, at det kræver et godt overblik over sin roman for at lave et godt flashback. Har man ikke det, kan man nemlig risikere at lave et dårligt flashback.
 

Det dårlige flashback
Det dårlige flashback er kendetegnet ved at det ikke har nogen relevans for historien udover lige at forklare noget hurtigt.

De rigtigt dårlige flashbacks bliver ofte blot skrevet ind for at forklare hvorfor hovedpersonen lige kunne flyve ud af dragens mund – det var da fordi han har været i lære hos flyvemunkenes tempel.

Et sådant flashback gør ikke historien bedre. det er en let købt forklaring på hvordan helten lige overlevede (et såkaldt deus ex machina, mere om det en anden gang).

Er det vigtigt at helten skulle have denne egenskab for at overleve, så burde forfatteren have introduceret den tidligere end lige når det går galt – eller have startet romanen på templet, imens hovedpersonen afslutter sin uddannelse der.

Flashbacks kan altså hurtigt blive en dårlig vane, med at lave en historiebid fra fortiden, der lige forklarer det problem, man har skrevet sig ind i.
De gamle Batman-tegneserier var tit præget af dette. Batman og Robin er i livsfare og tegneserien slutter. I næste nummer finder man så ud af at Batman heldigvis havde iført sig termo-underbukser her til morgen, og derfor overlever de dødsfælden.

Det er en letkøbt løsning, og det er ikke sjovt for nogen.
 
Hvordan flashbacket ser ud
Hvordan gør man så folk kan se at det er et flashback i romanen? Der er ikke ét specifikt svar på dette.
Rowling bruger mindekaret når der skal laves flashbacks – en smart måde, der også gør at Dumbledore kan forklare Harry, hvad det er han ser.

Skriver man sin roman i nutid kan det også være sjovt at skrive sine flashbacks i datid, for at markere at her bliver der fortalt noget, der er sket.
Er man ikke interesseret i den slags humoristiske markeringer, så er det nok at markere det på en speciel måde. Fx kan man indlede flashbacks med en lille stjerne, eller ændre skrifttype.


Et godt råd vil være ikke at bruge kursiv. Kursiv er god til at markere enkeltord eller –sætninger med. For store tekst-blokke med kursiv bliver til gengæld svære at læse. Gør i stedet som jeg skrev før, vælg en anden skrifttype.


Håber du nu har lyst til at give dig i kast med Flashbacks, et herligt værktøj for forfattere.

God skrivelyst
Bjarke

mandag den 12. september 2011

Det der med hovedpersoner

Åh, hvor kan de kære hovedpersoner være irriterende nogen gange. For har man valgt den rigtige hovedperson? Og hvordan er vedkommende egentlig?

Det er alt sammen gode spørgsmål, jeg er blevet stillet et par gange nu. Og det er besværligt. Hovedpersonen er jo udgangspunktet for hele ens historie. Er hovedpersonen kedelig, så kan historien også blive det.
Det problem har jeg selv været udsat for en gang hvor jeg prøvede mig frem med krimigenren. Jeg synes selv min historie var spændende og kompleks … Men hovedpersonen ville ikke lette røven! Han sad på sin flade der hjemme hele dagen og lod forbrydelserne ske.


To problemer
Mit problem fik mig til at tænke, og jeg nåede frem til at der er to forskellige grunde til, at vi nogle gange ikke føler at vores hovedpersoner fungerer. 

Enten kan det være et problem at finde hovedpersonen, og finde ud af hvordan han er forbundet med historien på en god måde. Eller også er det et problem at man ikke ved hvordan hovedpersonen er, hvordan han tænker og handler.

Det er to meget forskellige problemer, og de har to meget forskellige løsninger.


Find på hovedpersonen
Det her kræver at du har en nogenlunde ide om hvad din historie handler om. Er der temaer, der går igen i din historie? Er der det, så er det altid en god ide at få hovedpersonen involveret i denne tematik på et følelsesmæssigt plan.


Her kan vi lære meget af femikrimierne. Jeg har tidligere skrevet om hvordan de brugte det personlige som en krog i historien og læseren. Hovedpersonen er den enlige mor, der kommer på sporet af en pædofili-ring. De grimme ting hun opdager i pædofili-ringen påvirker hende endnu mere, fordi hun selv har et barn. På den måde bliver hovedpersonen involveret følelsesmæssigt, hvilket skaber spænding og relevans for læseren.

Så for at finde hovedpersonen skal man simpelthen kikke på historien og tænke: hvilken person ville have det værst ved at blive kastet ind i min historie? Hvem vil blive udfordret mest? På den måde får man hurtigt integreret hovedpersonen i historien, og kan få gang i skrivningen.


Lær hovedpersonen at kende
Nu bliver det mindre svært, og mere pinligt. Men lad os først gøre problemet klart. Vi har fundet vores hovedperson. Vi har måske lavet en lille karakteristik af ham, så vi har en masse viden om ham. Men bare fordi man har en masse viden om personens fortid og liv så kan det godt være svært at kende personen alligevel, og skrive ham kan være næsten umuligt.

Her må man lære at indleve sig i sin karakter. Denne metode stammer fra en blanding af mine egne erfaringer indenfor rollespil, og fra et foredrag som skuespilleren Morten Rose engang har givet.

Ideen er at man rejser sig fra skrivebordet og begynder at lege.


Når jeg skal sætte mig ind i en rollespilskarakter (eller en hovedperson) så plejer jeg tit at ”lege” at jeg er ham. Jeg prøver at tale som ham, læser nogle af de blade eller bøger han læser. Ser det i tv han ville se osv. På den måde får jeg både en indgang til hans interesser + den måde han nok taler på.

Har hovedpersonen et handicap kan man også prøve at udfordre sig selv ved at ”lege” det handicap. Jeg prøvede på et tidspunkt at have min arm bundet fast på ryggen en dag, for at finde ud af hvordan det var at mangle en arm – det er ret besværligt kan jeg afsløre. Men det gav mig også en mulighed for at skrive mere indlevende omkring min hovedpersons problem.
Samtidig med at man får en ny forståelse for hvordan det er at leve med handicap, kan man sågar blive inspireret til at skrive af øvelsen.


Er man ekstrem nok så er det bare med at gå udenfor og prøve sig frem – blandt mennesker! Det kan også lære en meget om hvordan andre personer vil reagere på din hovedperson. Handicap eller ej.

Dette gjorde jeg blandt andet med en historie om en lettere arrogant kvindebedårer, og det var interessant at se hvordan folk reagere anderledes på mig, bare fordi jeg reagerede anderledes overfor dem. Prøv det hvis du tør! Som Morten Rose siger det:

”Det gør ikke noget at det bliver pinligt, det synes folk er sjovt.”


God skrivelyst
Bjarke

mandag den 5. september 2011

Computeren – forfatterens bedste ven

I gamle dage blev bøger håndskrevet på enten skind eller papir. Før det ridsede man ind i sten og træ. I 1400-tallet opfandt man så trykpressen, og så begyndte der at komme fut i tingene.
Med skrivemaskinen begyndte forfattere at kunne skrive, og fik på sin vis også lettere ved at redigere i deres tekster (hvis I kender slettelak, så er det her det blev brugt.)

Men det er først med computeren at forfattere rigtigt kunne begynde at arbejde med deres tekster, uden at skulle skrive hele bogen ind igen. Med computeren kan vi nemlig redigere direkte i dokumentet, og printe det ud så mange gange vi lyster!


I dag sidder jeg troligt på min pind og venter på min nye computer. Min gamle har fulgt mig i tykt og tyndt i snart mange år, men kan ikke klare det længere. Tastaturet fungerer ikke, og batteriet er sprunget. Hun er gammel, og vi er i fællesskab blevet enige om at det er bedst at jeg kommer videre.


Når computeren er så vigtig for os forfattere at den nærmest kan betegnes som vores bedste ven, så er jeg altid gået inde for at man navngiver den. Min gamle hed Gunilla, og var en stærk tøs, der kunne holde til lidt af hvert.

Min nye computer har ikke fået noget navn endnu. Jeg er i vildrede mht. til hvad hun skal hedde, og tænkte at I måske kunne hjælpe mig. Hun bliver en Thinkpad  og er eco-friendly (altså en milijøvenlig computer). Derfor tænker jeg jo instinktivt et hippie-agtigt navn.
Derudover må det gerne klinge af noget nordisk, da jeg altid har været glad for netop dette.

Så hvis du har et perfekt navn til min nye bedste ven, så send mig lige en mail eller skriv en kommentar, ikke?


God skrivelyst
Bjarke